NUTIDSKUNSTENS UDVIKLING
Kunstens formål har fra tidernes morgen været at bevare en oplevelse - helst, men ikke kun - af skønhed. For mig var det keramiske materiale det idéelle. Vi finder lerarbejder, der er tusinder år gamle. Og mens farverne i olje- og akvarelmaleri falmer i solen, så bevarer de keramiske farver i og under glasuren deres glød. Da jeg begyndte at beskæftige mig med kunsten - var overskudssamfundet endnu ikke udviklet. Kun de meget rige havde stor plads. Det var derfor naturligt at tænke på kunstværker, der ikke fyldte meget, men som havde de kvaliteter, der er værdifulde. Det vil sige materialets skønhed og formens og eventuelt dekorationens rytmiske musik. Til gengæld var udsynet til verdenskunsten betagende: Amerikas, Afrikas og Indiens skatte var ved at blive opdaget, og bogtrykteknikkens perfektionering bragte farvebilleder af verdenskunstens største genier til alle, der bare gad. "Folkekunsten" fra utallige områder var en utømmelig rigdomskilde for den usnobbede; men samtidig satte de helt store genier fantastiske mål for, hvad kunsten kan nå. I dag, hvor "kunsten" er blevet et led i underholdningsindustrien, er det på plads at minde om, hvad de virkeligt store har skænket menneskeheden. Blandt de tusinder malere og billedhuggere hæver nogle ganske få sig over alle andre ellers habile udøvere. De bør aldrig glemmes i strømfloden af nyheder og påfund. Sienesiske quattrocento-malere, Leonardo da Vinci, Sandro Botticelli, Meister Bertram. Lucas Cranach, Baldung Grien, Grünewald, Goya, Blake, Henri Rousseau, Vincent van Gogh er navne, som altid bør erindres som enestående. Hvad Michelangelo angår, så husk, at hans sixtinske kapel som rumdekoration er en total misforståelse, en fejlsatsning, der opløser det rum, som skal dekoreres. Til forskel fra kalkmalerier som Birkerøds og Fanefjords og Elmelundemesterens og til loftmalerierne i de nordiske trækirker fra seksten- til begyndelsen af attenhundredtallet. Vi skal stadig glæde os over kunst og kunsthåndværk, der formidler tidløs skønhed. Men den udvikling, der har ført til, at det, der regnes for elitekunst, er blevet pudsigheder, som kan overraske i øjeblikket; men derefter ikke bidrager med mere, gør, at det virkeligt exceptionelle må i højsædet: De store kunstværker, som man kan vende tilbage til igen og igen og stadig opleve lige stærkt. Lars Thirslund STOR VERDENSKUNST, se eksempler
|