Lys over ALT, det er det,

vi vil !

Vejledning i mediejunglen.

Alfabetisk om fortiet, forvredet og forbudt.

Orientering om forskning og ytringsfrihed og om fakta som er medieforbudt i Danmark og totalforbudt i det meste af Europa. Artikler vil blive indføjet efterhånden som de kan færdiggøres.

 

 

Abbé Pierre

Egentlig Henri-Pierre Groués. Fransk katolsk præst. Deltog i den franske modstandsbevægelse under II Verdenskrig. Arbejdede derefter for slumområdernes fattige. Af hans virksomhed i Paris udvikledes Emausbevægelsen, som har fået international betydning. Blev en af Frankrigs mest populære skikkelser. Det vakte derfor stor opmærksomhed, da han i foråret 1996 gav sin støtte til vennen Roger Garaudy, der havde skrevet en bog, i hvilken han betegnede holocaustdoktrinen som en myte og hævdede, at denne myte var grundlaget for staten Israel.

Abbé Pierre bemærkede, at han havde læst bogen og ikke fundet noget, der var forkert i den.

De franske biskopper underskrev i april 1996 en deklaration, at de nazistiske gaskamre havde eksisteret, men at nazisterne havde benyttet kodesprog for at hemmeligholde det.

Abbé Pierre så sig tvunget til at gå i eksil i Italien. Her udtalte han i maj 1996, at "en international sionistisk lobby" havde presset den katolske kirke i Frankrig til at fordømme hans meninger. Han blev spurgt, om det ikke skadede hans image. Han svarede ifølge Christian News 17.6.96 : "I don't give a damn". Det giver jeg Pokker i.

> > > * < < <

 

Amnesty International

Hæderkronet organisation, som skal kæmpe for ofre for politisk undertrykkelse og overgreb mod menneskerettigheder. I dag er alle humanitære organisationer udsat for påtrykninger fra lobbyer af, hvad man normalt kalder venstre-observans. Det giver sine steder Amnestys virke og rapporter uheldig slagside ved opdramatisering af marginelle overtrædelser i Vest og samtidig overbærenhed mod grove forbrydelser andre steder.

Trods gentagne forsøg er det (maj 1999) ikke lykkedes at få Amnesty til at protestere mod fængslinger og forfølgelse af forskere og borgere i Tyskland, Frankrig og Østrig, hvis eneste forbrydelse er, at de har handlet i tillid til de internationale og nationale konventioner der forsvarer ytrings- og meningsfriheden.

> > > * < < <

Anti-Defamation League, ADL

Datterorganisation af B'nai Brith. Grundlagt i USA 1913. Hovedformål : at bekæmpe "antisemitisme". Fra hovedkontoret i New York udsendes holocaust-propaganda til brug for indoktrinering i skoler, militær, kirkesamfund, osv. Virker også gennem lobbyarbejde i medier og blandt politikere.

Adresse : Anti-Defamation League of B¨nai Brith, 823 United Nations Plaza, New York, NY 10017 -3560 USA

> > > * < < <

Antisemitisme

Herbert Pundik (se denne) har hævdet : antisemitisme er en sygdom, som ikke-jøder lider af, og jøder dør af.

Overrabbineren Bent Melchior hævdede : Det er ikke vort problem - kun problem for dem, som lider af den.

Hans efterfølger Bent Lexner betegner enhver kritik af jødedommen som antisemitisme, og afviser enhver dialog med personer, som ikke uforbeholdent stiller op for Holocaustdoktrinen (se denne)

Efter at det står klart, at denne ikke holder (Se Auschwitz-artiklen) betyder det, at han for at tale med danskere kræver at de skal godtage regnereglen : 6 - 3 eller 3½ er 6.

Når han anklager alle, der ikke accepterer denne regneregel for antisemitisme, er det klart at antisemitisme ikke kun er et ikke-jødisk, men også et jødisk problem, som hænger sammen med, at det jødiske samfund mener sig berettiget til at hævde regler og rettigheder, som ikke tilstås andre.

Vi påviser eksempler på dette i afsnittet om Talmud, jødisk dobbeltmoral og andre steder og diskuterer aspekterne under Skyld og uskyld.

Antisemitisme figurerer i den offentlige debat overvejende som et prædikat, som agressive jøder slynger mod enhver kvalificeret modstander og et forsvarsvåben, som skal beskytte al jødedom mod at blive underkastet saglig kritik.

Fordomsfri jøder bør erkende, at en betragtelig del jødefjendtlighed skyldes jødernes egen fjendtlighed mod alle andre, og det formodentlig deraf udviklede magtstræb. Læs Adolphe Cremieux med flere.

Bemærk forskellen mellem antisemitisme (arabere er faktisk også semitter), antisionisme (som også findes blandt jøder) og jødehad (et overdrivende udtryk som - temmelig hadsk - udøses ved enhver kritik af jødiske fænomener og samfund.)

> > > * < < <

 

Atlanterhavsdeklarationen

Blev formuleret 14.8.1941 ved en sammekomst mellem Churchill og Roosevelt om bord påyachten Potomac, der krydsede udfor New Foundlands kyst. Den bklev først noget senere offentliggjort. Med kendskab til begivenhedernes senere udvikling er dens indhold interessant. Den udsagde :

1) England og USA ønsker ikke at udvide deres territorier

- - - (tilsammen herskede de over omtrent halvdelen af klodens faste områder)

2) Ingen grænseændringer skal ske uden efter folkeafstemning. (Virkeligt fin tanke; men - - -Roosevelt drømmer ikke om at efterleve den.)

3) Alle folks ret til selv at bestemme regeringsform skal respekteres, uafhængighed og selvstyre - - - skal gælde for alle folk.

4) Alle stater skal have ret til verdenshandel og samme adgang til råvarer.

5) Økonomisk samarbejde mellem staterne skal fremmes.

6) En fred uden frygt og nød skal gennemføres.

7) Havenes frihed skal garanteres.

8) Staterne skal undlade at gribe til våben, agressive folk skal afvæbnes, et sikkerheds.

- - -system skal skabes og staterne skal afrustes.

Hvis det er rigtigt, hvad meget tyder på, at Churchill var besluttet på at påføre Hitler krigen, enten han ville den eller ej, så ser det ud til, at den krig han selv fik, ikke var den han havde tænkt sig.

De ædle formuleringer, som desværre aldrig blev efterlevet, taler for at James Bacque's meget Churchill-venlige fremstilling af forløbet ved de senere topmøder mellem de allierede krigsherrer, kan have rigtighed.

> > > * < < <

 

Attenbønnen

Forfatterinden Esther Edelsten har skrevet en bog, som hun kalder "Jødedommen på stående fod." Bag på den står: "Svarene i denne bog er samlet af vor tids største rabbinske autoriteter som Israels overrabbiner I. M. Lau, rabbiner Ovadya Yozeph, rabbiner Adin Steinsalz m.fl. Esther Edelsten fortæller her om en "essentiel" jødisk bøn, som tre gange om dagen forrettes koncentreret og med mange ceremonier. Den slutter : "Han stifte fred for os og for hele Israel". Hun oplyser ikke hvordan man ønsker denne fred opnået. Men det afslører professor Israel Shahak i bogen "Jewish History, Jewish Religion". Han skriver : Den bøn, som de "fromme rettroende" tre gange om dagen retter til Vorherre lyder : "Må de frafaldne være uden håb og alle kristne forgå øjeblikkelig."

Her udtales en grusom daglig fordømmelse af enhver jøde, der kunne tænkes at tage afstand fra den rette lære. Og bønnen om tilintetgørelse er rettet mod beboerne i alle kristne lande til hvilke jøder har søgt tilflugt, altså også Danmark.

Vi forsøgte i august 1996 at få klarhed over om denne bøn godkendes af og udlæres af Det Mosaiske Troessamfund i Danmark, men kunne ikke få noget svar med mindre vi ville bekende os til regnereglen 6 - 3 = 6, og det kunne vi ikke. Vi beretter om brevvekslingen i Samisdat nr 3.

Frafaldne i rabbinsk sprogbrug er jøder, der er blevet hedninger eller kristne, men ikke muslimer.

På grund af kritik fra kristen side ændrede jøderne i 14. årh. ordet kristne til kættere, og efter mere kritik til "bagtalere" (Esther Edelstens udtryk) eller spioner.

Efter 1967 har mange ortodokse ændret teksten tilbage til det oprindelige, men kun mundtligt - indtil videre ikke på prent. Meningen har hele tiden været den samme (Israel Shahak)

> > > * < < <

 

Auschwitz-Birkenau

Koncentrationslejr i Polen. Omtales stadig som den mest berygtede udryddelseslejr i henhold til den jødiske tolkning af begrebet "Endlösung". Straks efter krigen hævdedes at 18 mio. mennesker blev myrdet her. Siden er et stort antal officielle tal blevet offentliggjort. Følgende kan nævnes : Le Monde, 20.04.1978 : 5 mio. Samme blad 01.09.1989 : 1.433.000. Die Welt, 23.01.1995 : 5 mio. Samme blad 27.01.1995 : 2 mio. og 23.01.1995 : 700.000. Samme bladhus i Wochenschau nr. 137, 08.011948 : 300.000. Jean Claude Pressac, 31.12.1989 : 928.000. Samme forfatter 31.12.1994 : 470.000.

Ved Nürnbergdomstolen besluttede man sig for tallet 4 mio. ofre, deraf de fleste jøder. Dette tal indgår i den klassiske holocaustdoktrin, som mange stadig holder fast ved. Ifølge denne fremstilling blev de 4 mio. ombragt i gaskamre med anvendelse af insektmidlet Cyklon B, som kastedes ned gennem huller i loftet og derefter udviklede den dødelige cyanbrinte. Ifølge vidnebeskrivelserne døde ofrene i løbet af få minutter, og et kvarters tid senere blev ligene af en særlig kommando slæbt ud og bragt i krematorieovne, som omfattede 46 "retorter". Holocaut historikere hævder, at op til 10.000 blev kremeret på en dag. Og et "vidne", som Iboja Wandall-Holm (se falske vidner), der har skrevet bogen: "Morbærtræet" om sit ophold i A.-B. og flere gange har optrådt i fjernsynet, skriver følgende : "- - og så den endelige udslettelse i gaskamrene med afprøvede, testede kapacitetshøjdepunkter : 30.000 om dagen var det bedste resultat."

Allerede i 70'erne stillede revisionister sig skeptiske til denne rent tekniske kapacitet og startede undersøgelser af de naturvidenskabelige forhold. Det viste sig, at de påståede gaskamre var uegnede til det påståede formål. Anvendelsen af Zyklon B ville have været upraktisk og givet uoverstigelige tekniske problemer. Kamrenes indretning var ikke hensigtsmæssig, og kemiske analyser af cyanidindholdet i de vægge, som det blev påstået, havde været udsat for cyanid tusinder gange, viste ikke de forventede mængder af det meget stabile stof. Tilsvarende prøver i det rum, hvor personalet vedkendte sig at have anvendt Zyklon B til aflusning af klæder, viste de ventelige store cyanidmængder.

Det vigtigste af alle gaskamre var ifølge alle "vidner" den 210 m2 store "ligkælder" tilknyttet Krematorium II i Birkenau. Her beretter "vidnerne", at Zyklon B-pillerne blev smidt ned gennem 3 eller 4 huller i loftet, som også var tag. Luftfotografier taget af de allierede, medens de påståede aktiviteter var på det højeste, viste, at der ikke var nogle huller i loftet. "No holes, no Holocausst !" konstaterede den franske forsker Robert Faurisson : Ingen huller, ingen Holocaust !

For at bøde på denne mangel har man efter krigen banket nogle huller i loftet. Mange har på video og TV set disse groft udmejslede huller og de klumpede cementklodser, der skulle forestille låg.

Hvad andre usandsynligheder angår henvises til artiklen om Zyklon B.

Alle undersøgelser på stedet pegede eentydigt på, at historien om gaskamrene var krigspropaganda. De bekræftede Thies Christophersens øjenvidneforklaring og andre revisionisters begrundede formodninger. Men heroverfor stod stadigvæk de "tilståelser", som af udpegede "ansvarlige" blev afgivet under de meget omtalte krigsforbryderprocesser. Særligt har man fremhævet lejrkommandanten Rudolf Höss, der tilstod alt, hvad anklageren bad ham om, ja, endnu mere. Han erkendte forbrydelser i lejre, som ikke eksisterede. Det var hans lille signal og gengæld inden de skyndte sig at hænge ham for at enhver tilbagetrækning af afgivne erklæringer skulle umuliggøres.

I dag indrømmer selv den danske encyklopædi, at offertallene 3 eller 4 mio. er grebet ud af luften. Var Höss da idiot ? Nej. Robert Faurisson har dokumenteret, at briterne med jødiske bødler tilvejebragte hans "tilståelser" ved anvendelse af hårrejsende tortur og trusler mod hans familie.

Auschwitzmyten fik sit dødsstød med Zündel-processerne i Toronto i 1985 og 1988. Hændelserne dér beskrives nøje i Barbara Kulaszkas bog "Did Six Million really Die ?" samme titel som Richard Verralls skelsættene bog fra 1974, som var snebolden, der satte lavinen i rulning.

Den omfattende dokumentation, som blev lagt frem under retssagerne, foranledigede Auschwitz-museet til at iværksætte sin egen undersøgelse, og den polske historiker Franciszek Piper kom frem til at vurdere antallet omkomne til 1 mio.

Dette medførte sensation nr. 2: museet besluttede at bortmejsle inskriptionerne på de 19 mindesten, der på lige så mange sprog meldte om mordet på 4 mio, ofre i Auschwitz-Birkenau.

Paven havde i 1979 og 1882 under stor mediedækning bedt for dette uhyre antal ofre. Det indrømmedes nu, at antallet måtte være mindst 3 mio. lavere.

Efter jerntæppets fald fulgte ny overraskelser. Gorbatjov overdrog den tyske kansler Helmuth Kohl de autentiske dødebøger fra Auschwitz med datoer, navne, nationalitet og dødsårsager, som Sovjet hele tiden havde været i besiddelse af. Bemærk, at påstanden om de 4 mio. ofre netop blev fremført fra sovjetisk side.

Nu blev arkiver i Moskva åbnet for vestlige forskere, naturligvis først for antirevisionister som Jean-Claude Pressac (se denne), der imidlertid gang på gang blev tvunget til at revidere sine tidligere udtalelser. I sin bog, "Die Krematorien von Auschwitx" fra 1994 konkluderer han modstræbende, at antallet af jøder, der uden at være registreret blev ombragt i A.-B. ligger mellem 470.000 og 550.000.

De af Gorbatov til forbundskansler Kohl overleverede dødebøger gør rede for 80.010 personer. Men bogen for 1944 mangler. Ud fra disse tal, som til nu (maj 1999) er de bedst dokumenterede, vi har fået kendskab til, kan det være rimeligt at skønne et samlet tab på næppe over 100.000.

Dødebøgerne er udgivet på engelsk og på tysk under titlen "Sterbebücher von Auschwitz" Bind 1-3, 1995.

Denne stærke dokumentation forsøger holocausthævderne nu at imødegå med påstanden, at gasofrene blev gasset og brændt uden at man brød sig om at registrere dem. Det rimer dårligt med Wandall-Holms påstand, at man med "effektivitet og præcision på "højeste niveau - - testede kapacitetshøjdepunkter." Hendes påstande kan jo ikke dokumenteres, og det kan de førnævnte heller ikke. Men mere alvorlig er spørgsmålet, hvorfor man ikke er kommet i tanke om dette interessante registreringsaspekt før nu, og hvorfra man, om ingen seriøse registreringer fandt sted, hentede det så længe hævdede tal på 4 mio.

Mest afgørende er i alle fald, at de tekniske forudsætninger for at foretage det store antal gasninger og kremeringer - enten de var registrerede eller ej - simpelt hen ikke var til stede.

Fra Darmstadt rapporterer Göteborgs-Posten den 5. februar 1996 om en energisk holocausthistoriker, ved navn Dippert, som med "moderne datateknik" arbejder på at genoprette den gamle orden. Bladet skriver : "- Vigtigst er dødsdatoen. For at opretholde facaden af en velpasset, omhyggelig institution fremstilledes en falsk udredning om hver enkelt død, hvor forkert dødsårsag blev angivet. Udredningen afsatte 30 til 50 dokumenter fra dødsattest til forfalsket obduktionsrapport." Denne bureaukratiske galskab forbavser stadig historikerne. "Man tror ikke at dette kan være gennemført midt i et sådant orgie af udryddelse", siger Dipper." (G-P ved TT-DPA)

Nej, man kan jo tvivle - både på udryddelsesorgiets omfatning og på Dippers teori om de flerdoble falske bogholderier. Tilbage står spørgsmålet, hvor han har skaffet de "rigtige" dødsdatoer, -årsager og obduktionsrapporter fra, og hordan han har kunnet kontrollere dem.

Konstruktionen afspejler den panik, som de ny tal har spredt i holocaustlejren. De er ikke bare en katastrofe for Auschwitzmytologien men for holocaustdoktrinen som helhed. Hvis tabstallet for Auschwitz har været ansat 3 mio. eller mere for højt, må det samlede tal reduceres tilsvarende. Men dette tal angives de fleste steder uforandret til 6. Det forudsætter anerkendelse af regnereglen : 6 - 3 = 6. Mosaisk Troessamfund og et uhyggeligt stort antal chefredaktører og andre medieherskere godkender dette revolutionerende regnestykke.

En koncentreret og letlæst redegørelse for fakta om Auschwitz er forfattet af direktøren for Journal for Historical Review, Marc Weber. Findes både på engelsk og i dansk oversættelse.

> > > * < < <

 

Auschwitz Mythos, Auschwitz-løgnen

Der Auschwitz-Mythos er titlen på en bog, skrevet 1979 af den tyske dommer Wilhelm Stäglich. Ved at analysere retssagerne 1963-66 mod de ansvarlige for koncentrationslejrene kom han frem til, at historien om de 4 mio. myrdede i Auschwitz-Birkenau var en myte. Bogen vakte stor opmærksomhed, og myndighederne så til at få den forbudt. Den er da blevet udgivet i udlandet på tysk og engelsk.

Begrebet Auschwitz-løgnen var altså oprindeligt møntet på de overdrevne beskyldninger for ugerninger i A.-B. Modpropagandaen fandt snart ud af at betegne afsløringen af myten som Auschwitz-løgnen, og dem, der har afsløret myten, som Auschwitz-løgnere. Det drejer sig om temmeligt mange; men hetzen rettedes især mod tyske skribenter, der på grund af landets love mod ytringsfriheden (se dette opslag) ikke kan forsvare sig.

Derfor blev Thies Christophersen to gange tvunget i eksil, Wilhelm Stäglich er frataget sin doktortitel og frataget en del af sin pension, Germar Rudolf er i eksil og Günter Deckert i fængsel; men løgnerne går frie. En af dem, Elie Wiesel, har fået fredsprisen og er professor uden embeds- pligter i Boston.

> > > * < < <

 

Autonome

Nyanarkistisk bevægelse af populistisk snit, som slår sig frem i tomrummet efter kommunismens tilbageslag. De unge medlemmer er tilhængere af, at der skal ske noget, og bevægelsen virker måske særligt tiltalende på mindre velartikulerede grupper blandt dem, der mere velbegrundet mener, "at der bør gøres noget". Formelt kalder de sig modstandere af "nazisme. racisme og fremmedhad". Derimod synes de ikke at have noget imod kommunister, nogle af dem tværtimod. Reelt er de modstandere af al anden autoritet end deres egen, hvis hjemsted det er vanskeligt at placere.

De har under åbent bifald fra media og Arne Melchior spillet en fremtrædende rolle under de voldelige angreb på Thies Christophersen, og under angrebene på politiet bevæbnet med bl.a. brosten i forbindelse med EU-demonstrationerne. Også i de voldelige demonstrationer mod Den Danske Forening synes de at have været meget aktive. Ved at anvende masker og vold både ved lovlige og ulovlige demonstrationer undergraver de - støttet af pressens venstre- og multikulti-agenter - demokratiet.

Selv chefredaktør Peter Wivel, Weekendavisen var efterhånden ved at få nok. Man vil se, at der var flere årsager til dette. De autonome nærstående grupper har støttet palæstinensernes frihedskamp, der også anvender voldelige midler. Men det er kun israelerne, der må anvende vold. En anden årsag er åbenbart, at han rent professionelt følte sig trådt over tæerne og tvunget til at forsvare en af bladets medarbejdere, musikanmelderen Lars Villemoes, som havde fået portforbud til koncertarrangørgruppen Strictly Underground's arrangementer, fordi han havde skrevet mindre venligt om den.

Dette indgreb i redaktørens privilegium, at bestemme, hvad der skal være portforbudt, kunne han ikke lade passere. Under rubrikken "Censur" skriver han 3-9/9-96 artiklen "Trusler mod journalist". Det oprørende for chefredaktøren er, at hans journalist ikke mere kan komme gratis til popkoncert.

Men artiklen indeholder mere interessante oplysninger : Bag Strictly Underground, der har arrangeret koncerter især i hip hop-genren står den autonome københavnske paraplyorganisation Anti-Fascistisk Aktion (AFA), "Den vel nok mest ambitiøse og vidtforgrenede bevægelse til venstre for Enhedslisten." Lars Villemoes havde i artikler 28/5, 4/6 og 11/6-93 "beskrevet de mest aktive i det autonome miljø omkring AFA, Ungdomshuset, Demos-butikken på Skt. Hans Torv og nu også kulturorganisationen Strictly Underground, herunder de kriminelle kernegrupper i miljøet." - "Aktivisterne i kulturorganisationen erklærer, at for dem er kunst og politik uadskillelige".

De autonome har i et års tid samarbejdet om store koncerter med bookingbureauet Infrarouge og tjent penge til AFA under navnet Strictly Underground, der nu erklærer sig "åbent som en autonom organisation, der følger de "antifascistiske paroler". Før har de 80 - 100 aktivister uden at markere deres politiske ståsted organiseret en lang række af de største hip hop-koncerter de sidste år (inden 1993). Man har kunnet høre : Public Enemy, Naughty By Nature og Ice Cube. December samme år ville man præsentere rapperen Ice-T med gruppen Body Count og arrangegementer i Christiania.

Strictly Underground hævder at være en af de største bidragydere til Fristadens fælleskasse og de frivillige autonome dørmænd, sikkerhedsfolk og ølsælgere i Den Grå Hal. S. U. tjener anselige summer til AFA ved under devisen "No Fucking Sponsors" at lancere musiknavne, der udkommer på multinationale pladeselskaber.

1. maj -93 demonstrerede AFA med 3-400 medlemmer og sympatisører, der kastede flasker mod udenforstående. Talerne drejede sig ikke om nazisme, men om solidaritet med Blekinge- gade-gruppen (dømt for bankrøveri, hvis udbytte skulle doneres til den palæstinensiske frihedskamp), som man samlede penge ind til. Senere sloges AFA-folk i Fælledparken med, hvad der betegnedes som "klasseforrædere fra socialdemokratiet og SFU."

Foruden protestaktioner mod nazismen, fængsling af den schweiziske terrorist Mark Rudin og andre "såkaldt politiske fanger", politivold, EU-union og Øresundsbro leverer AFA-medlemmer arbejdskraft til musikarrangementer i hovedstaden.

Villemoes's artikler koncentrerede sig især "om en flere år gammel klike ved navn Den røde Bande (nu Kollektivet for Kommunisme), en gruppe autonome bankrøvere, hærværksfolk, offentlige terroristsympatisører og folk, som ved flere lejligheder har optrådt som talere ved og organisatører af AFA's demonstrationer."

Det oplyses, at to fra Den Røde Bande er dømt for bankrøveri. Aktive medlemmer, hvoraf flere fra den gamle BZ-bevægelse har striber af domme for groft, politisk motiveret hærværk på generaliebladet. Talsmænd har flere gange på tryk, i taler, ved optræden i radio og TV og "under planlagte tumulter" i retssale forsvaret bankrøverier og andre kriminelle aktiviteter i den politiske kamp.

"De har også givet ideologisk og politisk støtte til en bred vifte af berygtede internationale terror-grupper (PKK, Dev Sol, Action Directe. ETA,og RAF), og de romantiserer begrebet "væbnet kamp". Flere af gruppens medlemmer er stået offentligt frem i forbindelse med deres politiske aktiviteter."

I "Vinduet" 19/2-93 fortæller pastor Søren Krarup, hvordan, hvad han betegner som BZ'ere, mødte op til et møde af Den Danske Forening i Hillerød forklædt som nazister, heilende og svingende Hagekors. Skønt de naturligvis blev afvist af foreningen, lavede pressen sensation af "nazisternes" samrøre med foreningen. Som ekstra kulør på suppen fortæller Politiken, at man på mødet sang nationalistiske sange. Det var : "Jeg elsker de grønne lunde" og "Sig månen langsomt hæver".

> > > * < < <

 

Babi Yar

En slugt nær Kiev, hvor det blev påstået, at tyske tropper i efteråret 1941 skød alle områdets jøder, over 100.000 og begravede dem ved at sprænge slugtens kanter ned over dem. Elie Wiesel fortalte, at der skød blodsøjler op fra jorden efter den frygtelige forbrydelse. I dag er området indrettet til mindested, besøgt af præsident Bill Clinton i 1995 og af den tyske Bundespräsidentin Rita Süssmut og mange andre.

Luftfotografier af området før og efter sept. 1941 viser, at terrænet er urørt: buske og træer er vokset. Alt virker efter som før de påståede begivenheder. I bogen "Ukraine i lænker", Kbh. 1945 skriver den danske landmand Richard Thomsen (pseud.) på s. 25 : "I Foråret -42 stødte man ofte på Jøder i Kiev og Rowno. De arbejdede i Arbejdskommandoer og havde alle den typiske Jødestjerne - ja nogle var endda tatoveret i Panden."Ifølge legenden skulle alle jøder nu være udryddet; men det vidste Thomsen jo ikke. Myten blev skabt på grundlag af forfalskede indsatsgruppe-rapporter fremstillet efter krigen.

Hovedkilden til stedets berømmelse er et russisk digt, skrevet mange år senere.

> > > * < < <

 

Bacque, James

Canadisk forfatter. der 1989 på forlaget Stoddart Publishing Company, Toronto udgav, bogen "Other Losses" , der afslørede til da hemmeligholdte chokerende oplysninger om hændelser i forbindelse med II Verdenskrig. Bogen kan nu anskaffes gennem Liberty Bell Publication.

Siden 70'erne, og især med Zündelprocesserne 1985-88 var revisionistiske historievurderinger slået stærkere og stærkere igennem; men alligevel blev denne bog et chok.

Til belysning vil vi kort skitsere forholdene indenfor forskning og opinion i krig og efterkrigstider frem til -89, da Bacque's bog udkom.

Det var lykkedes den allierede krigspropaganda at placere al skyld for for krigens udbrud på Hitler og tyskerne. Og det var lykkedes at overbevise verdensoppinionen om, at nazisterne målbevidst havde indrettet et stort antal tilintetgørelseslejre for at gennemføre totaludryddelse af alle jøder i Europa.

Det var Tysklands effektive bureaukrati og høje tekniske stade, der skulle have muliggjort likvideringen af fantastiske mængder af ofre. Man talte om op til 18 mio. Men det afsløredes snart at de europæiske koncentrationslejre ikke svarede til denne beskrivelse. Man henlagde da skrækscenarierne til østlige områder, hvor vestlige forskere ikke havde mulighed for at kontrollere fakta.

Da disse områder med afviklingen af den kolde krig blev mere tilgængelige sprak myten om det mest berygtede lejrkompleks Auschwitz-Birkenau. (Se dette opslag og Gersteinrapporten, Pohl )

Men også fremstillingen af tyskerne som særligt blodtørstige og krigsliderlige folk, der lå bag alle katastrofer i nyere tid blev afsløret som stærkt vinklet.

Historikere som amerikanerne Hoggart, Barnes og Butz og englænderne Douglas Reed, Frederick Veale påviste, at tyskfjendtlige kredse, som dem, der havde deklareret krig mod Tyskland allerede 1933, havde arbejdet videre mod det mål at få England og Frankrig og i sidste ende USA til at knuse den tyske industrikapacitet gennem en ny verdenskrig. Endnu en gang var det et raffineret propagandapotentiale (og altså ikke tyskernes) der førte kanonerne i stilling. Se Revisionismen, kronologisk.

En passus i Hitlers tale ved starten af felttoget mod Polen citeres ofte : Fra nu af besvares bomber med bomber ! Det passede jo så godt til det billede, man havde fået indprentet af en krigsliderlig galning. Så snakkede han om polske overgreb og provokationer. Det, troede man ikke et øjeblik, var andet end opfundne påskud : løgnagtig nazi-propaganda. Det påvises efterhånden, at overgrebene var virkelige. (David Hoggan m.fl.) Hitler havde så længe som muligt nedtonet dem til fordel for forhandlinger, som faktisk havde udsigt til at lykkes. Det drejede sig om at nå en ordning for Danzig og en trafikforbindelse til Østpreussen, et af de betydelige centre for verdensberømt tysk kultur. Enighed var snublende nær.

Mellem Hitler og den polske marskal og diktator Pilsudsky udvikledes en vis samforståelse om fælles interesser mod Sovjetmagten. Men Pilsudsky døde 1935. Så gennemførte den polske jøde Herschelt Grynszpan i Paris den 7. nov. 1938 mordet på den 29-årige legationssekretær ved den tyske ambassade Ernst v. Rath. Vi genkender mønstret fra andre terrordrab.

Man har i vore medier valgt at fremstille dette, som om Grünszpan ville hævne tyskernes udsmidning af jøder til Polen. Det var snarere det modsatte, som var tilfældet. Polen havde erklæret, at det store antal polske jøder, som var taget til Tyskland ikke ville blive sluppet ind i Polen igen, hvis de ikke kom tilbage og skaffede sig visum. Dette var de færreste interesserede i, hvilket ville betyde, at Tyskland måtte beholde dem. Tyskland svarede med at sende dem tilbage til Polen. Det var altså et svar på polske forholdsregler, så hvad dette angår, burde Grynszpan snarere have rettet sin hævn mod Polen.

Dette og andet tyder, som så mange andre jødiske mord fra Folke Bernadotte over Wilhelm Gustloff til Yitzak Rabin, på, at det var politisk planlagt, og virkningen blev, som man kunne forvente det.

På baggrund af de jødiske krigserklæringer mod Tyskland 1932-33 og den jødiske finansverdens anstrengelser gennem fem år for at skade det efter den første tabte krig udmarvede Tyskland er det ikke forbavsende, at mordet på v. Rath, som sjældent nævnes i danske media, førte til den såkaldte "krystalnat", som vi til gengæld har hørt så meget om. Den mere eller mindre folkelige reaktion var angreb på jødiske butikker og synagoger over hele Tyskland. 38 jøder mistede livet.

Selv om udskejelserne hurtigt kom under kontrol vakte denne begivenhed enorm opmærksomhed.

1981 udkom bogen "Feuer-Zeichen. Die Reichkristallnacht" af den tyske forsker Ingrid Weckert. Engelsk titel : "Flashpoint". Den kastes nyt lys over begivenhederne; men bogen er (sommeren 1996) ligesom "Other Losses" og så megen anden grundlæggende revisionistisk litteratur ikke indkøbt af noget dansk bibliotek. David Irving behandler emnet i Journal of Historical Review 95:1 (som heller ikke anskaffes af noget dansk bibliotek) Det ser ud til, at Goebbels havde en finger med i spillet; men Hitler, Ribbentrop, Göring og Himmler var rasende på ham, og krævede spektaklerne stoppet. Han indså selv sin dumhed og blev tvunget til at slå bremserne i; men skaden var sket.

Den udenlandske medieomtale illustreret med billeder af knuste butiksvinduer var enorm, til forskel fra langt grovere uhyrligheder. som har fundet sted bag det, der senere blev betegnet som jerntæppet.

Forargelsen dyrkedes omsorgsfuldt, og de fredsvenlige engelske forhandleres bevægelses- muligheder gik tabt. Krigstilhængerne tog tilfældet i agt og sendte signaler til polakkerne, der opmuntrede deres ledere til dristige, for ikke at sige udfordrende udspil, og dermed var aftalen torpederet.

Senere forsøg fra Hitlers side på at få stop på storkrigen afvistes endnu mere beslutsomt af den nu dominerende krigsfløj.

Kendskab til dette mere nuancerede historiske forløb var indtil videre forbeholdt et meget begrænset antal belæste - og kritisk begavede - forskere, og den officielle historieskrivning efter krigen påtog sig naivt eller kynisk at forsvare krigens propagandafremstilling af et ædelt allieret felttog mod et modbydeligt styre og et afskyeligt folk.

Set i bakspejlet er det svært at forstå, hvordan denne ensidige fordømmelse af det tyske sociale eksperiment og de mest selvfølgelige tysknationale krav kunne trives side om side med accept af det sovjetiske system, som internt - det ved vi i hvert fald nu - var langt mere brutalt og udadtil endnu mere agressivt.

Nøgternt betragtet rettede Hitlers politik - lige til storkrigen, så vidt det kan ses mod hans vilje, var uafvendelig - først og fremmest mod at genvinde tabte - militært frarøvede - områder med tysk kultur.

Stalins politik var en fortsættelse af århundreders traditionelle russiske imperialisme og sigtede til indlemmelse af ikke-russiske områder som Finland - i hvert fald dele deraf - Baltikum, Polen og Bessarabien. Og alle disse erobringer blev - i hvert fald efter at det røde styre havde besejret den såkaldt "hvide" modstand - uden iøjnefaldende afstandtagen accepteret især fra amerikansk side. Vi så det afsløret i Kaufmans bog Germany Must Perish.

I 1989 havde revisionisterne vundet sejre på næsten alle områder. Det sensationelle ved James Bacque's bog var, at den afslørede allierede grusomheder især i sidste fase af krigen og efter tyskernes betingelsesløse kapitulation, som til da var bevaret totalt hemmeligt.

Det var ved at dukke op, at allierede soldater i de lavere grader - ikke blot sovjetiske - havde begået overgreb og forbrydelser mod fjendtlige soldater og civile i uhyggelig målestok, uden nogen sinde at være stillet til ansvar. Nu afsløredes det, at den øverste hærledelse med general Dwight D. Eisenhower, der senere, i 1953 blev valgt til præsident for USA i 8 år, som direkte ansvarlig, havde ladet op imod en million tyske soldater sulte ihjel - efter at de havde overgivet sig - og efter at krigen var slut.

Spærret inde i lejre, uden tag over hovedet, fik de lov at grave sig huller i jorden - hvis de endda klarede det - og vente på døden. Kommandoproceduren var raffineret og infam. Eisenhower erklærede straks, at ansvar for mad til de fangne soldater var tyskernes. Så forbød han, under døds-

straf, at slippe mad ind til dem. Så forhindrede han, at de selv forsøgte at skaffe sig husly idet han forbød enhver indførsel af byggematerialer.

Ifølge vedtagne konventioner har Røde Kors ret til at besøge krigsfangelejre. Sådanne besøg blev tilladt også i tyske fangelejre under krigen. Eisenhower nægtede organisationen adgang til dødslejrene med den begrundelse, at det ikke drejede sig om krigsfanger, men om "Disarmed enemy

forces." Afvæbnede fjendtlige styrker. Med den begrundelse hævdede han, at Genevekonventionerne ikke gjaldt, og han kunne gøre, som det passede ham.

Franske lejre var kun lidt bedre; men her skaffede man i hvert fald fangerne tag over hovedet . Briter og canadiere nægtede at deltage i denne holocaust. Englænderne begyndte snart at frigive tyske soldater - mest fordi de begyndte at komme til indsigt i, at der kunne blive brug for dem mod russerne. General Patton gik i begyndelsen af felttoget helt ind for Roosevelt-kredsens opfattelse, at det alene drejede sig om at slå så mange tyskere ihjel som muligt. Han ændrede efterhånden opfattelse og begyndte ligesom briterne at slippe fangerne fri. Efter krigen blev han militærguvernør i Bayern, men omkom efter en mærkelig bilulykke i december -45

Da Eisenhower blev nødt til at ophæve sine private hævnaktioner blev den europæiske dokumentation om dem så vidt muligt tilintetgjort. Men spredte beretninger om lejrene, bragte James Bacque på sporet af hemmeligheden. De var så samstemmende, at han besluttede at gå til den amerikanske hærs arkiver, hvor han mødte uventet hjælpsomhed og snart kunne dokumentere, hvad der vel må regnes som en af århundredets sensationer.

Foruden at redegøre for opdagelserne vedrørende lejrene giver bogen glimt af den historiske baggrund for situationen og beslutningerne.

Uden at nævne Kaufmans bog beskriver han det tyskerhad, som i denne bogs ånd byggedes op af kredsen omkring Roosevelt. Denne var blevet medlem af frimurerlogen i hvilken jøderne havde skaffet sig dominans, og han omgav sig med jødiske rådgivere.

Påvirkningen fra Kaufman er umiskendelig i følgende udtalelse : "Vi må enten kastrere det tyske folk, eller behandle det, så at det ikke kan blive ved at producere folk, der vil fortsætte, som de har gjort før."

Ideernes tilpasning til den aktuelle situation tog finansminister Morgenthau og hans sekretær sig af. Han foreslog, at al tysk industri skulle udryddes, hvorefter tyskerne måtte ernære sig af, hvad deres landbrug kunne skaffe dem. Det ville betyde at 40 % af alle tyskere skulle dø af sult. Det satte han til godt 20 mio. civile. (Set på denne baggrund er Eisenhowers dødslejre faktisk logiske). Se: Morgenthau, Morgenthauplanen og White, Harry Dexter.

Bacque nævner, at Churchill januar 1943 i Casablanca "næsten uden konsultationer" blev forelagt beslutningen om at kræve betingelsesløs kapitulation af fjenderne, og det betød, at befolkningen i de tabende lande var retsløse. Holger Dannis peger på, at det var hæren ikke regeringen, der kapitulerede. Han mener derfor, at fjernelsen af regeringen var ulovlig, hvilket bidrog til at øge kaos.

Bacque beskriver hændelserne i Teheran, hvor Stalin som middagsunderholdning foreslog en skål for efter krigen at stille 50.000 tyske officerer op og skyde dem. Churchill blev opbragt og erklærede, at han hellere selv ville gå ned i haven og lade sig skyde. Joviale Roosevelt foreslog et kompromis på 49.000, og hans søn, Eliott, brigadechef, foreslog at skåle ikke bare for de 50.000, men også for mange hundrede tusinder nazier. Han tilføjede : Jeg er sikker på, at De Forenede Staters hær vil støtte dette.

Churchill rejste sig : "Ved I hvad I siger ?" sagde han, og til Elliott : "Hvor vover De, at sige sådan noget !" Han stormede ud af lokalet og havnede i et mørkt rum. Lidt efter kom Stalin ind til ham og lagde armen om hans skuldre. Han sagde : Det var bare en spøg - kom nu tilbage ! Churchill vidste, hvad der var sket i Katyn og troede ham ikke.

Flere forfattere peger på det mærkelige i, at antisemitismen egentlig ikke var særligt voldsom i Tyskland i forhold til andre lande som Polen og Rusland. Her opstod nu og da pogromer, som kostede ofre; men så blev det roligt en tid igen. Oftest var det folkelig forbitrelse, der fik udløb overfor fattige magtløse jøder. Men et forbløffende stort antal jøder fandt alligevel indpas i, hvad Louis Levy betegner som samfundets kirtler, hvilket kunne bidrage til yderligere misundelse og had. Det, der gjorde hændelserne i Tyskland til noget specielt var, at der her var tale om et bevidst natio-

nalt oprør, som ikke var rettet specielt mod de fattige i ghettoerne, men mod den jødiske magtelite, som havde vokset sig stærk gennem at placere sig i ledende positioner i finans-, industri-, embeds- og medieverdenen indenfor det potentielt mægtige tyske sprogområde. Dette oprør var en direkte trussel mod det jødiske aristokrati og dets magtgrundlag. Skulle idéen brede sig til andre industrilande, ville det kunne blive et svært tilbageslag for den succesrige jødiske imperialisme. Derfor reagerede man så resolut og absolut krigerisk.

De notoriske krigserklæringer var ikke mundsvejr, og foruden handelsblokaden og de økonomiske sanktioner satte man alle kræfter ind med det stærkt opbyggede medievåben. Propagandaslaget skulle vise sig at blive det allermest dødbringende.

Vi har set resultatet i ensretningen af store del af verdenspressen og total dominans af vor egen.

Da krigen brød ud var størstedelen af de tyske jøder udvandret, endda med betydelige dele af deres formuer, men allerede under krigen startedes rygtespredningen at de var udryddet ligesom dem, der senere blev forflyttet mod øst. Den egentlige holocaustmyte blev først til senere.

En efterfølger til Morgentauplanen blev Bastardiseringsplanen. Se denne.

James Bacque's sensationelle og velskrevne bog er ikke oversat og dårligt nok omtalt på dansk. Dens indhold bekræftes af læserbreve i Journal of Historical Review. Vi har set en avisnotits om, at en komission af amerikanske militærfolk har udtalt, at bogens konklusioner er stærkt overdrevne. Andet kunne næppe ventes af officerer, der udtaler sig om en kollega, som drev det til øverstbefalende for de allierede under verdenskrigen og som senere blev USA's præsident.

> > > * < < <

 

Balfourdeklarationen

Erklæring, som den britiske udenrigsminister Arthur James Balfour (1848-1930) afgav i 1917. Den blev optaget i Sévre-freden og anerkendt af Folkeforbundet 1922.

Erklæringen siger, at den britiske regering "med velvilje så på bestræbelserne for at oprette et nationalt hjem for det jødiske folk i Palæstina"- Denne tekst citeres ofte. Sjældnere tilføjelsen : "forudsat at det ikke kom til at gå ud over ikke-jødiske folk." Dermed tænkte man i første række på araberne.

Det er helt klart, at det "nationale hjem", som blev skabt, og som til stadighed tilstræbes udvidet, er i strid med deklarationen taget som en helhed.

F.N. vedtog Israels dannelse i maj 1948 med 26 stemmer for, 13 imod og 7, som undlod at stemme.

> > > * < < <

 

Barbarossa. Nyt - og gammelt - om krigen Stalin-Hitler

"Barbarossa" var kodenavnet for Hitlers felttog mod Rusland, som mange har betragtet som hans mest dumdristige. Man har peget på, at det virkede forhastet og på mange områder dårligt forberedt. Nyere russiske afsløringer tyder på, at han var tvunget til at handle for at komme et sovjetisk generalangreb i forkøbet.

Den russiske officer Suvorov (pseudonym) udsendte 1992 bogen "Isbryderen" og "Dagen M" 1994 i hvilken han hævdede, at Stalin i 1941 så hemmeligt som muligt lod sine stærkt motoriserede tropper stille op til angreb mod Tyskland, og om det gik vel resten af det industrialiserede Europa. Angrebet skulle starte 19 juli. Men Hitler kom ham i forkøbet med sit angreb 21 juni. Man har fortalt, at Stalin straks efter det tyske angreb virkede overrasket og forfærdet. Dette kan imidlertid lige så godt forklares med, at han havde troet, at det var ham, der skulle komme med overraskelsen. Den bestod i med overlegne tankstyrker og kampvogne, der var indrettet til at drøne frem af tyske motorveje at gennemføre en sovjetisk lynkrig dybt ind i Europas hjerte. Men just disse køretøjer var fuldstændigt uegnede til at køre på Sovjets egne usle veje. Ved hurtigt og overraskende at slå sig igennem langt ind i Rusland forbi de opmarcherede sovjetiske styrker afværgede tyskerne den umiddelbare fare.

Den russiske opmarch i 1941 blev iøvrigt allerede afsløret i 1952 med den finske feltmarskal Mannerheims bog "Minnen" . Her fortæller han, at en finsk militærdelegation under ledelse af geberal-løjtnant Heinrichs 25/5 1941 i Salzburg mødtes med generalfeltmarskal Keitel og general Jodl.

De tyske generaler oplyste, at Stalin havde trukket 118 infanteridivisioner, 5 panserdivisioner og 25 panserbrigader frem til skjul nær grænsen til tyske områder. Forholdet til Sovjet var spændt - nærmest uholdbart. Jodl bemærkede. Tyskland ønsker en fredelig løsning;, men har taget modforholdsregler

Hvis krigen bryder ud vil det blive et formeligt korstog, som vil føre til at bolsjevikvældet knuses. "Hvordan skulle en stat, hvis moralske grund var så undermineret, kunne tåle en sådan belastning?" Jodl fortsatte : "Jeg er ikke optimist, og regner ikke med at krigen vil være afviklet på nogle uger; men jeg tror heller ikke, at den vil vare måneder."

Nej, det lykkedes ikke med en gang at knuse bolsjevikvældet. Præsident Roosevelt satte USA's mægtige resurser ind for at redde det, og hjalp oven i købet med til at det kunne udvide sit regime over hele Østeuropa.

Men den overhængende trussel mod Vesteuropa fra en overlegent udstyret panserhær med ubegrænsede landstyrker bag sig blev afværget af "korporalen" Adolf Hitler og den tyske værnemagt, der faktisk her handlede som en værnemagt - endda for hele Vesteuropa..

Det er karakteristiskt, at vore historikerne i 45 år har været tavse om denne kendsgerning. Den store finske hærførers beretning må være slugt af mange militærhistorikere, men ingen har vovet at pege på, at den indeholdt en verdenshistoriske afsløring. Denne måtte vente til en russer selv spyttede ud med historien, og det skete først efter at bolsjevikregimet alligevel var eksploderet indefra af den grund som Jodl profetisk havde påpeget.

Endnu mere mærkeligt er det, at man i bogen "VÄGEN GENOM STALINS LÄGER", forlaget PAN/Norstedts 1974, kan læse følgende beretning fra Sevurrallag Vi oversætter fra svensk : "Fra og med april (1941) og efter at aviserne havde publiceret TASS-dementiet af at sovjetiske styrker blev forflyttet vesterud, snakkedes der hele tiden i vor lejr om krigen, som nærmede sig. Og efter det bekendte dementi den 14 juni sagde Gottlieb Eduardovitj Kurz, en tysk læge som arbejdede som afsyner og som ikke havde nogen som helst yderligere informationer, at krigen ville bryde ud om en uge.

Den 22 juni blev ingen sendt ud at arbejde. Henimod aften begyndte der at sive rygter frem om at krigen var brudt ud."

Den var faktisk startet kl. 3 om natten. Nævnte bog er forresten enestående. Den er skrevet af Pjotr Jakir, som var søn af en fremtrædende russisk general Iona Jakir. 1937, da Pjotr var 14 år, blev hans fader sammen med 7 andre høje militærchefer erklæret for folkefjende og skudt efter en skinproces. Drengen og hans moder blev omgående deporteret og siden sendt videre til Stalins lejre. Det er om drengeårene i den endeløs række af lejre og fængsler samt straffe- og interneringsceller han fortæller humoristisk, knapt og blottet for selvmedlidenhed. Det er en af verdenslitteraturens mærkeligste bøger.

Efter at han blev frigivet og efter at hans far var blevet rehabiliteret fortsatte han som oprører og var i 70'erne en af Sovjets mest fremtrædende dissidenter.

Journal of Historical Review behandler krigsudbruddet strategisk og våbenteknisk i no 6-95, no 6-97 og no 4-98.

> > > * < < <

 

Barnes, Harry Elmer

Ledende amerikansk revisionist. Udgav allerede 1926 en kritisk gennemgang af I verdenskrig : Genesis of the World War. 8 år efter afslutningen af den anden "gode krig" udkom i 1953, Perpetual War for Perpetual Peace, a critical eamination of the Foreign Policy of Franklin Delano Roosevelt and his Aftermath. Titlen Evig krig for evig fred lånte han fra den ældre historiker Charles Austin Beard, hvis ord under nu pågående Koreakrig bragte sig smerteligt i erindring.

Til sin kritiske gennemgang af Roosevelts mørklagte manøvrer for at bringe USA ind i den krig, som landet ikke ville blandes ind i, havde han samlet 7 yngre historikere, som hver på sit felt gav

bidrag til bogrn på godt 700 sider. Bogen blev genudgivet i 1982 og -83 og betragtes nu som en klassiker.

Barnes's indsats hyldes af det revisionistiske tidsskrift Barnes Review, der udgives af W. A. Carto i Washington, D. C. Dette tidsskrift viderebringer revisionistisk information ligesom Instiute for Histoorical Review i Californien. De to institutter kives om nogle pengesager, men er begge læseværdige. Wahingtoncenteret udgiver desuden ugebladet Spotlight (ophørt - læs i stedet 'American Free Press', red.)

> > > * < < <

 

Bastardiseringsplanen

Efter Kaufman- og Morgentauplanen - se disse - lanceredes i slutningen af verdenskrigen bastardiseringsplanen af den amerikansk.jødiske professor Hooton, hvorfor den også benævnes Hootonplanen. Den gik ud på at fremme indvandring og bosættelse i Tyskland af ikke-tyskere med henblik på at udslette tysk identitet. De allieredes krigsmål høsten 1942 lød : afskaffelse af folkelig eksklusivitet, og i den første tid efter Tysklands kapitulation fremmedes bastardiseringen især i øst ved at tyske mænd førtes til slavearbejde og de tyske kvinder systematisk blev voldtaget. Man fulgte her "humanisten" Ilja Ehrenburgs anvisninger. Se denne. Man regner med 2.000.000 voldtægter og et resultat på 300.000 unger af hvilke dog mange døde af underernæring ("Under Skorpionens Tecken" s. 252)

I Vest blev voldtægter ikke helt så systematisk gennemdrevet; men mad, cigaretter, nylonstrømper og herberge var stærke påtrykningsmidler overfor kvinder, der var berøvet alt. Både amerikansk og fransk militær placerede målbevidst farvede besættelsestropper i bastardiseringsområderne.

Historikere og media opholder sig nødigt ved denne direkte korporlige effektuering af bastardiseringsplanen. Men den mindre direkte byggende på fremme af indvandring fortsatte med øget styrke ikke bare i Tyskland, men i alle lande, som har tilstrækkeligt uklog ledelse, f.eks. vort eget. Den målbevidste agitation for størst mulig etnisk blanding misbruger de ædleste menneskelige egenskaber som medfølelse og tolerance og forkrøbler andre som kærlighed til fædreland og selvstændig kultur (se dette opslag).

Gennem bøger, presse, teater, radio, TVog film indprentes, hvor smukt det er at pleje den intimeste omgang med "anderledes", uden at bekymre sig om, hvori det anderledes består.

I praksis tilstræbes ophævelse af alle selvstændige folks selvbestemmelse med henblik på inkorporering i et verdensomfattende centralt styre, hvor endog det kulturelle fællesskab, den enkelte føler sig knyttet til, berøves indflydelse.

Hvordan det er kommet dertil, og hvordan det tilstræbes at skulle fortsætte vil blive diskuteret under kultur, (poly- multi- og inter-), loyalitet og verdensherredømme, verdensorden.

> > > * < < <

Befolkningsbomben

Intet land og end ikke hele vor klode, der ligesom er krympet, kan berede velfærd for et ubegrænset voksende antal mennesker.

Heraf følger : Konkurrence og strid om territorier og resurser. Hvis striden ikke skal tage overhånd må væksten bremses.

Det kan ske gennem børnebegrænsning, og lige fra oldtiden kender vi til, at børn, som man ikke mente at have resurser til at opføde, blev sat ud til føde for de vilde dyr. I dag har vi , mere humane metoder og anvender dem i nogle lande, især nær vore omgivelser, så at væksten stoppes. Andre steder fortsætter væksten uhæmmet hjulpet af moderne sygepleje og hygiejne, der har bremset en del sygdomme, som før har kontrolleret en alt for stor vækst.

Denne mangel på balance er et af vor tids kerneproblemer, fordi løsningen kræver frigørelse både fra religiøse forestillinger og fra fundamentale animalske tilskyndelser til frugtbarhed og yngelpleje.

I store dele af verden er en åben debat om disse spørgsmål umulig, og selv på internationale konferencer tales uklart om egentlig soleklare emner.

Hvis staterne i fremtiden skal afstå fra krig - og det synes man jo, de skal - så må hver stat selv løse sit vækstproblem og ikke vælte det over på andre.

Danmark og andre stater har ret og pligt til at afvise immigration, som fra dansk side ikke er ønskelig, især da vi for længe siden har afstået retten til udvidelser ved krig

Praktisk anvendelse af bomben :

Pakistan, som på 20 år har forøget sit folketal fra 50 mio. til 100 mio. kalkulerer koldt med årligt at afsætte ca. en halv million landsmænd til Vesteuropa. Danmark modtager en mærkbar andel, og denne andel formerer sig hurtigt. Ifølge "Visioner for religionsfrihed, demokrati og etnisk ligestilling", som er udsendt af Nævnet for etnisk ligestilling, befinder der sig 1998 : 9.693 indvandrede pakistanere. De har allerede 7.276 "efterkommere", hvilket er 75 %. Det bliver 16.969 pakistanere. Til sammenligning bor her 13,502 svenskere med 1.992 efterkommere - det er 14,7 %, og 12.851 nordmænd med 1554 efterkommere, det er 12 %. Efterkommerprocenten for tyrkere er 66.6 %, og det samlede antal tyrkere opgives til 46.994.

Libyens leder Moamar Kadafi er den, der mest åbent har agiteret for anvendelse af børnebomben. I samisdat. nr. 6 s. 66 refererer vi Jyllands-Postens rapport ved Kristian Nystrøm om Kadafis forKyndelse :

Vi har bomben !

"Vi beder jer alle arabiske kvinder og mænd, fjern al prævention, for - ved Allah - vi må have en milliard mennesker. "

Der er al mulig grund til at tage hans trussel alvorligt. Det gør israelitterne. De anbefaler så mange unger som muligt i deres egen lejr, og især de ortodokse fostrer store børneskarer. Hvis det lykkes dem at viderebringe deres ortodoksi til børnene, kan det medvirke til at de ved stemmeurnerne kan forsvare deres magtstilling langt ind i fremtiden.

Det hører med i billedet, at palæstinenserne ikke har ligget på den lade side.

Vi bør ikke svare med at kaste os ind i produktionsracet men fastholde, at der ikke bør sættes flere børn i verden, end hensynet til en rimeligt lykkelig fremtid for børnene og hensynet til milieu og samfund. tilsiger.

Hvis dette er rigtigt - og det mener vi, det er - så kan vort samfund ikke åbne portene for de "kulturer", der har et totalt anderledes menneskesyn, og som lader stå til eller som kynisk anvender børnene til magterobring.

Indvandring af kulturfremmede etniciteter er et meget stort problem, som vore politikere ikke har sat sig ind i. Hvad det indebærer, må gøres helt klart, før en meningsfuld debat kan føres. Se Indvandring og forresten Erobring, "fredelig" og krigerisk og Menneskelige rettigheder.

> > > * < < <

 

Bernays, Murray C.

Litauisk jøde, som år 1900 flyttede til New York. Gift med niece til Sigmund Freud. Stærkt påvirket af Vrba's historier (Se denne) blev han en af de drivende bag Nürnbergprocesserne. Ophavsmand til anklagen om kriminel sammensværgelse (første anklagepunkt) og princippet, at medlemskab i "forbryderisk organisation" skal være kriminelt, uanset personlig skyldpåvisning. Eksempelvis blev SS ved en militærdomstol 1946 erklæret for at være en sådan organisation, hvorved med et pennestrøg 100.000'er besejrede fjender blev gjort kriminelle.

Lignende bestræbelser gøres i dag gældende ikke mindst i media, hvor det at være medlem af en forening, feks. Den Danske Forening, betragtes som tilstrækkeligt til at katalogisere en person.

Fordi man - eventuelt for en tid - støtter et parti eller en forening, er man ikke ansvarlig for alt, hvad sammenslutningen eller medlemmer af den finder på at udtrykke.

I øvrigt ville vort demokrati vinde, hvis det var mere almindeligt at bytte parti og medlemskab i foreninger, når en organisations deklarerede standpunkt i væsentlige spørgsmål fjerner sig klart fra ens eget .

> > > * < < <

Besekow, Samuel (1911- )

Dansk sceneinstruktør, der 9.12.1935 ifølge Berlingske Tidende udtalte : "Vi jøder har taget plads i samfundets centrum: børser, banker, ministerier, aviser, bogforlag, domstole, forsikringsselskaber, sygehuse og skoler. Overalt sidder vi. Det gælder nemlig ikke bare om at lægge beslag på guldet i vor kamp mod ikke-jøderne."

Se også : Samuel, Sions vise, Cremieux, Brandes, (Louis) Levy m.fl. og Jødisk verdensherredømme.

> > > * < < <

 

Bilderberggruppen

International kontaktgruppe af indflydelsesrige personer med forbindelser, som kan være nyttige for en central styring af økonomi og verdenspolitik. Det fælles mål er tydeligt en verdensregering, en verdenshær og en verdensbank. men medlemmerne har tavshedspligt.

De træffes en eller to gange om året, helst uden for meget medieomtale. De hævder, at der ikke føres protokol, men det stemmer ikke. Lars Adelskog oplyser i artiklen "Bilderbergruppen okännd men enormt mäktig", NEXUS nr 1 -98 følgende : Forfatteren Robert Eringer kom over et eksemplar af det hemmelige protokol før mødet i Barbizon i marts -55 og mødet i Garmisch sept. samme år, hvor Dagens Nyheters chefredaktør Herbert Tingsten deltog. Der står på s. 30 : "Deltagerne i denne konference kan, i lyset af den konsensus, som kommer til udtryk under diskussionerne, føre disse opfattelser videre indenfor deres egne indflydelsesområder, uden at røbe deres kilde."

Og i et brev til Eringer skrev bilderbergeren sir Paul Chambers . "Jeg er forpligtet til ikke at afsløre noget om Bilderberggruppen til nogen, som ikke er medlem af denne gruppe."

Gary Allen omtaler gruppen i None dare call it Conspiracy fra 1974 og bringer for det tidspunkt hele listen over forhenværende og nuværende USA-medlemmer med notat om hor vidt de desuden er medlemmer eller funktionærer i CFR (Council on Foreign Relations, 177 navne.

Om lederen af gruppen, prins Bernhard skriver han følgende: "Da prins Bernhard ankom til Logan-flyvepladsen i Boston tilstod han overfor reporterne at konferencens tema skulle have været : Ændringer i De Forenede Staters rolle i verden." Er det ikke storartet at vide, at Amerikas rolle vil blive ændret af prins Bernhard, Rothschild og Rockefeller. Det er sandt demokrati i funktion, sådan som det foregøjles os. Med henblik på at bringe befalingen videre til hr. Nixon var også CFR-Rockefeller-stik-i-rend-drengen og præsidentrådgiveren i udenrigs anliggender Henry Kissinger tilstede. Kort efter Woodstock-mødet hændte to ildevarslende og "rolleændrende" hændelser. Henry Kissinger rejste til Peking og arrangerede optagelse af det røde Kina i familien af handelsdrivende nationer, og der udviklede sig en international valutakrise, som førte til at dollaren faldt i værdi. Den britiske politiker og Rothschild-fortrolige Benjamin Disraeli skrev i Coningsby : "De ser altså, min kære Coningsby, at verden bliver regeret af helt andre personligheder end dem, der ikke står bag tribunen, forestiller sig." "

Det er be- eller foruroligende, på samme måde, som det var, da Nato-officererne for nylig lod Jugoslavien og ikke mindst os andre vide, at Nato-styrkerne opgave var at gennemtvinge det multikulturelle samfund.

Spotlight oplyste maj -89 at bilderbergerne på La Toja udenfor Spanien havde besluttet at Margaret Thatcher skulle fjernes som Storbritanniens premierminister, fordi hun var imod den overordnede europæiske superstat. Hun blev snart efter fjernet af sine egne.

Adelskog skriver : "På Bilderbergmødet 1991 i det tyske Baden-Baden deltog en amerikansk guvernør, som på det tidspunkt var praktisk taget ukendt udenfor sin hjemstat Arkansas. Politisk og finansielt var han ingen ting. Mindre end tre måneder senere var han nomineret til sit partis præsident og atten måneder senere installeredes han som USA's præsident. Jeg sigter selvfølgelig til William Jefferson Clinton. Hvad har Henry Kissinger, Mary Robinson, Gerald Ford och Tony Blair fælles ? Svar: De var bilderbergere længe før de nåede magtens tinder. Bilderberg er en afskydningsrampe for politikens karriereraketter. Disse karrierer bliver naturligvis efter Bilderbergs ønske, eller snarere efter dem, der styrer Bilderberg."

Den sidste tilføjelse er vigtig - for hvem er så det ? En række skandinaver har været inbudt og lystrer pænt parolerne, men hvem udsteder dem ? Det oplyses, at repræsentanter for bankhusene Rothschild og Rockefeller, ligesom NATO's generalsekretær og chefen for verdensbanken altid er med. Dertil naturligvis ledende industrimænd, politikere og massemedierepræsentanter. Det er ikke svært at se, at fællesnævneren er magt; men hvor samler den sig ? Betragter vi, hvem, der er etableret som Clintons hof, udenrigsminister, forsvarsminister og talsmand for sønderbombningen ved Nato med general Wesley Clark (Benjamin Nemerovsky) i spidsen af et lille europæisk land, er det klart, at i hvert fald den sionistiske centralmagt er drivende bag foretagendet.

En noget lignende organisation kaldes Den Trilaterale Kommission (TC) der også rekruterer sine medlemmer fra næringsliv, folkevalgte regeringer, fagforeninger, den akademiske verden og massemedia. Medlemstallet er begrænset til 375 med en tredjedel fra hver af områderne Nordamerika, Europa og Japan. Den blev grundlagt ved et møde på pengemanden David Rockefellers gods Pocantico Hills, New York 23-24 juli 1972. En del kendte personer er medlemmer af begge grupper. Bemærkelsesværdigt er at alle amerikanske præsidenter fra og med Jimmy Carter har været medlemmer af kommissionen, undtagen Ronald Reagan, som dog måtte tage trilateralisten Bush til vicepræsident.

Den trilaterale kommission og Bilderberggruppen indgår sammen med fire andre i et netværk af mægtige organisationer som er knopskydninger af Det Runde Bord, en eksklusiv frimurerorganisation, som blev grundlagt 5 februar 1891 af Cecil Rhodes med flere.

En knopskydning kaldet P2 (Propaganda due) kom i søgelyset i forbindelse med de italienske bankskandaler, som afslørede forgreninger i alle, magtgrupperinger i Italien og videre til Europa-USA, dvs til de førnævnte magtgrupper.

Magten i magtgrupperne.

Hvordan styres, og hvordan koordineres så dise magtgrupper?

Selv uden.dybtgående information, kan man se, at enkelte magtfulde systemherskere genfindes i gruppe efter gruppe. Bankhusene Rothschild og Rockefeller med og/eller gennem deres nærmeste optræder i gruppe efter gruppe, som iøvrigt rekruterer brogede skarer, deriblandt også skandinaviske politikere. Af danske Trilaterale har man nævnt Svend Auken, og Ivar Nørgård, ligesom det slippes ud at en Carlsbergdirektør, som måske endda er medlem og personer som Tøger Seidenfaden har fået lov til at holde fordrag for dem. Det sidste tager selvfølgelig ingen af dem skade af. Ritt Bjerregård er nævnt som bilderberger. Spørgsmålet er hvor meget de menige medlemmer af disse magtklubber opnår af indflydelse og hvor meget de udnyttes af dem, der har magten og måske pæren til at regissere.

Ingen får adgang til cirklerne uden i forvejen at have erobret en vis geografisk mere eller mindre udstrakt indflydelse. Hvor meget denne udvides eller udnyttes af systemherskerne eller herskeren er ugennemsigtigt, da systemet bygger på størst mulig hemmelighed. Mødereferater er man forsigtig med, og offentligheden holdes på afstand. Det drejer sig, sådan fremstilles det, blot om samtaler og uforplig-tende samvær.

Alligevel kan det ses, at møderne styres af idéer om strategier, sådan, at den ene leder frem til den næste.

Det er nærliggende at antage, at den overordnede målsætning er mondialismen : verdensregeringen. Her rejser to spørgsmål sig : 1) : hvordan når vi frem til den (verdensregeringen), og 2) : hvad skal denne regering gøre for de højst forskellige mennesker på vores brogede klode. Det træder da frem, at det sidste, som må være mindst lige så interessant som det første, overhovedet ikke slippes ind på banen.

Den mondiale magtstræber vil den korteste vej, og forløbet skal derfor rettes ud og asfalteres. Det betyder, at alle grænser skal væk og alle forskelligheder i historie og kultur. Desuden skal befolkningerne blandes bedst muligt, så at man får et homogeniseret menneskemateriale at arbejde med og herske over. Vi kender denne idé fra Coudenhove-Kallergi, se denne. Han holdt dog et folkeslag udenfor raceblandingen : det jødiske. Han havde en jødisk kone, som han åbenbart ikke ønskede skulle blandes videre op, og så var hun så dejlig, at hendes folk skulle herske over resten : blandingsproduktet. Derfor blev hans idé hyldet og videreført af andre jøder, f.eks. amerikaneren Hooton, der satte gang i den berømte bastardiseringsplan (se denne) som af de sejrende magter blev påtvunget Tyskland; men som gennem agitation nu også fremmes i andre lande som vort. Det er forståeligt, at denne model tilstræbes af jødemagten. (Se epistel 2 Jødisk verdensherredømme ).

Om den så også efterstræbes af mondialismens herrer eller om disse simpelt hen også er helt igennem jødiske er ikke helt klart; men det er svært at få øje på nogen divergens imellem dem, så det tager sig ud som om mondialismens motorvej planlægges i jødisk regi. Det kan lade sig gøre, fordi de jødiske supermagtmennesker har gjort sig til herskere over den industrialiserede verdens media.

Gennem dem udbredes så nævnte enkle løsning til verdens frelse - ligeså velsignet enkel som kommunismens.

Men den fungerede jo ikke ! Nej; men det tog ca. 70 år virkeligt at bevise dette. Nu har vi afløseren : den ny - gamle - idé om tusindårsriget under jahves ægide. Er den så rigtigt gennemtænkt og i harmoni med menneskedyrets natur ? Nej; men accepteret af medieejerne kan det altså tage op til 70 år, før denne forståelse trænger igennem. Der kan arrangeres meget i et sådant tidsrum.

Men det behøver det ikke at tage, hvis vi bruger vor forstand.

Dette "vejbyggeri" tager ikke hensyn til menneskene, som er forskellige, eller til folkene - undtagen eet. Vil alle de andre virkeligt finde sig i det, og er det en sådan verden, vi alle vil se?

Nej. det ny despoti er lige så afstumpet som kommunistdespotiet, der forresten kom fra samme skuffe.

Verdenssamfundet behøver ikke at bygges op som et supermarked, og det behøver ikke at bankes sammen på 10, 20 eller 50 år.

Der bør være plads til forskellige folk og kulturer. Værdierne i deres forskelligheder skal have lov til at udvikle sig - de skal ikke undertrykkes eller forfalskes.

Europæisk-amerikansk kultur har frembragt mægtige lettelser for den fysiske tilværelse. Det er dem supermagtgruppen vil sælge til resten af kloden mod at denne underkaster sig det samme styre.

Men Europa-Amerika har ydet andet og mere end det konsumative og bekvemmelige. Det samme har andre dele af verden. Her er der ingen supermagt, men mange jævnbyrdige parter eller resurser.

Europa-Amerikas frembringelser af åndskultur er lige så betydningsfuld - eller mere - end den materielle.

Dette ignorerer de materialistiske motorvejbyggere. For dem er både vor egen kultur og andre områders selvstændige kultur besværligheder, som skal ryddes af vejen, tromles ned - undtagen een.

Derfor fremmes et stort kulturopløsningsprogram rettet mod vesteuropæisk åndskultur med dens baggrund i antikken og kristen tankeudvikling. Derfor modarbejdes almen kistorie- og kulturundervisning, eller den ensrettes og underordnes sionistisk indoktrinering.

På samme måde bearbejdes europæiske retstraditioner og frihedsidealer med henblik på, at de skal fjerne sig fra vore idealer og stå til rådighed for et rodløst flytbart klientel af hvadsomhelstere.

Vi får af medierne og så af politikerne at vide, at det "multikulturelle samfund", er her "for at blive". Vi har bare at indrette os efter Hootonplanen.

Det er fuldstændigt fordrejet af mediefascismen. Se denne. Det er samfundet, der skal indrettes efter os.

Derfor må der gøres oprør mod dem, der vil narre denne ny tvangstrøje over os. Det vil sige i øverste ende : mondialisterne, i samarbejde med, eller identisk med sionisternes top.

Et nyt moment er måske kommet til. Medens målet længe så klart ud : Grænseløs vækst og grænseløst kapital og varemarked, afslører der sig nu som en udløber af P2-skandalen (P2 : Propaganda due) sprækker i dette verdensprogram. Tidsskriftet "Strategiske studier" afslører i en artikel om skandalen følgende program for de samarbejdende påvirkningscentre : "en afvikling af kapitalintensiv industriproduktion og etableringen af decentraliserede regioner baseret på nultilvækst og befolkningsreduktion."

Dette er virkeligt afvigende og nyt og rigtigt tolket : opmuntrende toner, der minder stærkt om Romklubbens rapport, som blev rasende angrebet af industritilvækstens forkæmpere. Og det viste sig jo, at pionerarbejdets forudsigelser ikke helt holdt stik; men dens grundtanke, at evig vækst er en umulighed, var indlysende rigtig.

Forskningsarbejdet føres i dag videre af det ansete World Watch Institute. Men det er interessant, at dette første initiativ til husholdning med verdens resurser ikke kom fra venstrekanten, som, da idéen endelig var ved at slå igennem, fik travlt med at udstyre sig i rollen, som om, det var dem, der havde startet kampen for resurserne imod de profitgale kapitalister. Sandheden er, at de kommunistiske øststater, som den vesteuropæiske venstrefløj havde hyldet, er ansvarlig for klodens værste miljøforbrydelser og tilsvining, og så er det jo interessant, at prins Bernhard, der figurerer som topnavn blandt de omtalte magtorganisationer, fremstod som pådriver bag Romrapporten. Nu fremhæves altså nultilvækst og befolkningsreduktion : en smuk målsætning, som hidtil er blevet bekæmpet, som urealistisk. Hvad er der sket? Vil man totalt afskrive kapitalintensiv produktion alle vegne ? Hvilke regioner tænker man at stille i stå? Skal andre regioner fortsætte med at blæse på som før? Hvem skal bestemme dette? Skal mondialregimet fastlægge dette bag lukkede døre og meddele os beslutningerne gennem deres købte media, at fra og med nu gælder den og den orden, hvilket vi alle har at rette os efter ?

En interessant afsløring kan aflæses i fremstillingen. Blandt de agerende magtkoncentrationer som Romklubben, Trilaterale kommission, OVRA, de britiske og franske frimureres storloger, Rosa dei Venti, Inter Alpha, en række storbanker og kæmpeaviser optræder ikke blot høje Nato-officerer, men også selve "Nato" som en storloge for sig. For et år siden havde jeg næppe lagt mærke til dette, da jeg havde fuld tillid til pagten, hvis opgaver var formuleret i tillidvækkende paragrafer.

Men med dette er det slut. De seneste måneder har vi set Nato optræde som en suveræn magt, der har revet sig løs fra alle forpligtelser. Vi så dens generaler diktere et lille uafhængigt land sine betingelser under trusler om bomber, som siden leveredes uden skånsel. Ikke nok med det : Europas regeringer, ikke mindst vor egen, stillede op for de mest hårrejsende diktater, der ødelagde Serbien og slap albanerne ind i Kosovo, fordrivende serberne, myrdende, hærgende og plyndrende, ødelæggende huse og kirker. Nato havde det fulde ansvar. Det havde truet serberne til at drage bort uden nogen aftale om en fornuftig afvikling. Og så 20.6.99 fulgte Nato efter med elitetropper fra 5 stormagter, som erklærede, at de intet kunne stille op andet end kigge på. Hvad, der herefter skete af mord, ødelæggelser og fordrivelser har Nato det fulde ansvar for.

Talsmændene og talskvinden, der dikterede tvangsislamiseringen af dette ældgamle serbiske område er alle jøder. Men redskabet er Nato. Om det retsstridige i denne anvendelse af organisationen, se Epistel nr. 2. Det interessante er, at organisationen, som er traktatbundet til europæiske regeringer, og derigennem til de europæiske folk, har revet sig løs og agerer selvstændigt i strid med FN's pagt, og i strid med sine egne og folkeretslige regler og under en sionistisk topledelse, der gennem årtier har forbrudt sig mod det internationale samfund mindst lige så eklatant som serberne.

Det ildevarslende er demonstrationen af fuldstændig foragt for de svage retsregler, som trods alt er etableret. Og pressens næsten totale opslutning om bedragerierne. Hvad kan vi vente os af et verdensstyre, der handler så dumt eller kynisk, så ansvarsløst og så retsløst, som vi har set det demonstreret, og som med så enorme militærmidler til sin rådighed. kun har afstedkommet ødelæggelser og hjælpeløshed. Denne brutale magt vil nu have, at alle vi nyttige idioter, som på det, der kaldes demokratisk vis, har valgt ikke blot unyttige, men direkte skadelige idioter til at bestemme for os, skal underkaste os dets toplederes tyranni.

Summa summarum :

Mennesket bør ikke leve af supermarkeder alene.

Opbygningen af materialistisk velfærd bør ikke ske på bekostning af vore og andre områders natur- og kulturskatte.

Det er kampen for markeder, der har drevet stormagtspolitikken i dette blodbesudlede århundrede.

Mondialismens finansielle og mediale verdensdiktatur er ikke løsningen på dette.

Nationer og regioner har ret til at formulere deres egne idealer og vælge deres egne løsninger.

Verdenssamfundet må udvikle folkestyret i de enkelte lande til et fungerende folkenes styre i samvirket mellem landene, en international parlamentarisme.

De spirer til en sådan udvikling, som naturligvis har motiveret FN og EU neutraliseres gennem den så godt som totalstyrede mediedebat.

Problemet er i verdenssamfundet som i de mindre samfund propagandaens magt over demokra- tiet. Monopolmediernes magt må brydes. Se folkestyre og internet.

> > > * < < <

 

Billedkultur, billedfobi

Billedkunsten er langt ældre end skrivekunsten. Tænk på hulemalerierne i Frankrig, Spanien og Sahara.

Og vore egne helleristninger, stenstøtter og -kamre.

De to udtryksformer kalder på forskellige former for kreativ begavelse, der ikke altid optræder sammen.

Dette har sine steder ført til ejendommelig rivaliseren, som har sat spor i verdenskunst og verdensreligioner.

Enkelte religioner forbyder simpelthen billedmæssig fremstilling i det hele taget ( den mosaiske tro) eller fremstilling af levende væsener (Islam). Selv den kristne kultur har været hjemsøgt af antibilleddiller, f.eks billedstormene i reformerte kredse i 1500-tallet, som har kostet især Nederlandene kostbar billedkunst.

Men som helhed har billedkunsten indgået som en mægtigt berigende bestanddel af det religiøse liv og den religiøse forkyndelse.

Den jødiske kultur er derimod ekstremt fattig på billedkunst frem til den allernyeste tid, hvor visse kredse har åbnet sig for den billedglæde, der har levet i andre kulturer.

For jødedommen har det ledt til forherligelse af litterær kunst og hævdelse af jødisk overlegenhed på dette område. Det er overflødigt at nævne jødiske tekster, som har betydet og stadig betyder meget i vor kulturkreds; men det er kulturel slaphed for ikke at sige forfald, hvis vi lader os pånøde mindreværdsidéer på vegne af nordisk, germansk, græsk, latinsk - kort sagt vestlig kultur, som forresten også har modtaget mægtige impulser fra Ægypten, Mesopotamien, Persien, Indien og Kina.

Billedkunstens betydning i og for vestlig kultur vil vi uddybe under dansk kultur. Men Islams mellemstilling er interessant på to måder.

Dels har begrænsningen i motivvalg ikke kunnet kvæle en rig billedfantasi, men bragt den til udfoldelse i kalligrafi og nonfigurative mønstre og dekorationer.

Dels er forbudet under betydelige herskere - persiske og indiske - blevet overtrådt med største ubekymrethed, hvorved nogle af verdenskunstens mest pragtfulde værker er blevet til.

Religion kan givetvis inspirere kunsten, eller kunsten kan inspireres fra samme sted som religionen. Men det er ikke religionen - eller herskerne, i ældre tider fyrsterne,- der skaber kunsten. Den skabes af en naturdrift i mennesket og manifesterer sig gennem personligheder på trods af dogmer, konventioner og magtinteresser.

De største navne indenfor filosofi, kunst, digtning og såmænd religion er fritænkere.

> > > * < < <

 

Blandede ægteskaber

Er forbudt ifølge V Mosebog 7 kap. vers 3-4, som giver forholdsordrer vedrørende fremmede folkeslag :

"Du må ikke slutte pagt med dem eller vise dem skånsel. Du må ikke besvogre dig med dem, du må hverken give een af deres sønner din datter eller tage een af deres døtre til din søn; thi så vil de få din søn til at falde fra Herren, så han dyrker andre guder og Herrens vrede vil blusse op imod Eder, og han vil udrydde dig i hast."

Princippet har stadig gyldighed for jøder.

Bent Melchior og Alan og Karen Melchior (Magasinet 10/4-94 og Pol. 24/4-94) advarer åbent og stærkt mod blandede ægteskaber som den største fare for jødedommen. Som eksempler på de

fordærvelige resultater nævner Alan slægterne : Adler, Ballin, Bing, Brandes, Cordosa, Dessauer, von Essen og hele alfabetet igennem til Salomonsen, Trier, Umma, Warburg og Wulff.

I et interview med Martin Krasnik, WA 17-23/2-95 siger Bent Melchior : "I en meget heftig debat i jødiske samfund over hele Europa siges det dramatisk, at jøder, der gifter sig med ikke-jøder, er den største trussel mod jødedommen - vor tids holocaust."

Hævdelsen af princippet har først og fremmest til formål at sikre en raceren kerne i det internationale netværk. Mange jøder i Danmark og lige ved halvdelen i USA gifter sig nu med gojim. Ifølge gældende regler bliver de jødiske pigers børn alligevel "rigtige" jøder; men børnene af de jødiske mænd falder uden for samfundet. På trods af dette, vil de fleste af dem formentlig arve en vis sympati for jødedommen. Det er derfor ikke sikkert, at øget samgifte vil mindske jødernes magt. Måske kan man nære et beskedent håb om, at det ortodokse element vil svækkes.

I kabalen indgår fra gammel tid, at jødiske piger kan giftes bort til rige eller mægtige gojim, da jødedommens magtssfære på den måde kan udvides. Men jødedrengene bør holde sig til deres egen verden. Til nød kan ikke-jødiske piger optages efter at være indoktrineret i en anvendelig del af den mosaiske lære. Hun anses dog stadig for at være "zona" (skøge) fordi hun ikke er født af en jødisk moder. Mere om omvendelse - enkeltvis og stammevis kan læses på s. 3, 4 og 115 ff i Shahaks Judisk Historia, Judisk Religion.

Sidst i 700-tallet konverterede et helt asiatisk folk, khazarerne på ordre af deres fyrste til jødedommen. (The Controversy Of Zion s.117 ff). Khazarerne blev senere trængt mod vest ind i Europa, og deres efterkommere udgør i dag en væsentlig del af det jødiske folk. Khazarerne havde ingen som helst tilknytning til "det hellige land".

I Danmark har såkaldt "blandede ægteskaber" ikke før været noget betydeligt spørgsmål; men dette forhold ændrer sig. Med indstrømning over vore grænser af store kontingenter af etniske grupper, som er fremmede for eller direkte fjendtlige mod dansk kultur, er denne alvorligt truet. Denne invasion opmuntres og støttes af mægtige udenlandske centre og paradoksalt nok i vort eget land af jødiske media og elite med brødrene Melchior i spidsen. Se : Bastardiseringsplan, Bilderberggruppen, Coudenhove-Kallergi, Kultur. Mondialisme

> > > * < < <

 

B'nai Brith

Jødisk international organisation, grundlagt i New York 1843. Blev hurtigt meget magtfuld. Har 1963 : 2000 loger i 40 lande med mere end 400.000 medlemmer. Europæisk præsident 1996 : Bent Melchior. Se også Anti-Defamation League of B'nai B'rith

> > > * < < <

 

Bogbrænding

10. maj 1933 arangerede studenter i Berlin et stort bål, på hvilket de kastede bøger, som de ikke syntes om. Kampen rettedes mod "opløsningssymptomer i vor menneskelige tænke- og livsform, dvs. mod asfaltlitteraturen, der fortrinsvis er skrevet for storstadsmennesket for at forstærke rodløsheden og fremmedgørelsen overfor omverdenen, folket og ethvert fællesskab." Man havde udnævnt ca. 200 forfattere og publicister til bålføde. Demonstrationen var en engangshændelse og støttedes ikke af partiet eller staten. Men den antityske propaganda gjorde et mægtigt nummer ud af tildragelsen som eksempel på nazismens barbari. Det tyske bål blev ikke gentaget; men erindringen blev omhyggeligt holdt ved lige også efter krigen, og nu har affæren fået sit eget museum. På stedet, hvor bogbrændingen fandt sted, er indrettet et mindesmærke tegnet af en jødisk kunstner. Det er et lille underjordisk hvidkalket rum, hvis eneste udsmykning er reoler med 20.000 bøger, som det hævdes blev brændt. Loftet er af glas, så at folk på gadeniveau kan kigge ned og undre sig. Som motto har man placeret følgende ord af Heinrich Heine : "Det var et forspil, kun. Der hvor man brænder bøger, brænder man til sidst også mennesker." Han vidste, hvad han talte om, for i det jødiske samfund er det en pligt at brænde og brændemærke bøger - og mennesker, man ikke synes om.

Derfor pålægges de af deres hellige skrifter at brænde - helst offentligt - ethvert eksemplar af Det Ny Testamente, som de kan komme over.

Den 23. marts 1980 blev hundreder kopier af de kristnes hellige bog brændt officielt og ceremonielt af en jødisk religiøs organisation, som støttes af Israels ministerium for Religion.

Om dette tier de danske media; men hændelsen refereres i Israel Shahaks bog "Judisk Historia, Judisk Religion. s. 20-21 og s. 97.

Et nyere barbari med beslægtet baggrund er holdt omhyggeligt underbelyst gennem et halvt hundrede år.

Under krigens systematiske tæppebombardementer gik mægtige bog- og kunstskatte tabt. Efter kapitulationen fortsattes udryddelsen. Tyske biblioteker, også private, blev systematisk støvsuget for mishagelig litteratur. Over 33.000 titler blev fjernet og tilintetgjort. Og sådan fortsætter det. Nutidige udgivelser, som mishager sionismen forbydes stadig, og bøger, selv fagbøger og videnskabelige arbejder, beslaglægges og destrueres. "Bogbrænding" blev med de allieredes "afnazificeringsprogram" ( se Morgentau og White, Harry Dexter) gjort til et Mellemeuropæisk barbari, som stiller nazisternes i skygge. Kilde : Udo Walendy : Historische Tatsachen, nr. 67.

> > > * < < <

 

Bubis, Ignatz ( -1999)

Trods en kriminel fortid som børs- og ejendomsspekulant med en dom 1952 på 12 års fængsel (aldrig afsonet) er han i dag (1996) formand for de tyske jøder. Som sådan militant mod enhver holocaustopposition. Udtalte nov. -94 til Ekstrabladet, at Danmark ligesom Tyskland burde fængsle alle "holocaustbenægtere. Kræver iøvrigt som alle andre jødiske ledere (markant eksempel: Jean Kahn) fælles europæisk lovgivning mod, hvad hans lobby betegner som Auschwitz-løgnen, dvs. sandheden om Auschwitz. Se Auschwitz-B og Auschwitz-Mythos.

Juni -93 lykkedes det ham at presse Max Planck-instituttet i Stuttgart til at afsætte kemikeren og nutidshistorikeren Germar Rudolf. Se denne. Han lovpriste "danskernes" fordrivelse af Thies Christophersen fra Kollund.

For sine fortjenester i forbindelse med "dialogen" mellem jøder og ikke-jøder, hvor de sidste havner i fængsel, hvis de svarer med at sige sandheden, modtog han i -96 den fornemme Theodor Heuss-pris.

August 1997 afgik han ved døden og hans lig blev, da han ikke ønskede det nedværdiget transporteret til begravelse i Israel. Her indtraf dog en mærkelig episode. En ung israelit hældte sort maling over kisten og ned i hans grav.

> > > * < < <

 

Buchanan, Patrick

Kaldet Pat. Præsidentkandidat for republikanerne. Fremkom 1996 med en række forbavsende udtalelser : "Capitol Hill er israelsk besat område."

"Det såkaldte holocaustsyndrom indeholder gruppefantasier om martyrdom.

"Hitler var et overordentlig modigt individ og en forbilledlig soldat - en af europæisk historie gennemtrængt fører".

Især udtalelsen om Capitol Hill vakte vrede, og bidrog til at hans medkandidat Bob Dole kom foran. Men denne tabte til Bill Clinton.

Kuriøst : Buchanan blev hyldet som våbenbroder af russeren Zhirinovsky, der trods af jødisk byrd optræder aggressivt mod jøder, men jo også mod så meget andet.

> > > * < < <

 

Butz, Arthur Robert

Udgav 1976 det revisionistiske hovedværk: "The Hoax of the Twentieth Century" ( "Det tyvende århundredes svindelnummer") / IHR. Han afviste eksistensen af gaskamre til drab af mennesker og anslog allerede i 1976 det samlede antal jødiske ofre til måske 1 mio .

> > > * < < <

 

Børnebegrænsning

Forudsætningen for at løse klodens befolkningseksplosion. Emnet stadig omgivet af tabufornemmelser, hvilket udnyttes af kræfter, som ser øget folketal som øget magt. Desværre er det

stort set rigtigt, at antal giver magt både militært og i "demokratiske lande" ved stemmeurnerne.

Internationale konferencer og media taler figensprog om dette, hvilket kynisk udnyttes i abortdebat og mediernes flygtningeagitation : "Se den stakkels familie med de mange små børn, som gerne vil til Danmark og leve i fred og dyrke deres religion." Hvad religionen går ud på, spørger mediefolkene aldrig om.

Men ude i verden er religionen blodig alvor og bliver det også her i løbet af et par generationer, når vi giver muslimer statsborgerskab og dermed beslutningsmagt i vort skrøbelige demokrati.

Muslimske ledere har indset dette. Se befolkningsbomben. Den anvendes både af Israel og dets arabiske modstandere.

Men befolkningskontrol er nødvendig.

Der er grænser for, hvor mange mennesker, der kan leve en værdig tilværelse i et vist land, hvis natur- og kulturværdier skal respekteres. I de nordiske lande er det optimale befolkningstal nået eller overskredet. Vor relative velstand opretholdes ved anvendelse af begrænsede fossile energiresourcer og risikabel kernekraft (placeret udenfor vore grænser).

Vi har ligesom enhver anden suveræn stat det fulde ansvar for at vort milieu ikke overbelastes.

Alle lande må hver for sig tage ansvar for deres egen milieu- og befolkningssituation. Vi kan ikke bestemme over andre stater; men vi har ret til at nægte at tage imod deres befolkningsoverskud, ligesom det bør være en selvfølge at kræve en bevidst og fornuftig befolkningspolitik som forudsætning for bistand til andre lande.

> > > * < < <

 

Chamberlain, Neville (1869 - 1940)

Engelsk konservativ politiker. Premierminister 1937. Er - nogle vil sige herostratisk - berømt for sin "apeasement"-politik : stræben efter afspænding i Europa, hvilket kulminerede med Münchenmødet med Hitler 1938, og de berømte ord Fred i vor tid. ! Han blev snart tvunget til en hårdere kurs, og det faldt i hans lod to dage efter at Hitlers Polen-felttog var rullet i gang, at erklære Tyskland krig. Maj 1940 efter nederlaget i Norge måtte han afgå, men blev dog siddende i Churchills samlingsregering til okt. Trods nederlaget for hans europæiske idé vil ny forskning måske lede til en vis omvurdering af hans historiske renommé.

> > > * < < <

 

Christensen, Lorenz

Forfatter af bogen "Det tredje ting", Kbh. 1943. En interessant - nu ganske sjælden - bog, der behandler myglet omkring Landmandsbanken

> > > * < < <

 

Christophersen, Thies (1918-1997)

Udgav 1973 bogen "Die Auschwitz-Lüge, Auschwits-løgnen. Kritik Verlag, Mohrkirch. På dansk 1981 Nordland Forlag : "Jeg var i Auschwitz"

Det lile skrift fortæller, at forfatteren efter at være blevet såret i krigen blev kommanderet til Raisko, nær Auschwitz, hvor han som agronom fik til opgave at arbejde med dyrkning af kautchukplanter, der blev anvendt ved fremstilling af Buna-gummi, som blev produceret i Birkenau.

Fanger fra lejrene hjalp til med plantearbejdet, og T.C besøgte flere gange både Auschwitz og Birkenau uden at bemærke nogen gaskamre eller krematorievirksomhed udover, hvad der virkede normalt for de store menneskemængder og krigsforholdende. Han bestred derfor den officielle påstand om 4 mio. gassede og pegede på, at Røde Kors ifølge det schweiziske Cannstatter Zeitung 12/5-56 havde opgjort antallet af omkomne i koncentrationslejre og fængsler på grund af racemæssig og politisk forfølgelse til 300.000, deraf 200.000 jøder. Bogen vakte stor opsigt. Året efter udkom "Did six Million Really Die ?" af "Richard Harwood", pseudonym for Richard Verrall, og snart fulgte en lang række omvæltende bøger. Se revisionisme, vigtige begivenheder.

15/3 1985 vedtog Vesttyskland ny love, der gjorde det strafbart at fornægte eller bare bagatel- lisere nazisternes mord på jøderne. Ud fra denne formulering ville ikke engang Politiken eller Den

danske encyklopædi kunne udkomme i Tyskland uden at blive tiltalt af anklagemyndigheden.

Det kan derfor ikke undre at T.C. blev idømt en fængselsstraf. Han afsonede en kort tid og flygtede så udenlands. Boede en tid i Belgien. Kom 1986 til Danmark. Her boede han 1992 i et lille hus i Kollund nær den tyske grænse. Det blev mere og mere klart, at han havde ret.

Så startedes i Danmark en organiseret mediehetz. "Hvem Hvad Hvor" beskriver under et afsnit, som det kalder "LOV OG RET", hændelserne med overskrifterne : "Borgermøder" og "Naziløgne". Politiken skriver : "2 okt. 1994 gik 2000 mennesker syngende i fakkeltog gennem Kollund for at vise sin afsky. Tilråbene : Naziraus og Thies din svindler, snart hænger du og dingler, lød gennem gaderne."

Samme blad bringer 30/9-93 en artikel med titlen: "Bevis for nazigrusomheder i Auschwitz". Hvis artiklen beviser noget er det snarere det modsatte. Der er næppe nogen, der vil betvivle, at grusomheder har fundet sted i Auschwitz; men beviset for det systematiske, industrielle massedrab ved hjælp af gas mangler, og Politikens egen artikel giver historien det alvorligste knæk. Den indeholder følgende linjer : Pressac angiver det samlede antal døde i lejren (altså Auschwitz-Birkenau) til 800.000. Dette tal påstår han at basere på 46 dødebøger, som han har gennemgået i Moskva. Tallet ligger langt under det officielle tal på 5,5 mio., som den sovjetiske Auschwitzkommission kom frem til efter krigen."

Ja, og det lå da også langt under det tal på 4 mio., som Politiken og gængse håndbøger har hævdet frem til for kort tid siden, og som holocausthistorikerne fastholder den dag i dag.

Men på Politikens redaktion vidste man altså udmærket, at tallene 5.5 og 4 mio. var grebet ud af luften. Se nærmere under Auschwitz-Birkenau.

Om ikke før, måtte det nu stå klart på alle redaktioner, at Thies Christophersen hele ttiden havde været adskilligt nærmere sandheden end de officielle media. I stedet for at oplyse dette intensiverede man udspredningen af de urimeliggjorte tal, og organiserede pøbelangreb på Thies Christophersen. Hvem er det, der er svindlere ? I hvert fald en del mediefolk -

Hvad skulle de finde på ? De gjorde Thies Christophersen til syndebuk og spredte dag efter dag usande og fordrejede påstande om den lille bog, som få havde læst. Et udsnit af det således mediebehandlede publikum benyttede lejligheden til at tage hætte over hovedet og få "Sjov i gaden". Det er forståeligt, at unge kunne tro, at de gik i krig mod nazismen; men det er ikke til at tro, at media ikke indså, at det var ytringsfriheden, voldshandlingerne rettedes imod. Hændelserne afslørede hvor svagt vort demokrati er i lommen på en uærlig presse.

Kulminationen var endnu ikke nået. Folketingsmand og tidligere minister Arne Melchior fremtrådte foran fjernsynskameraerne jublende over at såkaldt "fredelige demonstranter", "antiracister", "antinazister" og "autonome" - medens politiet så den anden vej - kastede sten ind af vinduerne og brændende fakler på taget til en person, som blot havde benyttet sin af grundlov og af to sæt internationale konventioner beskyttet ret til ytringsfrihed.

Det endte med, at den gamle og syge mand blev drevet bort fra sit hus og ud af landet; men mediehetzen fortsatte. Ekstrabladet udnævner en Frede Farmand til "nazijæger" og "naziforsker" og lader ham alene den 27/11-95 udøse følgende skældsord over Thies Christophersen : "gamle nazist, topnazist, internationalt kendt topnazist, løgneren fra Auschwitz, gamle jødehader, historie- forfalsker, et udskud (som må) leve under jorden - uden mulighed for at udspy sine forgiftede nationalsocialistiske løgne om den forgudede Führer Adolf Hitler."

Thies Christophersen var ikke topnazist, løgner og historieforfalsker (tværtimod. læs ovenfor). Der er intet i hans person og bog, der retfærdiggør anvendelsen af disse invektiver.

T. C. var først og fremmest bonde. Som kriger drev han det til underkorporal, og som agronom i krigsindustrien fik han rang af løjtnant. Men som bonde på egen gård i Angel syd for den danske grænse var han fagligt aktiv som skribent og redaktør af Der Deutsche Bauer og Die Bauernschaft, samt forlaget KRITIK. Ikke mindst hans causerier i den hjemlige dialekt er morsomme og lette at forstå, da dialekten ligger nær ved dansk. Men forlaget bragte også seriøst stof, hvilket medierne ikke nævner.

Fx.bragte han i juli 1994 Ingrid Weckerts lille skrift "Auswanderung der Juden aus dem Dritten Reich", som bringer overraskende kendsgerninger frem. Ingrid Weckert har også kastet nyt lys over

"krystalnatten" med bogen "Feuerzeichen. Die "Reichskristallnacht", som også findes på engelsk med titlen "Flashpoint. Kristallnacht 1938"

Skønt syg måtte T.C. samme år forlade Danmark og søge ophold i Spanien. Han blev ikke taget til nåde; men tog alligevel hjem til Tyskland for at dø i Hamburg 1997.

> > > * < < <

 

Clinton, William Jefferson

Amerikansk bilderberger. Guvernør i Kansas. 1993 præsident Blev især kendt for sine amurøse historier, som han - til forskel fra Kennedy og andre - ikke havde talent for at holde uden for offentlighedens søgelys. Som følge af dette blev han totalt afhængig af de overvejende af jøder kontrollerede medier, hvilket disse, naturligvis benyttede sig af. I hans hof er der 20 jøder. Og han lod sig viljeløst anvende i Nato's brutale intervention i Serbien, som udvikledes til en muslimsk erobringskrig i Europa.

Han gjordes på den måde ansvarlig for brud på Natopagten, FNpagten og de menneskelige rettigheder. Samtidigt ignorerede han Israels overgreb i Mellemøsten.

Hans krig til fordel for muslimerne i Kosovo kan kun opfattes som en gestus - på jødernes vegne - mod arablandene til kompensation for Israels overgreb mod muslimerne i Palæstina og Libanon.

> > > * < < <

 

Coudenhove--Kallergi, Richard (1894 - 1972)

Østrigsk greve og forfatter. Moderen japansk, hans kone jødisk, skuespillerinden Ida Roland, som han fandt var den helt idelle mennesketype. Deraf fik han idéen, at den ideelle verden skulle bestå af en cocktail-race blandet af alle jordens folk, undtagen det jødiske, som skulle holdes rent, da det skulle gøres til hersker over det homogeniserede blandingsprodukt. Der var da ikke længere brug for grænser, og han gik straks i gang med at homogenisere Europa, idet han startede en paneuropæisk bevægelse. Wiener Freimaurerzeitung nr. 9/10 1923 citerer følgende erklæring : "Fremtidens menneske vil blive en blanding. Til Paneuropa ønsker jeg mig en eurasisk-negroid fremtidsrace, der vil fostre et flertal af personligheder. Førere skal jøderne være, da forsynet med dem har skænket Europa en ny åndelig adelsrace." Mærkeligt at han tror at enhedsracen vil fostre et flertal af forskellige personligheder; men han skrev i hvert fald et udkast til forfatning for Europas Forenede Stater, og i 1952 udnævntes han til ærespræsident for Europabevægelsen. Afgik 1965, ifølge Lademanns Leksikon i protest mod antigaullismen i bevægelsen. Samme år fik han Sonningprisen. En dansk discipel, politikeren Per Stig Møller udviklede tankegangen både i tid og rum. Se denne.

> > > * < < <

 

Crémieux, Adolphe (egl. Isac Moïse ) (1796-1880)

Jødisk illuminat. Medgrundlægger af L'allliance Israélite Universelle, hvis eksekutivorgan blev B'nai Brith. 1863 præsident for bevægelsens centralkomité og stormester i Grand Orient de France, hvis hebræiske navn fastslår : Alle israelitter er kammerater.

Blev bl.a. tilforordnet fransk justitsminister. Revolutionsleder 1848.

Forfattede opråbet til alle verdens jøder : "Den union vi vil oprette skal ikke være fransk, engelsk, irsk eller tysk men en jødisk verdensunion - - - Under ingen omstændigheder vil nogen jøde blive god ven med en kristen eller en muslim - ikke før det øjeblik, hvor jødedommen, den eneste sande religion, stråler over hele verden."

> > > * < < <

 

Dansk kultur

føles måske ikke så mærkværdig for danskerne, som den burde.

Dels har vi en ganske lang tid ikke følt den alvorligt truet.

Vi har nogenlunde kunnet forsvare vort arkipelag i udkanten af den europæiske heksekeddel, også mod kulturel nedtrampning. Vi har herunder indset, at vor egenart er bygget op under flittig tagen imod og vekselvirkning især med nærbeslægtede kulturer. Og vi har erfaret, at dette iblandt kunne være negativt; men overvejende var berigende. Det gjaldt blot om at slå bremserne i, når underdanighed og aberi var ved at tage overhånd. Holbergs komedier og epistler har været sund vejledning.

I dag trues ikke blot sprog, men hele vort milieu og vor væremåde af folk, som vil lave vort samfund helt om. De støttes af et medieapparat, som roser sig af tolerance og frisind, men som med

dette som bannermærke forsvarer holdninger, som vi selv har kæmpet os fri af for iblandt hundreder år siden.

De mest agressive agenter finder det da nødvendigt, at nedvurdere danske værdier. Det gælder historie, kunst, religion, og levevis. Alt det vi kender så godt, at vi kan være tilbøjelige til at

medgive, at det ikke er mærkeligt. Men når vi så sammenligner med de folk, der strømmer ind, og som man vil hævde, vi skal forbrødre os med, så må vi indse, at vi er anderledes, og at det anderledes er værd at forsvare.

Opremsning af værdier :

kunst (alle slags), kirker og folkereligion, fordragelighed, frihed og frisind, kritik.

Vi sagde Nej til katolicismen, til pavedømmet. Vi afviste reformationens mest yderliggående sekter, som billedstormede mod kirkerne. Derved reddede vi mægtige kulturværdier. Vi tog imod og tog del i oplysning, naturvidenskab og teknik. Vi accepterede frihedsidéerne uden at gå til yderligheder. Det samme gjaldt socialismen, medens vi ikke faldt farligt for kommunismen og nationalsocialismen. Vi har arbejdet os en smule på afstand af oldtid og middelalder.

Hvorfor må vi ikke forsvare disse værdier ? Hvem har interesse i at føre os tilbage 2 - 4 - 600 år ?

Vi har peget på at mondialismen og sionismen. disse mægtige magter er fjender af selvstændige livsvurderinger. Derfor instrueres de af dem dirigerede media til at bekæmpe diversitet - se dette - og dansk historie- og kulturbevidsthed.

Se Søren Mørks og Melchiorbrødrenes nedladende kommentarer citeret i Vestlig Samisdat og forresten under demokrati . _ _ _ _ _ _Og blæs så på dem !

Malernavne som Jens Juel, Eckersberg, Ring, Hammershøj og Heerup med mange - mange flere, taler for sig selv.

Også vore store lyrikere er af verdensklasse. Vi lader en af dem udfolde skønheden i vort sprog, samtidigt med at han maler storheden i vor natur og tolker en deraf inspireret religiøsitet, som gennemtrænger ikke blot dansk, men i det hele taget nordisk digtning og malerkunst :

- - - - - - - - - - - - - - - Der står et slot i Vesterled,

- - - - - - - - - - - - - - - tækket med gyldne skjolde,

- - - - - - - - - - - - - - - did går hver aften solen ned

- - - - - - - - - - - - - - bag rosenskyernes volde.

- - - - - - - - - - - - - - .Det slot blev ej med hænder gjort,

. . . . . . . . . . . . . . . . mageløst står det smykket;

. . . . . . . . . . . . . . . . fra jord til himmel når dets port,

. . . . . . . . . . . . . . . . vor Herre selv det har bygget.

- - - - - - - - - - - - - - Fra tusind tårne funkler guld,

- - - - - - - - - - - - - - porten skinner som ravet;

- - - - - - - - - - - - - - med strålestøtter underfuld

- - - - - - - - - - - - - - sig borgen spejler i havet.

. . . . . . . . . . . . . . . .Guds sol går i sit guldslot ind,

- - - - - - - - - - - - - -skinner i purpurklæder,

. . . . . . . . . . . . . . . i rosensky på borgens tind

. . . . . . . . . . . . . . . står lysets banner med hæder.

. . . . . . . . . . . . . . . Solenglen svinger lysets flag,

. . . . . . . . . . . . . . .vandrer til fjerne lande;

. . . . . . . . . . . . . . .ham følger liv og lys og dag

. . . . . . . . . . . . . . . bag nattens brusende vande.

. . . . . . . . . . . . . . .Lig solen farer livet hen,

. . . . . . . . . . . . . . . går til forklaringskysten;

. . . . . . . . . . . . . . . med glans opdukker sol igen

. . . . . . . . . . . . . . .fra paradiset i østen.

. . . . . .B. S. Ingemann (1789-1862) Fra "Syv aftensange" 1838.

. . . . . .Melodien af C. E. F. Weyse (1774-1842) er lige så henrivende.

Nogle har peget på, at komponisten, der har givet os noget af det mest danske, vi ejer, var født i Tyskland. Ja, i Altona. Det er nu ikke langt borte. Det viser dog, at naboer godt kan blive danskere. Men vi kender også eksempler på folk fra meget fjernere himmelstrøg, som er blevet danske, om ikke af "æt" så "af id". Danskhed er ikke et spørgsmål om bopæl og pas, men om sympati og kultur.

> > > * < < <

 

Danske foreninger

Den Danske Forening

Foreningens formål er på folkestyrets grund, uafhængigt af økonomiske og politiske interesser at sikre dansk kultur, sprog og levevis i en verden, der trues af kaos, overbefolkning, vold og fanatisme (fremhævningen vor).

Hvorfor kan ikke alle danskere tilslutte sig denne fine målsætning ? Jo, her har vi et typisk eksempel på vore ensrettede mediers magt til at sværte et begreb, så at det bliver et skældsord, der pariamærker enhver, det bruges på. Sådan er det lykkedes at sværte ordet dansk og alle dets afledninger. Foreningens tidsskrift hedder Danskeren. Det indeholder læseværdigt stof. Men navnet er defameret så effektivt, at underverdenen af autonome og "antifascister" udøver terror mod foreningens mødevirksomhed.

1997 aflyste foreningens ledelse uden varsel et årsmøde, fordi underverdenen havde truet med demonstrationer. I Samisdat nr.3 og især i nr. 4 fortæller vi den bizarre historie om foreningens udemokratiske ledelse, som har sin andel i skandalen. Den er for fej til at give igen på mediernes bagtalelse, fordi denne er styret afsionistiske agenter med Pundik, Melchior etc som topnavne. i stedet for at give igen på denne udfordring læsser de al skyld på muslimerne. Foreningens dårlige rygte er delvis selvforskyldt. Et forsøg 1997 på at forny og vitalisere foreningen blev avværget i strid med foreningens formålsdeklaration, som foreskriver, at foreningen skal virke på folkestyrets grund. Det skurrede fælt i ørerne, da næstformanden, efter at formanden var flygtet, erklærede, at det var styrelsen, der var foreningen - ikke medlemmerne. Vi refererer de sære hændelser i Vestlig Samisdat nr. 4.

 

Dansk Folkeparti

Nyder den fordel, at være repræsenteret i Folketinget, hvad det kan takke Mogens Glistrup for. Det nuværende leder, Pia Kjærsgård er smart og dygtig, men desværre meget kynisk. Det afsløres i hendes hårede udrensninger af medlemmer, som ikke hylder hendes tolkning af partilinien, som desværre er præget af inkonsekvens. Pia angriber muslimerne med hovedvægt lagt på deres hallalslagtning. Det er ubegribeligt, at hun så ikke også angriber den jødiske schächtning, som hun selv har overværet. Den er værre end hallalslagtningen.

Og, når hun føler så stærkt for dyrene, er det svært at forstå, hvorfor hun ikke har medlidenhed med små børn. Hvorfor fører hun ikke kampagne mod omskærelsen - ikke blot den kvindelige - men også den, der rutinemæssigt udøves mod bittesmå drenge. Det er et fysisk overgreb mod barnet, som fordømmes af FN's børnekonvention. Konventionens talsmænd opfordrer til at agere mod den slags. Hvorfor gør Pia Kjærsgård ikke noget ved dette?

 

Fremskridtspartiet

Er nær ved at glide ud af tinget. Dets gruppeformand, Kim Behnke, er alt for hæmmet af forsøget på at optræde"pænt". Her skulle jo tales uforblommet, nu da det gælder om at overhale Pia udenom. Så i disse dage slippes løven ind på banen: Mogens Glistrup. Og han siger det uden at dirre på stemmen : Vi skal have et muhammedanerfrit Danmark. Så klart skal det kunne siges, og han kan. Lad os håbe der ikke følger for mange svipsere med. Han skal æres for at være slået igennem med noget af det vigtigste - det, alle må samles om. Nu angriber hans partifæller ham for racisme. Muhammedanisme er ingen race, men en religion. Med Glistrups idéer og den ny landsformand har partiet en chance. Med hykleriet ryger det velfortjent ud.

 

Dansk Centerparti

Et af de små partier, som kæmper mod mediernes boycot. Idéen ligger jo lige for. Når både venstre- og især højreekstremisme er forkastelig, så må centrum være det rette. Og i centrum må Danmark for katten stå. Partiet vil direkte demokrati og skærpet udlændingepolitik. Vi finder dets program sympatisk, lige som dets formand, Per W. Johansen. Vi ønsker centerpartiet fremgang.

 

Nationalpartiet Danmark

Her finder vi de helt klare paroler. Formanden er en af vort lands absolut bedste talere, Kaj Wilhelmsen. Hør hans telefonavis på 32576777.(Nu Radio Holger Internet, red.) Tænk om vi kunne høre et sådant klarsprog fra folketingets talerstol !

 

En anden betydelig kraft er Ole Kreiberg, som i mange år har redigeret Danmarks patriotiske hjemmeside på internettet : http.//www.patriot.dk.

 

Fælleslisten mod indvandring

Har til formål at samle stemmerne på de partier, der forstår, at indvandringsspørgsmålet er vort lands uden samenligning vigtigste. Tilsluttet er foreløbig centerpartiet og nationalpartiet. Tøvende står, så vidt vi forstår, Fremskridtspartiet. Dansk Folkeparti lider af berøringsangst og kan næppe komme på tale.

 

"Dansk" "Kultur"

Et nærmest tragikomisk indslag i dansk foreningsflora blev til ved et præsteligt initiativ.

Det startede med et ganske langt indlæg i Jyllands-Posten 20/9-98, hvor pastor Rolf Slot-Henriksen rettede angreb mod muslimerne for fjendtlighed mod jøder. Han nævnte ikke, hvordan denne fjendtlighed var opstået og hvem, der egentlig havde startet den, for tager man dette i betragtning er de muslimske holdninger jo ikke særligt mærkelige; men præsten bringer tre citater, som er interessante. En amerikansk konvertit siger om jøderne: "De bekæmper os og torturerer os." Ja, det kan man jo ikke komme uden om. Israels regering bekender det åbent. Næste citat : "Islam burde være den religion, der behersker verden. (Cit.Ja. Goodwins "Price of Honour" 1994)." Ja, men hvad siger da jøderne ? De siger, at jøderne og jødedommen skal beherske verden, og vi andre er bare som dyr. Se Talmud, Herrefolket og Cremieux m.m.fl.

Endelig citerer han et muslimsk standpunkt ved menneskeretskonferencen i Teheran : " Kristne og jøder er andenklasses mennesker", "Kristne og jøder er på et lavere stade","ateister er ikke værdige til at leve", "de er som dyr","de er uden rettigheder", "en muslim , som bliver jøde eller kristen er ikke værdig til at leve, han har forspildt sit liv". Præsten afslutter sin betragtning :"Det er ufatteligt, at nogle kan gå ind for dette islamske apartheidsystem".

Det kan man sige. Men er det ikke endnu mere ufatteligt, at præsten, som er cand. theol. åbenbart går ind for det jødiske "apartheidsystem", som muslimerne åbenbart har kopieret. Det er rettet mod muslimer og kristne, men mest fjendtligt mod de kristne. Læs som nævnt Talmud om herrefolket og henvisningerne under Jødisk verdensherredømme.

Da ingen gør ham opmærksom på dette, går han endnu friskere ud med forslag til en ny forening, som skulle modarbejde muslimerne. I Jyllands-Posten 7/8 hedder det : "Præster kalder til kamp mod islam." I Ekstrabladet samme dag : "Præst til kamp mod Islam. 40 læserbrevskribenter skal mødes og beslutte om en forening, der skal modvirke muslimsk indflydelse i landet og måske en anden, der skal kæmpe for dansk kultur"

Men næste dag står der i J-P : "Forening mod islam droppet" og i Fyens Stiftstidene : "Anti-muslimsk møde var en misforståelse". "Mødet i Odense var ikke vendt mod islam, hævder arrangør"

Jo, vist var mødet tænkt som en aktion mod islam. Det fremgik med al ønskelig tydelighed af indbydelserne. Men præsten og hans allierede havde fået kolde fødder, så sent, at de ikke kunne nå at sende afbud. Vi, der mødte op, fik efterhånden forklaringen. Geoffrey Caine sad i præstens råd. Han havde indset, at angrebene på islam lige så meget ramte jødedommen. Han havde sagt : Aflys ! Og så aflyste præsten.

Der taltes om demonstrationer.Vi, der mødte op, kan bevidne, at der ikke var spor af demonstranter, og der var heller ingen repræsentanter for arrangørerne. Vi mødte en ung journalist fra Jyllands-Posten, der oplyste, at han på telefon havde fået at vide, at der ikke blev noget møde. Efterhånden kom det frem, at det var Geoffrey Caine, der årsagen.. Se Vestlig Samisdat nr. 6, s. 13 ff.

Slot-Henriksen fik bagefter stiftet en forening med navnet Dansk Kultur. han forsikrer, at den ikke er rettet mod islam (og altså ikke mod jødedommen). Pressen fik først underretning bagefter. De mærkelige manøvrer har ikke mindsket pressens bevågenhed. Man har formodentlig konstateret, at præsten er en smidig type, som næppe vil skabe problemer for det gode folk.

> > > * < < <

 

Deckert, Günter (1940 - )

Fremtrædende tysk revisionist og offer for Tysklands overgreb mod ytringsfriheden. Gymnasielærer, formand for et mindre nationalsindet tysk parti NPD. Han oversatte Leuschter- rapporten til tysk og inviterede den britiske historiker David Irving til at holde foredrag i Tyskland. Han hævdede i taler og flyveblade, at : "I Auschwitz omkom ikke millioner". Denne påstand var i begyndelsen af 90'erne svær at modsige, da tabstallet selv i avisomtaler var reduceret til en fjerdedel eller mere. Se Auschwitz og Jean Claude Pressac.

Alligevel blev han i henhold til nyligt indførte love slæbt for retten for at have fornægtet jødemordet, som staten for Auschwitz's vedkommende havde fastsat til 4 mio. Deckert hævdede, at han ikke havde benægtet mordet, men dets omfang. Ved den første retssag i Mannheim 1994 udtalte to dommere, at de respekterede Deckert, som en fin og idealistisk mand; men at de måtte dømme ham efter loven. Denne venlighed kostede dommerne deres embede, og så trådte friske kræfter til med ny retssager.

Deckert påpegede, at det gaskammer, som turisterne fik forevist i Auschwitz, var en attrap.

21 april 1995 blev han ved Landesgericht Karlsruhe dømt til 2 års fængsel ubetinget, fordi han havde oversat gaskammeringeniøren Fred Leuchter, "der var kommet til en anden opfattelse end den, som den holocaust-officielle lære foreskriver. Deckert kunne ikke lade være med at smile af oversættelsen og tillod sig at bruge forkortelsen "Holo". Se nedenfor.

Da statens overanklager HeikoKlein spurgte : Tror De ikke på holocaust svarede Deckert : Jeg har vænnet mig af med at tro, jeg vil vide.

I 1994 havde man på grund af denne halsstarrighed forøget hans straf til 7 års fængsel. I Frankfurter Allgemeine Zeitung kunne man i den anledning læse følgende tunge betragtninger :

"Hvis Deckerts opfattelse af holocaust var rigtig, ville forbundsrepublikken være grundet på en løgn. Hver præsidenttale, hvert minuts stilhed, enhver historiebog ville være løgn. Ved at bestride jødemordet bestrider han forbundsrepublikkens legitimitet. (Patrick Bahner, Objektive selbstzerstörung )"

Man kommer til at tænke på Samson, der blindet og i lænker rusker i paladsets søjler, så de vælter, og taget ramler ned i hovedet på filistrene.

Men disse kom hurtigt til hægterne igen, og retsforfølgelserne fortsatte.

11.4.97 blev Deckert endelig ved Landesgericht Mannheim dømt til 27 måneders fængsel for følgende forbrydelser :

1. 2/9-90 havde han organiseret et foredrag af den britiske historiker David Irving, der ved denne lejlighed havde sagt en strafbar sætning. Nu viste forsvaret, ved hjælp af en video, at Irving faktisk

kke havde sagt denne sætning, som var et fantasiprodukt af ekstremforfølgeren Klein. Da besluttede dommer Nusselt, at den ikke sagte sætning utvivlsomt svarede til Irvings indstilling, og at denne altså godt kunne have sagt den. Deckert måtte have vidst, hvad Irving havde kunnet sige, og var altså skyldig, som om historikeren faktisk havde sagt det. Tanker er ikke mere toldfri.

2. Deckert havde bestilt 50 eksemplarer af bogen Grundlagen zur Zeitgeschichte i hvilken ordene "angivelig" og "formentlig" var blevet anvendt i forbindelse med gaskamre. Dette var forbryderisk, og så var indkøbet af bogen det også.

3. I Deckerts forlag DAGD var bogen Der Fall Günter Deckert blevet forhandlet. I denne var den anden Mannheimdom blevet aftrykt. Deckert dømmes for at have offentliggjort en dom afsagt i folkets navn. Og det var netop dommerens egen udtalelse Deckert blev dømt for. Den var også meget stærk - den lød : "Hans egne (Deckerts) krænkende ytringer som "Holo" har angrebet menneskeværdigheden af det tyske jødiske mindretal, han har med vilje og hensigt fremstillet det og andre jøder som parasitter, der med en systematisk løgnehistorie til egen nytte knebler og udbytter Tyskland, og dermed har truffet dem i kernen af deres personlighed".

Kilde : NJ, især bilag maj -97.

> > > * < < <

 

Demokrati

Se også Folkestyre og Folkenes styre.

Begrebet er et centralt misforståelsesobjekt både i dansk og international debat. Personer og lande, der hævder at være demokratiske føler sig dermed placeret i en bedre rangklasse, der giver dem ret til at forfølge og mobbe andre personer og lande.

Men det, der først og fremmest bør kendetegne demokratiet, er respekt for information og argumenter.

Anvender vi dette kriterium, er ægte demokrati sjælden. I det daglige liv træffer vi ind imellem personer, som virker åbne og objektive så langt vi kan bedømme det. Men mange afslører, at der findes fakta, de ikke vil vide af og/eller usandheder, som de ikke vil tage afstand fra. Vi tænker ikke på personer, der hævder, at Jesus opstod fra de døde efter tre dage, skønt dette næppe kan hævdes at være bevist. Det er heller ikke bevist, at han ikke gjorde det. Dermed kan det hævdes, at påstande af den type bør have et vist spillerum indenfor begrebet "tro", som ikke er udemokratisk, med mindre det forbyder mangel på samme tro, og endda tvivl.

Men det er en anden sag, når nogle påstår, at 4 mio. jøder blev myrdet af nazisterne i Auschwitz, skønt enhver i dag kan slå op i Den Danske Encyklopædi og konstatere, at faghistorikere nu mener, at tallet kun var en fjerdedel. Især, da det er let at kontrollere, at andre forskere mener, at tallet var endnu lavere.

Her gælder, at enhver som demokrat i princip har ret at tro, hvad det skal være. Men det er afgørende udemokratisk, når troende eller bekendende forfægter, at andre meninger, fx sådanne der bygger på leksika, fagbøger og sund fornuft ikke skal have lov til at komme til udtryk.

Det er dette uvæsen, som forsvares af politikere, embedsmænd og media i Danmark og i store dele af verden.

Det er derfor, der ikke er ægte demokrati i Danmark, og heller ikke i flertallet af andre lande og specielt ikke i dem, der ivrigst smykker sig med titlen.

De magt- og medieherskere, der undertrykker relevante oplysninger er ikke demokrater. De er fascister, mediefascister. Medens den fysiske fascisme anvender vold, fængslinger og henrettelser, har pseudodemokratierne udviklet en mere raffineret terror.

I sin enkleste form udelukker de simpelt hen alle med viden og opfattelser, de ikke kan lide, fra medier og karriere. Hvis dette ikke er effektivt praktiseres mobning.

I de seneste år har psykologer og socialarbejdere advaret mod dette begreb. Mobning er almindelig i skoler og på arbejdspladser. Man mener, at 60 % føler sig mobbede i dagligdagen. Det betegnes som meget forkert.

Men den mobning, som politikere og media retter mod afvigende opfattelser, betragtes som de stærkes selvfølgelige ret, selv når det antager karakter af det ilde ansete og i visse sammenhæng forbudte "hetz"

Blot det, at ny idéer finder sammen for at danne et nyt parti rejser en enig fordømmelse fra etablerede partier og deres media.

Og andre opfattelser af individer eller grupper, som det lykkes at komme til orde, bombes til jorden - ikke med argumenter, men med skældsord.

Her er ikke tale om tilfældige aversioner; men om et nøje planlagt felttog mod bestemte opfattelser, som systematisk brændemærkes ved konsekvent farvelægning af bestemte ord i vort sprog. Målbevidst indarbejdes positive og negative valører på alle politisk interessante begreber. Når man stempler med dem er argumenter og forklaringer unødvendige. Det er nok at udslynge et ord for at placere noget som infamt eller latterligt. Hvis en gang ikke er nok, er det bare at blive ved.

Ord som tilstræbes latterliggjort er fx : dansk, national, fædreland..

Ord, som uden undersøgelse betegner noget negativt, usselt er : ekstrem, ekstremistisk, højreorienteret, racistisk, fremmedfjendtlig, antisemitisk, fordomsfuld og nazistisk, men mærkeligt nok ikke kommunistisk og etnisk udrensning men ikke etnisk blandet. Kritik kaldes had

Ord som betegner noget positive : tolerant, åben, fordomsfri multikulturel, fremmedvenlig, international, etnisk blandet.

Med et ord eller to er al modstand mod multikult og hootonplan forvist til ekstremismens foragtelige niveau. Med en kliché er al kritik af Islam, sionisme og jødisk racisme lagt for had.

Resultatet er fortielser, fordrejninger og forvrængninger. og en ensrettet danskfjendtlig debat.

Hvorfor er det latterligt, at være dansk ? Hvorfor er det smukt, at være neger eller tyrk eller jøde ?

Når man må kritisere danskere - hvorfor må man så ikke kritisere tyrkere og jøder ? Når muslimer og jøder bestemmer, hvad deres tilhængere må spise (for det gør deres religioner), hvorfor må så danskere ikke bestemme - ikke, hvad de skal, men hvad de bør have lov til at spise ? Dette bestrides allerede fra muslimske indvandreres side. Danskerne må indrette sig efter indvandrerne, ellers de kan flytte til Bornholm (DR 1, 5/9-99) Og Arne Melchior går igen ud for at støtte dem. Som altid får han lang optræden i fjernsynet med angreb på dansk kultur (TV 2, 3/9-99) Anledningen var, at Brøndby kommune havde besluttet at vuggestuerne skulle servere dansk mad. Melchior påstod, at det var mod grundloven, og erklærede følgende : 1) : Danskerne skal ikke bestemme, hvad muslimer (underforstået og jøder) skal spise. 2) : Det kommer ikke an på, hvad man putter i munden, men på, hvad der kommer ud af den.

Jamen, det er jødedommen og Islam, der bestemmer, hvad deres tilhængere må spise, ikke kristendommen. Tværtimod lod Jesus sine disciple spise korn på en sabbat ( Matthæus 12,1-8, Lukas 6,1-5) Da farisæerne og de skriftkloge angreb ham, svarede han ifølge Markus 2, 23-28, at "sabbatten er blevet til for menneskenes skyld og ikke mennesket for sabbattens skyld. Så er da Menneskesønnen også herre over sabbatten." Ifølge Lukas og Mathæus kort og godt : "Menneskesønnen er Herre over sabbatten".

Da de skriftkloge fortsatte at angribe ham, nu fordi disciplene ikke vaskede hænder før måltidet (der er ikke tale om det, vi forstår ved håndvask, blot et ritual med en håndfuld vand) svarede han med den udødelige bemærkning, Mathæus 15,11 : "Hør og forstå : Ikke det, der går ind i munden, gør mennesket urent, men det, der går ud af munden, det gør mennesket urent !"

Det er uklart, om Melchior har hørt Jesu ord - han har i hvert fald ikke forstået dem. Måske holder han sig til Talmud, der lægger en noget lignende udtalelse i munden på rettroende jøder, hvormed pointen fuldstændigt forsvinder.

Hvad Arne Melchior i hvert fald ikke har forstået er, hvad det vil sige at være dansk. Han forsikrede borgmesteren : Min familie har været i landet siden 1600-tallet. Jeg er syvende generation dansker. Jeg er lige så dansk som du !

Nej, uanset antallet af generationer er han aldrig blevet dansk. Naturligvis ved han dette, men lader som om, han ikke forstår, at forskellen mellem det folk han tilhører og danskerne netop er, at jøderne ikke må spise, hvad som helst, når som helst. De må ikke ære Jesus, ej heller den del af bibelen, der beretter om ham. De slagter dyr på en grusom måde, og omskærer små drenge i strid med menneskerettighederne og børnekonventionerne. I hvert fald det sidste er i strid med vor grundlov, som fastslår, at intet må læres eller foretages, der strider mod sædeligheden og den offentlige orden. Naturligvis ved han, at omskærelse, og koscher og jødiske forbandelser mod Jesus og kristne er i strid med vor grundlov, og alligevel er han fræk nok til at påberåbe sig den. Også muslimske kvinder slæbes frem i fjernsynet og påberåber sig den danske grundlov til forsvar for deres religion. De kan måske være i god tro; men programlederne bør kende vor grundlov og korrigere dem, hvilket aldrig sker.

Disse episoder illustrerer, hvordan dansk fjernsyn er tyranniseret af en pligt til at være politisk korrekt, dvs. multikulturel. For at sikre sig en karriere klemmer programledere så mange "farvede" ind i programmerne som muligt, og om kritik af indvandrere ikke kan undgås sørger man for at deres organisationer får lov at træde frem sammen med danske socialtjenestemænd og -kvinder, der har samme interesse i at bortforklare og undskylde. Ikke engang politikerne tør tale åbent om undergravningen af dansk velfærd og kultur af angst for at blive stemplet som inhuman, fremmedfjendsk eller ligefrem dansk.

Vi har ikke en saglig debat om dansk og danskhed. Vi har ikke demokrati.

At gøre op med hykleriet er den vigtigste opgave i kampen for ægte demokrati. Og uden er det ikke muligt at kæmpe effektivt for retfærdighed.

> > > * < < <

 

Duetoft, Peter

Dansk politiker. Centrumdemokraterne. Formand for israeliske venskabsforeninger i Danmark. Initiativtager til et dansk center for holocaustoplysning, som han ønsker med statsstøtte skal udbrede

kendskabet til den klassiske holocaustdoktrin. Den revisionistiske historieforskning, der har dokumenteret doktrinens uholdbarhed kræves forsat hemmeligholdt.

> > > * < < <

 

Ehrenburg, Ilja (1891-1967)

Sovjetisk forfatter og propagandist. Stærkt hyldet af "kulturskribenter" i Vesten.

På dansk udkom "For menneskets Skyld", Pergamon 1946 : en række artikler, der frembyder alt, hvad et hjerte, placeret i den anatomisk rigtige side, han begære. Her er begejstret hyldest til Sovjet og Stalin, og et formeligt supermarked af propagandaklichéer.

I sine reportager fra krigen anvender han hjertegribende småhistorier, der illustrerer sovjetborgernes fine karakter og heltemod, og i kontrast dertil "Fritz'ernes" og "tyskindernes" dumhed fejhed og brutalitet.

I filosofiske afsnit fremlægger han sin kommunistiske kulturfilosofi. Her nogle stileksempler :

"Det er omsonst at tro, at samvittigheden vågner i en tysker. Tyskernes samvittighed vågner ikke. Han har ikke nogen."

"Han myrder russiske børn og sender lækkerier hjem til sine egne."

"- vi kæmper for de svages sag. Vi kan ikke lade tyskeren beholde jord. Vi må indhente ham og slå ham ned, hvis vi nøjes med at jage ham vestpå, vil han samle kræfter og begynde forfra - Tyskeren må jages ned i graven. Kun som død kan han ingen skade gøre."

"Når vi kæmper med de storsnudede barbarer, forsvarer vi ikke blot vort elskede land, men endnu mere : hele menneskehedens værdier, humanismen og kunsten,"

"Jeg hylder ikke tysk malerkunst fra den førhitlerske periode; men den var dog mere levende end de hæslige lærreder, som hobede sig op i Hitlers Tyskland. Hvad er egentlig nazismens maleri ? En tarvelig naturalisme, en søgt monumentalitet i "kolossal" målestok kolossale krigere og førerkvinder, hovmod udtrykt af en ukyndig pensel."

Ehrenburgs kultursyn er franskorienteret. Han er ikke klar over, at ældre tysk malerkunst tæller nogle af verdenskunstens mest pragtfulde mestre, som Grünewald, Baldung Grien og Cranach -

den ældre og den yngre. Men han kender og hylder Picasso. Man må da undre sig over, hvordan han har befundet sig i selskab med Stalins elitekunstnere, der så nøje modsvarede den rammende beskrivelse, han gav af nazismens malerkunst.

"Nu , da vort folk i spidsen for de andre folk, som elsker friheden, kæmper mod barbariet, mod Hitlertysklands umenneskelighed, svæver muserne over den forreste linje. De holder soldaten oppe og nærer hans hellige flamme. Der kæmpes en kamp på liv og død for friheden, for menneskets værdighed, for skønheden og kunsten," (3. juli 1943)

"Tyskland, som kun rummer tyskere, knager i sine fuger : fangne bajrere, württembergere og rhinlændere skynder sig med at erklære, at de ikke er preussere. Ved at begunstige en folkestamme

på andres bekostning har nazisterne søndret det tyske folk. Vi, som har værnet om de nationale

ejendommeligheder hos ikke-russere, har skabt Sovjets enighed, og armenere og uzbekere kæmper for det store Rusland."

"Fritz er et ondskabsfuldt får, en afrettet ulv. Lydigheden ligger alle tyskere i blodet. Selv de mest kritiske Fritz'er adlyder deres overordnede. De vil blive ved dermed til den bitre ende. Tyskland vil brase sammen på en gang."

"Sovjetunionen forsvarer sig ikke blot som et vældigt rige, men som et sandt demokrati."

"Vi har lært at skatte friheden højere - efter nazisternes despoti med Gestapo, "Bürgermeisterne", angiveriet og alt det onde, som tyskerne slæbte med sig."

"Tyskerne appellerede til de allerlaveste instinkter, de prøvede på at pudse folk på hinanden, opmuntrede tyverier, spytslikkeri og angiveri."

De tyske officerer er pedantiske og fantasiløse. Sovjetofficeren beskrives således : "En omfattende kultur, kontakt med folket og dets afvekslende liv tillader officeren at overholde reglerne også når han bryder dem - - - Den Røde hærs styrke ligger i, at den efter at have tilegnet sig erfaring og kunnen er forblevet den folkeligste og mest menneskelige af alle."

Et højdepunkt i hans produktion er dette opråb : "Dræb tapre soldater i den røde armé, dræb ! Der findes ikke noget uskyldigt ved tyskere. Følg kammerat Stalins anvisning og søndertramp det fascistiske dyr i dets hule. Bryd ned vold de germanske kvinders racehøjmod, tag dem som retmæssigt bytte. Dræb I tapre røde soldater, Dræb !"

Allerede 4/1-45 talte han om 6 mio. jødiske ofre for nazismen og om 4-5 mio. dødsofre i Auschwitz, som først blev erobret af sovjetiske styrker 23/1-45. Også finnerne , "Disse pryglende humanister" får deres bekomst.

I en omtale af en vis Charkov-proces beskriver han "vittigt" "retssagen" mod tyske soldater, som stod anklaget for at have drevet ambulerende gaskamre eller gasvogne, hvis eksistens sund fornuft og Solsjenitsin blankt har afvist.

> > > * < < <

 

Eichmann, Adolf (1906-1962)

Østrigsk født tysk SS-officer. Obersturmbannführer i 1941. Forestod deportation af jøderne mod Øst. Gik under jorden i 1945 og emigrerede til Sydamerika. Sporedes sf israelske agenter og kidnappedes i maj 1960 i Buenos Aires og førtes til Israel, hvor han blev stillet for en domstol og dømt for forbrydelser mod det jødiske folk og mod menneskeligheden og omgående hængt.

Eichmann indrømmede aldrig kendskab til gaskamre, kun til deportationerne. Med henblik på det sidste samarbejdede han med jødiske ledere, som dog ikke fik lov til at vidne til hans fordel.

Israeliterne udlagde begrebet deportation som kodeord for massemord, og dermed var hans skyld "bevist".

Det mærkelige ved denne sag er, at det lykkedes den mosaiske presse at fremstille kidnappingen i et fremmed land (ligesom kidnappingen i Italien af Vainunu og den senere umenneskelige behandling af denne) og skueprocessen i Jerusalem som moralske handlinger. Nøgterne forskning tyder på, at han var uskyldig i de forbrydelser, han blev kidnappet og henrettet for.

Under fængselsopholdet skrev han sine erindringer, som Israel til nu (1999) har nægtet at offentliggøre. Måske er en ændret holdning til dette på vej.

> > > * < < <

 

Eisenhower. Dwigdt D. (1890-1969)

Amerikansk general under II verdenskrig. USA'spræsident 1953-61. Øverstkommanderende for de allierede styrker ved landgangen i Normandiet 1944, og for de allierede styrker indtil kapitulationen. Derefter militærguvernør i den amerikanske zone i Tyskland 1945-47. Chef for USA's generalstab 1947-48.

Under påvirkning af de jødiske kredse omkring Roosevelt gennemførte han i slutningen af krigen og efter den tyske kapitulation sin egen private udryddelsesaktion mod afvæbnede tyske soldater i fangelejre, til hvilke Røde Kors blev nægtet adgang. Se James Bacque.

> > > * < < <

 

Eksklusivitet

Betyder egentlig udelukkelse, noget udsøgt, fornemt adskilt. Som sådan noget eftertragtelsesværdigt. I praktisk tale betegner det også at hævde en vis integritet eventuelt særlige rettigheder. Det sidste, men såmænd også det første kan naturligvis betragtes med misundelse. Danmark og andre lande med en temmelig homogen og konfliktfri befolkning brtragtes i dag med misundelse af andre samfund, hvor etniske konflikter ulmer eller brænder, og af mondialismens agenter for internationalisme.

For at nedbryde vort etniske forsvar føres nu en international kampagne for at gøre eksklusivitet til noget modbydeligt. Herbert Pundik bekender gerne, at Israel er eksklusivt; men vil ikke tolerere, at Danmark er det.

Mondialismens indflydelsesrige agenter vil gøre ordet til et moderigtigt skældsord på linie med racisme og fremmedfjendtlighed. Vi bør ikke lade os terrorisere af agenternes sprogmanipulering.

Alle værdier, der er eksklusive for Danmark og for Norden bør vi værne om. Hvem skal ellers gøre det ?

Hulheden i den sjælløse stræben efter een homogeniseret blandingsrace med standardiseret gennemsnitsadfærd og -tankegang afslører sig i de erklærede "internationalisters" bekendelser . Søren Mørk erklærer : "Nationalstaten er død !" Men samtidig forsvares Israels nationale eksklusivitet og jødernes og muslimernes tilsvarende religiøse.

Kampagnen viser sig at have samme oprindelse og formål som hooton- og bastardiseringsplanen. Den stammer fra Franklin D. Roosevelts skyggekabinet grupperet omkring finansminister Morgentau, hvis assistent Harry Dexter White var sovjetisk agent. Her undfangedes idéen, og Wendell Wilkie blev på Roosevelts vegne sendt til Moskva for at få Stalins godkendelse af følgende fælles krigsmål : Afskaffelse af tysk eksklusivitet. Stalin vidste, at han kunne gøre præcis, hvad der passede ham i hans eget mægtige område. Han var naturligvis lige glad med hvad man påtvang Tyskland og eventuelt narrede andre Vesteuropæiske lande til at gå med på, så det var frit frem for bastardisering. Når medierne nu gør deres bedste for at vi skal skamme os over dansk eksklusivitet, dvs. det ved vort land, der er noget værd, så bør det erindres hvorfor.

> > > * < < <

 

Ekstremisme

Det at mene noget fjernt fra flertallet. Det har begavede mennesker altid gjort. Også mindre begavede. I dag, da flertallet anses altid at have ret, betegnes denne (flertallets) gunstige position som midten, og hvad der ligger til højre og venstre i varierende grad som ekstremisme, dvs. ondt. Ekstremisme er gjort til et skældsord, en kliché, et pariastempel, som vilkårligt kan påklæbes en hvilken som helst modstander uden at behøve argumentation. Stemplerne kan derfor uddeles selektivt : højre er fælt, venstre tilgiveligt. Socialisme er venstre eller midten. Men nationalsocialisme er forfærdeligt ekstremt. Internationalsocialisme noget man helst ikke taler om, selv om der måske er en demokratisk men absolut en diktatorisk fløj.

I ly af denne politiske kamp uddeler mondialismen pariastempler på sine specielle hadobjekter og får sine underlagte media til at tømre dem fast. Det gælder mest grotesk begreberne dansk og national. Det vidner om en uhyggelig grad af mediemanipulation, når disse begreber i Danmark stemples som ekstremistiske.

Hver gang pariastempelteknikken bruges om en opfattelse en bog eller en bevægelse, er der grund til at undersøge det grundigt. Noget er der måske noget godt ved, andet kan være ekstremt dårligt eller godt.

> > > * < < <

 

Endlösung

Kalder man Hitlers endelige løsning på jødespørgsmålet, eller som mange opfattede det -problemet. Jøderne hævder at løsningen var holocaust : udryddelse.

Af dokumenter og Hitlers egene udtalelser fremgår, at løsningen var emigration, eller, da krigen gjorde dette så godt som umuligt, deportation fra tyske, senere et udvidet europæisk område. Tanken var hverken unik for Tyskland eller for Hitler. Ej heller var Israel den eneste endestation, som blev drøftet. Man undersøgte fx. Uganda (britisk område) og Madagaskar (fransk). Også Stalin tumlede med planer om en eller flere jødiske enklaver. Under krigen blev de tyske oversøiske planer umulige og blev erstattet af deportation til østlige områder som foreløbigt mål. Lejrene blev indrettet

til arbejdslejre - ikke dødslejre, selv om dødeligheden især i krigens sidste fase blev meget høj. Se Auschwitz m. m.

> > > * < < <

 

Engelhardt, Klaus

Præsiderende biskop for den evangeliske kirke i Tyskland. Han udtalte okt. 1995, at den erklæring om kirkens skyld (!) i lidelserne, uretfærdighederne og grusomhederne under Hitler, som man fra kirkens side havde udstedt i 1945 (bemærk årstallet) burde have indeholdt en udtrykkelig henvisning til Hitler-Tysklands usryddelse af jøderne. (Kilde : Christian News 6.11.95) Om katolske manøvrer se Abbé Pierre.

> > > * < < <

 

Erobring : krigerisk, økonomisk, ideologisk og idiotisk

Det at tage et fremmed område eller magten over det i besiddelse. Den klassiske erobringsteknik med militære midler betragtes idag alment som forkastelig og er forbudt i hrnhold til lovene for FN og faktisk Nato. Der ses dog gennem fingre med stormagternes overgreb, som Kinas mod Tibet, Indonesiens mod Timor med flere områder og Israels magtetablering i okkuperede palæstinensiske områder.

En gråzone - meget grå - udgøres af sådanne borgerkrige, som modtager stærk støtte fra et eller flere andre lande. Klassiske eksempeler er Korea og Vietnam: men listen kan gøres lang.

Et uldent kapitel - meget uldent - er økonomisk magtovertagelse tværs over landegrænserne. Den kan udøves af et land mod et andet eller af mægtige selskaber mod et hvilket som helst område, hvor der er penge at hente. Nogen alment anerkendt moralkodeks mod denne virksomhed er endnu ikke formuleret og vil møde stærk modstand fra magtfulde kredse. Det naturlige værn mod sådan udsugning bør være de nationale parlamenter og regeringer. Mægtige kræfter er derfor i gang med at udrydde al nationalfølelse.

Derigennem åbnes på vid gab for den nyeste form for erobringskrig : diffusion, indsivning over grænserne af civile eller sådanne, der ser sådan ud. Et stort antal af dem vil senere kunne mobiliseres til guerillakamp eller/og simpel magtovertagelse ved hjælp af stemmesedlerne. Denne trafik støttes systematisk af de kræfter, der vil afskaffe grænser og nationalstyre. De menneskelige rettigheder vrides og strækkes, så de bedst muligt kan anvendes af dem, der vil bosætte sig i et andet land, og til yderligere støtte oprettes institutioner, der tager deres parti. Danmark er et foregangsland. Magten i ældre organisationer med ædle formål, som Amnesty International erobres let med medias hjælp. Og ny bygges til. Centret for Menneskerettigheder, Dansk Flygtningerhjælp og Nævnet for etnisk ligestilling. Alle arbejder utrætteligt for at indsluse så mange fremmede som muligt. Da ideologerne har besluttet, at man ikke må spørge om politisk og religiøst tilhørsforhold, er det en broget samling, der breder sig i vort land. De bistås med penge og juridisk hjælp, og bistandsorganisationerne ser til at de hurtigt lærer, hvordan de kan tilpresse sig politisk magt. Mediefolkene skaber sig glorier ved at kæmpe for de "svageste", indvandrerne, og ser til at de endnu svagere danskerne ikke får lov at komme til orde. Derfor tør ingen politikere protestere, og erobringen af vort land går strygende. Det er denne erobring vi kalder idiotisk.

Vi ser, at vort politiske system er så stift, at det ikke kan ændre sig med den ændrede verdenssituation : Nyeste teknik for lægehjælp og transport stilles til rådighed for befolkninger med middelalderlige forestillinger. Men det er ikke dem, der er idioter - de kan da godt se fordelene ved den ny måde at erobre land på. Idioterne er vore politikere, der lader dem gøre det.

Politikernes, og deres medløberes eneste undskyldning er, at medierne fører dem bag lyset. For det er ikke godhjertet og humant at slippe de fremmede ind og give dem magten i vort land. Det går ud over de svage i vort eget samfund, og især overfor vore efterkommerne.

Til en smule vejledning overfor de ny tolkninger af menneskerettighederne kan påpeges følgende

1. : Den menneskelige natur er grundlæggende sig selv nærmest. Det var den urealistiske tro på menneskets tilgrundliggende uselviskhed, som var kommunismens elementære tankefejl, og som er den egentlige årsag til, at denne konstruktion, trods det smukke, der er i den, gik itu.

2. : det er derfor helt urealistisk, at sammenføre menneskegrupper, der har uforenelige opfattelser af, hvad der er rigtigt og forkert, og af, hvordan konflikter skal løses, om fx. gennem blodhævn, præstedømme eller gennem offentlig retspleje, byggende på verdslige love. eller om vi skal stole mere på Vorherre, Jahve, Allah, Jesus eller på fornuft og videnskab.

3. : Det er konflikter, der skyldes overbefolkning og kampen om recourcer, der, ofte forklædt som ideologier. ligger bag så godt som alle krige. Dermed er alle de nævnte uoverensstemmelser brænd-

bart materiale, som bare mangler en glød. At importere repræsentanter for de uforligelige livsholdninger er at importere krigen. Den kan hurtigt blive blodig i form af terror og/eller oprør, og begge dele kan få støtte fra stater, vi ellers ikke bryder os om.

Men den kan også føre til en - i princip fredelig, i praktikken næppe, overtagelse af magten ved hjælp af fertilitet og stemmesedler.. Se Frugtbarhed og stemmeret.

Lande som Afghanisten, der støtter talibanernes islamiske erobringstog i Afghanistan regner officielt med at afsætte en halv million af deres befolkningsoverskud til Vesteuropa. Stærke kræfter støttet af danske jøder virker for at Norden skal øge sit allerede mærkbare muslimske befolkningselement. Det fører til øgede konflikter mellem de etniske grupper, og vi har allerede set, at dette i sin tur leder til, at muslimerne samler sig om det, de kalder deres islamiske identitet. Dermed er mullaherne ikke langt borte. De lader allerede høre fra sig i London, Oslo, odense og mange andre steder.

Når vore politikere tror, de er humane ved at kæmpe for indvandring af iranere, iraqere, bosniere, eritreanere, osv. osv. uden at spørge om religion og politik - i stedet for, om rimeligt, at hjælpe dem i deres hjemlande, så er det en fejlvurdering, som vore børn og børnebørn kommer til at bøde for. Det er svig og hensynsløshed mod vore efterkommere, som kommer til at leve i et etnisk-kulturelt morads af en type, hvis ulykkelige konsekvenser, vi kan se over alt, hvor vi gider rette øjnene hen.

I et senere indslag om etnisk homogenitet vil vi diskutere, om det er tyrkerne med 100 mio. og pakistanerne med 50 mio. landsmænd eller om det er danskerne med knapt 5 mio. der er en etnisk minoritet, som behøver beskyttelse.

> > > * < < <

 

Etik

Morallære. Vi har vænnet os til at opfatte det gode og sande som noget, der hersker nogenlunde enighed om. Kristne og fritænkere er langt på vej enige om de ti bud, om Jesu lære, at man ikke skal gøre mod andre, hvad man ikke ønsker de skal gøre mod én selv, og utilitarismens idé, at målet er størst mulig lykke for flest muligt mennesker. Der ud af er groet idéer om demokrati, socialisme, liberalisme og menneskeretigheder. Selv om hverken vestlige stater eller enkeltpersoner kan leve op til de ædle krav, er der stor enighed om at hylde dem.

Men internationale konferencer afslører, at den enighed om etiske principper, som vi har vænnet os til at tro er almen, ikke er så gennemført i verdenssamfundet. Både humanitet, frihed, socialisme og demokrati tolkes forskelligt. Vi har en del at lære ud, men også en del at lære.

Vort kolossale overforbrug og teknisk-økonomiske overtag kvalificerer os ikke til at kritisere dem, der hugger regnskove ned, slagter udrydningstruede dyr, holder for mange geder, eller ikke mener, at de har råd til at pleje fattige, handicappede og forældreløse for slet ikke at tale om kriminelle med den standard, som vi i hvert fald for tilfældet flotter os med.

Alligevel bør vi påtale og diskutere det, der er uholdbart i et verdenssamfund som kræver samarbejde mellem forskellige stater, kulturer og velstandsniveauer, og herunder må vi også rette kritikken mod os selv.

På hvilke områder tilstår vi os større råderum over verdens recourscr end godt er ? Ja, det drejer sig da helt tydeligt om sløseri med papir, fossile brændstoffer og råstoffer og tilsvarende forurening af naturen, men også om et forkæleri af store grupper blandt vore egne, som fattige lande ikke har mulighed for. Det er pinligt som politikere og velstillede rager til sig også i EU. og det er desværre et vist stykke vej forståeligt, at magthaverne i udviklingslandene er særligt lærevillige, hvad dette angår.

På hvilke områder lader vi os typisk manipulere af multikultiagenterne? Her er det især vigtigt, at v klargør os den overfortolkning af visse menneskerettigheder der agiteres for uden hensyn til, at rettighederne medfører ansvar.

Det vil kræve lang tids mellemstatlige dialoger og mange steder på kloden en betydelig udvikling, før der kan opnås grundlæggende enighed om de simpleste fælles vurderingsnormer.

Hvor strærkt etiske forestillinger kan adskille sig fra, hvad vi tror er en selvfølge, kan ses under Talmud og Islam.

> > > * < < <

 

Etnisk homogenitet, integritet

Trods dialekter og landsdele, mange steder endnu betegnet som "lande", har Norden til for nylig været etnisk temmelig homogen og i hvert fald fri for alvorlige etniske konflikter. Tidligere århundreders blodige magtopgør kunne betragtes som et overstået stadium.

Siden har Skandinavien vist vej mod øget civilisation ved fredeligt at slippe broderfolk fri, når de krævede uafhængighed, hvorved et vist venskab overlevede og kunne udvikle sig.

Det er mærkeligt, at dette fine princip ikke har sat spor i landenes holdning i internationale situationer. Det er mærkeligt, at nordiske regeringer ude i verden stiller op for gammeldags magtpoltik, hvor en gang etablerede grænser, hvordan de så er blevet til, vurderes vigtigere end ønskerne hos de mennesker, der bor bag dem.

FN og EU skal ikke overtage ældre tiders fyrstedekreter og ubetinget anerkende deres studehandler. Vi bør i dag være modne til at respektere folkeviljen, både, når den kræver selvstændighed, og når den ønsker sammenslutning med eller alliance med andre samfund.

Så undgår man i hvert fald bevidst at lægge grunden til de følger af påtvungen etnisk blanding, som vi har set i f.d. Jugoslavien, Uganda, Burundi, Zaire, Palæstina og mange andre steder.

For få år siden var det på mode, at hylde personer, der søgte deres "rødder", fx amerikanske negre, der håbede at finde dem i Afrika. Det blev fremstillet som en selvfølge, at kendskab til oprindelse og nedarvede bidder af identitet var et gode, som enhver burde stræbe efter. Siden har media på ukendt måde foretaget en kovending. Etnisk tilhørighed er pludselig ikke noget at bryde sig om, undtagen måske for jøder, zigøjnere og negre. Vi andre skal ikke bekymre os, men selvudslettende indpasse os i et cocktail-samfund, som det er meningen at ryste sammen til en bekvem drink, at skylle ned ved det altid tørstige globalmarkedparty.

Årsagen er naturligvis at globalisterne har fundet ud af, at de ikke ønsker etniske autonomier. Derfor har medierne afskaffet dansk som etnisk samfundsgruppe. Der tales ganske vist i medierne vidt og bredt om etniske danske, og det er jo os, indfødte danskere; men medierne bruger udtrykket om de fremmede. Og det bliver de ved med, lige gyldigt hvor mange gange, vi har ringet og påtalt fejlen. For de fremmede skal man være rare mod. Det lyder ikke godt at sige, at de er etnisk fremmede - nej så hellere kalde dem etniske danskere, skønt det netop er det, de ikke er.

En - næppe uønsket - konsekvens af dette er, at danskerne som etnisk samfund simpelt hen er udryddet i deres eget land.

Da etnisk særpræg skal beskyttes, betyder det, at alle indvandrerne. "de etniske danskere" skal favoriseres. Men de indfødte danskere, stadigvæk landets største etniske samfund frakendes alle kulturrettigheder.

Konventionerne taler fiffigt kun om hensyntagen til minoriteter. Til denne gruppe forudsætter man at værtslandets "flertal" ikke kan henregnes. Men hvordan forholder det sig med dette ? Når tyrkere med over 51 mio. landsmænd (1975: 32 mio.) og pakistanere med over 100 mio. (1975: 43 mio.) invaderer Danmark med knapt 5 mio. (indvandrerne må regnes fra) så er det misvisende at betragte dem som mindretal. Og når de betragtes sammen som en religiøs gruppe til hvilken en række andre etniciteter slutter sig, så er danskheden trods bånd til den øvrige kristne verden en pyttelille trængt minoritet. Det skyldes overvågningen af vore vinklede medier, at dette ikke lægges klart frem for vort folk.

Og konsekvensen er, at alle fremmede tilkendes ret til beakyttelse af deres etniske kultur - uanset hvor middelalderlig den er. Dansk etnicitet og kultur regnes overhovedet ikke.

Dette er et af mange resultater af målbevidst multikultisk muldvarpearbejde båret frem af vort helkøbte medieapparat.

> > > * < < <

 

Etnisk blanding

Bortrangeringen af danskerne som et etnisk samfund i vort eget land tjener et ganske bestemt formål. Meningen er ifølge Coudenhove-Kallergi og Hootonplanen, (se disse) at vi skal blande os op, indtil vi har nået det ædle udseende, som Per Stig Møller så smukt beskriver (se denne) Men det går jo i praksis ikke så stærkt. P. S. M. mener af den grund, at der skal skubbes på med forskellige tvangsforanstaltninger. Og vi så under Kosovokonflikten, hvor begejstret han gik ind for at bombe Serbien multikulturelt. Målet, Hootonplanen er for visse så vigtig at det helliger midlerne. Igen en ideologi som for en fjern utopi ofrer nutiden.

Hvor attraktiv, etnisk blanding er, fremgår af de steder, hvor man har afstedkommet den :

USA : mange steder på randen af borgerkrig, her og der over randen. Frankrig og Storbritannien ligeså..

Rusland , fd. Jugoslavien : krig.

Sydamerika, Afrika, Asien, Indonesien : folkemord

Mellemøsten : ubeskrivelig.

På dette solide erfaringsgrundlag burde det være indlysende, at etnisk blanding ikke er noget at stræbe efter. Propaganda for etnisk blanding i områder med harmonisk sammensætning er uforsvarlig, ofte ondskabsfuld og i grunden kulturfjendtlig, idet den modvirker kulturel mangfold og diversitet.

> > > * < < <

 

Etnisk rensning

Som led i Hootonplanen arbejder lobbyisterne for at gøre etnisk rensning til en kardinal krigsforbrydelse. Hensigten er helt klart at blokere for forhandlingsløsninger i form af opdeling af omstridte territorier, og at true lande, der indser, at det er nødvendigt at returnere fremmed-etniske indvandrere med uforligelig kultur.

Det bør være indlysende, at hvor etniske grupper ikke kan enes,bør man stræbe efter at de på fredelig måde bliver skilt ad. De rige samfund, der opretholder krigsapperatur, som koster utalte milliarder råder naturligvis over midler til at fremme sådanne løsninger. Når de på Balkan foretrak i stedet at bombe området sønder og sammen forfulgte de altså helt andre strategiske mål, og til sidst slap det ud af general Wesley Clark, der åbent erklærede : Natos opgave er at gennemtvinge det multikulturelle samfund.

Det groteske var, at ingen af parterne ønskede dette, og så gennemtvang generalen i stedet det muslimske samfund - i hvert fald indtil videre. Den fred og sikkerhed for alle parter, som Natorepræsentanterne oprindelig lovede, at de ville etablere blev en fuldstændig fiasco.

Tilbage står, at mondialismens multikulturelle agentur i dag fører sig frem også med trusler om bomber og vold.

En af de ting, vi må vænne os til, er at vurdere de internationale samfunds beslutninger kritisk. De er ikke altid gennemtænkte, og de er slet ikke altid retfærdige. Som et lille land, må vi selv forsvare vore vitale interesser. Det betyder, at vi ikke altid underdanigt skal acceptere hvad som helst, selv når det præsenteres af mere eller mindre multinationale forsamlinger.

> > > * < < <

 

EU, Europæisk samarbejde og union

At udviklingen kræver et nærmere samarbejde mellem staterne er indlysende. Derfor Nato, som den var tænkt og blev udformet. Gerne Europaråd og fællesmarked og for den sags skyld et Europaparlament med åbne debatter. Men at alle lande i Europa skal underkaste sig eet parlament, som de lokale parlamenter ubetinget skal rette sig efter, er unødvendigt og, især så længe dekreter udfærdiges af en kommission, i hvis arbejde vi har minimalt indsyn, absolut udemokratiskt.

Det har allerede ført til meningsløs detailstyring og endeløst bureaukrati. Sveriges regering, som efter sin lange isolationsmodel pludselig hoppede på Maastrichtaftalen med samlede ben, opdager først nu, hvad den har givet sig ind på, og svenskerne er bekymrede.

Et fællesmarked og frivillige overenskomster burde være nok til at muliggøre de reformer, som er nødvendige. EU er lige så ofte eller hyppigere en bremseklods end en pådriver.

Det er forkert - som i de andre lande, at lade politikere og embedsmænd beslutte om unionen i stedet for folkene. Bureaukraterne er inhabile. De lokkes med udsigter til lukrative stillinger med mægtige lønniger og særfordele.

Argumentet, vi opvartes med igen og igen lyder : Vi må være med dér, hvor beslutningerne tages. Så må man jo tænke efter. Af parlamentets 626 pladser er 16 danske. Det svarer til 4½ mandat i folketinget. Vor dirkete indflydelse er minimal. Men står vi udenfor, kan vi i hvert fald selv afgøre, om vi vil beslutte, som de andre, eller vi vil vælge for os selv.

Tilbage står det ønskelige i et åbent europæisk debatforum. For at dette skal blive meningsfuldt, kræves imidlertid samme forudsætning som for vort lokale paralament : fri og uafhængige medier. Hvad dette angår er udsigterne uoverskueligt lange.

> > > * < < <

 

Fabius-Gayssot-loven

Også kaldet "Lex Faurissonia" fra 1990 forbyder enhver i Frankrig at betvivle de af militærtribunalet i Nürnberg 1945-46 fastslåede og dømte forbrydelser mod menneskeligheden. Loven blev drevet igennem i forfjamskelse efter Robert Faurisson's artikler i Le Monde.

Juli 1998 besluttede også Schweiz om skærpede antiracismelove, som særligt fordømmer kritik af holocaust. Retssager blev straks indledt fx mod den verdenskendte forfatter Jürgen Graf, som for sin nutidshistoriske forskning blev dømt til 16 måneder i fængsel.

> > > * < < <

 

Faurisson, Robert

Fremtrædende fransk revisionist. Professor i litterær tekstkritik.

Skrev i Le Monde 29/12-78 og 16/1-79 to artikler, som vakte opsigt. Der stod : "De nazistiske gaskamre var en kemisk teknisk umulighed." Derefter skrev 34 "førende" franske historikere sammested d. 21/2-79, at "der ikke er og ikke kan være nogen debat om eksistensen af gaskamre."

Derefter var han udsat for mindst 8 attentater. Efter et af dem var han døden nær. Men trods fordømmelse i verdenspressen og forfølgelse af jødiske organisationer er han blevet med at skrive artikler, anmeldelser og bøger på fransk, engelsk og tysk. Han fik aldrig svar på sit enkle spørgsmål :"Could you bring me one proof. one simple proof ? - om du bare kunne bringe mig et eneste bevis.

Faurisson tog initiativet tilfremskaffelse af Leuchter-rapporten, og hans medvirken som rådgiver og vidne ved Zündelprocesserne var skelsættende.

> > > * < < <

 

Felderer, Ditlev

Pioner i udforskningen af de såkaldte tilintetgørelseslejre. Besøgte Auschwitz-Birkenau og Maidanek. Hentede prøver og tog billeder og til sidst en videofilm. Afslørede krematorieskorstene, som ikke havde nogen indgang, og at der ikke var spor efter projektiler på den "dødsmur", hvor det blev påstået, at 20.000 jøder - i anledning af Helmuth Kohl's besøg forhøjet til 30.000 - blev henrettet. Bag "Den infame dødsmur" fandt han et rekreationsområde med swimmingpool. Felderer er bosat i Sverige, hvor han er blevet sat i fængsel for at fremført sine kætterske iagttagelser.

> > > * < < <

 

Folkedomstole

udøves af den tilstedeværende forsamlig - - i nazismen og kommunismen (Lademans leksikon)

Udøves i dag og i Danmark af medierne.

> > > * < < <

 

Folkestyre

finder vi bør bygge på parlamentarisme, som forudsætter fri, hemmelige og retfærdige valg.

Hvis valghandlingerne skal blive meningsfulde er det nødvendigt, at folket har mulighed for at danne sig en velmotiveret opfattelse af omstændighederne. Det kræver relevant og korrekt information, hvilket forudsætter seks ting :

1. uddannelse

2. objektive og saglige media, uafhængige af magtetablissementer

3. individuel ytringsfrihed og ytrings mulighed

4. forsamlings- og foreningsfrihed

5. fri og uafhængig forskning og publikationsdvirksomhed

6. retssikkerhed.

Hvis en eller flere af de disse forudsætninger svigter er demokratiet i fare, eller sat ud af drift. Punkterne 2 og 3 er hårdt ansatte. Vi dokumenterer dette i V.S. nr. 5 og 6 og gennem de mange

avisindlæg som afvises med urimelige begrundelser. På grund af mediernes usaglighed er betingelserne 4, 5 og 6 også undergravet. Folkestyret er endnu ikke blevet virkelighed.

Den enkeltes direkte magtudøvelse i demokratiet sker gennem stemmeretten. Stemmeret til folketinget har kun danske ststsborgere. Ved at uddele ststsborgerskab til fremmede giver vore politikere dem magt til at omforme vort samfund. Ved at støtte deres lobbyvirksomhed for såkaldt etnisk ligestilling. hvilket ikke tilstås etniske danskere, fremmes denne omformning.

Dansk statsborgerskab er derfor af yderste vigtighed for værnett om vort folkestyre. Det bør ikke bevilges til modstandere af dansk kultur og demokrati. Dette vigtige hensyn er hidtil holdt borte fra vore politikeres opmærksomhed, hvilket må ændres.

> > > * < < <

 

Folkenes styre

Lige som folkestyret kræver fri og åben debat, hvor alle saglige synspunkter kommer til orde, må noget tilsvarende bygges op staterne imellem. I princip er Europaparlamentet en positiv nyskabelse. Blot er det alt andet end demokratisk. Alle debatter burde være offentlige, og de enkelte stater burde ikke være tvunget til at rette sig efter beslutningerne, hvis de har gode argumenter for at holde sig uden for. På lignende måde bør det gå til i FN.

Nationalstaterne bør være selvstændige. Lad deres repræsentanter diskutere og argumentere i den internationale forsamling. Lad os høre, hvad de siger. De andre stater må selv beslutte og vælge; men det må vi også. De, men også vi, må vælge venner og uvenner, jeg siger ikke fjender. Enevoldsbeslutninger og vold, som det vi har bevidnet i Jugoslavien, bør Danmark aldrig mere billige.

Hvor ville det have været velgørende og oplysende, hvis vi alle havde kunnet følge debatter i EUparlamentet om Nato's krig i Kosovo, og om vore danske mdlemmer havde krævet tilbageholdenhed, og at Nato's og FN's statutter blev overholdt, indtil alle stater demokratisk havde taget stilling til om organisationen skulle ændres til en krigsmaskine til udbredelse af multikultur.

At det, uden seriøs belysning og debat er kommet dertil at vort land er gået i krig for at påtvinge et andet land Islam og multikultur er et udtryk for den opløsning af retsfølelsen, som magtpolitiske hensyn har ledt frem til.

De internationale debatter om menneskerettigheder, demokrati, befolkning og milieu har afsløret at opfattelserne er mere delte end vore egne menneskeretsforkæmpere er begejstrede for. Og vi indser, at visse imperialistiske træk er nedarvet og må korrigeres.

Vil vi have et samarbejdende internationalt samfund, som ikke er topstyret, hvad mondialisterne stræber efter, må denne debat lægge alle forhold og argumenter på bordet.

Det eneste, som kan føre fremad er opbygningen af mere og mere alment anerkendte retsopfattelser. Disse bliver ikke realistiske før man anerkender både personlige og nationale rettigheder, men også ansvar for milieu og befolkningsudvikling.

> > > * < < <

 

Forbandelse

Dette begreb, der ligger temmelig fjernt fra dansk og i det hele taget nutidig vestlig tankegang, er et tilbagevendende tema i jødiske skrifter, såvel Mosebøgerne som Talmud. Det lader sig også konstatere, at de hellige skrifter, ikke blot jødernes, men også arabernes i endeløse tirader er hyldestråb til og lovprisninger af herskeren og Guden og modsvarende smædeord og onde ønsker for dem, der er anderledes.

At forbandelsesritualer ikke har forladt jødisk tankegang ses af følgende hændelser i Tel Aviv.

Under et lille billede, tæt dækket af sorte hatte med et lille barneansigt til at lyse op, læses i Göteborgs-Posten 27.11.95 følgende tekst : "Gravalvorligt . 25.000 - 30.000 ortodokse jøder forbandede i går en israelsk minister, som de mente vanhelligede gravfreden. Forbandelsen gjaldt Israels uddannelsesminister Ammon Rubinstein, der havde givet tilladelse til at fortsætte arkæologiske udgravninger nord for Tel Aviv, hvor man havde fundet en 2000 år gammel grav.

Forbandelsen udtales som en slags bøn (sammenlign Attenbønnen og Kol nidrei) og må ifølge jødisk mystik siges syv gange for at virke. Den har navnet "pulsa denura", hvilket betyder sådan

noget som "piskeslag med ild". Den skal føre til, at den ramte dør i løbet af en måned.

To rabbinere er blevet forhørt, fordi de knapt en måned før drabet på Yitzak Rabin havde udtalt en pulsa denura over ham. En forbandelse over Saddam Hussein i 1991 forblev virkningsløs, da, som det hedder, rabbineren, der udtalte den, selv døde kort efter. (TT-DPA)

> > > * < < <

 

Ford, Henry (1863 - 1947)

Den store industrimand fandt, at jødisk kapital og politisk indflydelse var uforholdsmæssig stor, og at det frimureragtige sammenhold mellem familieklaner tværs over et stort antal grænser var en fare for ikke.jøder. Han lod udarbejde et betydeligt værk "The International Jew".

Da hans virksomhed på et vist tidspunkt var i vanskeligheder, og han måtte gå til banker for at skaffe kapital til nødvendige nyinvesteringer, blev han tvunget til at stoppe denne virksomhed. Hans bøger tilbydes dog endnu af visse forlag, og et lille uddrag findes på dansk.

Ifølge Gary Allen arbejder Ford-stiftelsen nu nær sammen med CFR og derigennem med deandre store finanscentre.

> > > * < < <

 

Fordomme.

Dette udtryk bør kun anvendes, når personer udtrykker faste meninger om emner, som de ikke har kendskab til og som de ikke har forsøgt at undersøge. I vulgærpropagandaen bruges betegnelsen i flæng om anskuelser, som medierne ikke synes om, især om negative opfattelser af "multikultur" og indvandrere.

Selv et - som man bør have lov at håbe - sagligt tidsskrift som det i øvrigt læseværdige "Illustreret Videnskab" omgås med ordet på en så ulden måde, at jeg fandt, jeg måtte pege på det i et venligt brev. Jeg skrev da 22./8.1999 til bladet :

 

Fordomme om fordomme

Tidsskriftets artikel i nr 8,-99 afklarede ikke rigtigt den uklarhed, der karakteriserer anvendelsen af ordet fordomme. I behandling af "videnskabelige" emner bør det gøres så klart, som muligt, hvad anvendte ord mest meningsfuldt betyder.

I den daglige vulgærdebat bruges ordet regelmæssigt til at betegne opfattelser, som man gerne vil bekæmpe. Fx. betegnes alle negative udtalelser om indvandrere eller om andre religioner som for-

domme. Artikelforfatteren peger så på, at man kan trænes ud af fordommenes greb ved "at svække de negative mentale associationer til fx minoriteter ved i stedet i tankerne at koble dem sammen med bevidst positive udsagn." Skal man da ikke først undersøge, hvad der er negativt og hvad positivt ?

Man forudsætter a priori at mindretal er positive og at negative forestillinger er fordomme, som skal bekæmpes med indterpning af lektier. Såkaldte højre- og venstreekstremister er stadigvæk mindretal. Skal de alene derfor kobles sammen med noget positivt og er begge dele lige positive ?

Hvad er da fordomme ? Det bør betegne opfattelser, som nogen har uden at have undersøgt dem med rimelig grundighed. Det er altså opfattelser, som kræver efterprøvning. Hvis rimelig efterprøvning bekræfter opfattelsen, kan det ikke længere kaldes en fordom. Den kan være forkert endda, hvis sagen alligevel ikke er tilstrækkeligt belyst. Men det er ingen fordom.

En negativ opfattelse, fx af en minoritet, er altså bare en fordom, hvis den ikke er forsøgt efterprøvet.

"Positive" fordomme bør naturligvis også efterprøves. Videnskaben skal søge sandheden ikke et bestemt positivt eller negativt billede.

Artiklen peger på, at vi i høj grad danner vore forstillinger på grundlag af forældres og andre omgivelsers opfattelser, men især efter media. Dette peger på, hvor let vi overtager andres fordomme og dertil påvirkes af reklame, agitation og propaganda i medierne.

Det er altså essentielt at være på vagt overfor både negativt og positivt vinklede fordomme, og det er vigtigt ikke at godtage, at afvigende opfattelser enkelt kan afvises alene med klichépåstanden, at de er fordomme.

Hvis en påstand kan begrundes med velunderbygget statistik eller med klare udfæstelser i politiske og/eller religiøse taler og skrifter, så skal den ikke kunne afvises som blot og bar fordom. L. T.

Redaktionssekretær Niels Ole Dam svarede hurtigt :

Kære Lars Thirslund

Tak for det tilsendte læserbrev vedr. artiklen om fordomme. Dine overvejelser er interessante, men vi har alligevel valgt ikke at bringe brevet i bladet, idet ind-vendingerne efter vor vurdering har for generel karakter til at blive bragt på Apropos-siden i Illustreret Videnskab. Med tak for din interesse i bladet

Med venlig hilsen N. O. D.

Selv et populærvidenskabeligt tidsskrift ser sig åbenbart, nødsaget til at være til det yderste pinligt politisk korrekt.

> > > * < < <

 

Forskningsfrihed

Fundamentet for al vestlig videnskab er offentliggørelse af resultater og efterprøvning med diskussion. Hvis dette forbydes er vi tilbage i middelalderen. For den nutidshistoriske videnskab er det den sidste situation, som er genetableret over det meste af vor verdensdel.

Tyskland og Østrig og snart også i Schweiz bliver man puttet i fængsel, hvis man viderebringer forskningens nyere resultater. Og også i Frankrig forfølges man med bøder og chikane.

Her tillands nøjes man endnu i det store hele med chikane; men resultatet er det samme. Total opslutning og forsvar for historievinklinger, som har sin rod i krigstidens propaganda. Så længe kritisk forskning ikke gives samme vilkår som hof- og postilhistorikeres - se dette - føres vi målbevidst bag lyset.

> > > * < < <

 

Frank, Anne

Den berømte dagbog, der tilskrives hende er udbredt i 14 mio. eksemplarer på mere end 50 sprog i over 20 lande. i hvert fald en del af den har vist sig at være et falskneri. Tyske domstole har slået fast, at en del af manuskriptet er skrevet med kuglepen, som først kom i brug 6 år efter Annes død. Samme skrift, tydeligt forskellig fra Annes egen, der var mere barnlig, kan genkendes i den del, som ikke er skrevet med kuglepen. I og for sig kunne dette være underordnet, om hændelser og tanker i bogen i det store og hele kunne have været sand. Det var ikke helt tilfældet, og det ubehagelige er

en propagandamæssige anvendelse i efterkrigstidens hetz mod det sønderslåede Tyskland. I denne indgik målrettet indoktrinering af børn. To populære filmversioner blev sendt på markedet.

Faktum : Anne Frank blev ikke myrdet af tyskerne. Hun blev deporteret til Auschwitz, men ikke gasset. Hun blev tværtimod behandlet på hospital og i december 1944 evakueret til Bergen-Belsen, hvor hun, kort før de allierede nåede frem, kun 15 år gammel døde af den tyfusepidemi, som på grund af de kaotiske forhold bredte sig i lejrene. (Kilde ; Spotlight 24.12.79)

> > > * < < <

 

Freedman, Benjamin

Fremtrædende jødisk dissident. Succesrig forretningsmand, som skabte sig en betydelig formue. Han kom derved ind i de mest magtfulde - især jødiske - cirkler. Personlig bekendt med Bernhard Baruch, Samuel Untermeyer, Woodrow Wilson, Franklin Roosevelt. Joseph og John F Kennedy samt andre store navne. Allerede 1961 holdt han for et mindre selskab det forbløffende foredrag "Benjamin Freedman taler ud", som nu gennem internettet forhåbentlig om sider får den opmærksomhed, som det fortjener. Vi tilbyder skriftet gennem vort dokumenttilbud. B. H. har skrevet bogen "Facts are Facts : The Truth About Khazars". The Noontide Press.

> > > * < < <

 

Frimurere

Hemmeligt selskab med oftest formelt kristelige og veldædige formål. Vil gerne føre sin historie tilbage til de gilder, som middelalderens katedral- og kirkebyggere oprettede til forsvar for rettigheder og faglig viden. De mægtige katedralbyggerier i Tyskland, Frankrig og England er enormt komplicerede konstruktioner, der har krævet en mægtig accumuleret fond af erfaring og viden, kombineret med fantasi, dristighed og organisationsevne. I kredsen af byggere befandt sig altså

tidens mest kreative ånder. Blandt de frihedsrettigheder, de forfægtede var retten til at rejse. Dette er sikkert en af grundene til, at tekniske og stilmæssige landvindinger så hurtigt spredte sig over store områder i Europa, og utroligt hurtigt fandt vej til de fjerneste landsbyer i Norden.

Efterhånden trådte det bygnings- og kunstnerisk- faglige tilbage i forhold til det magtpolitiske. Man så fordele ved at indvie andre magtbesiddere i det organisatoriske fællesskab, hvilket de sidste

ikke var sene til at indse de interessante muligheder i. Gradvis blev bygningskunstnerne færre i forhold til magtstræberne og til sidst røg de helt ud.

Andre peger på slægtskabet med munke- og ridderordener, der også oprindeligt blev grundlagt for at tjene barmhjertige og ophøjede formål.

Interessant er Jesuiterorganisationen, som på baggrund af reformationen blev startet for at forsvare pavens magt (Antidefamation league blev grundlagt for at forsvare jødemagten) Jesuitterordenens grundprincip er lydighed mod overordnede - i øverste ende paven. Et målrettet skolesystem gjorde bevægelsen så farlig at den i tidsrum har været officielt forbudt; men den har været i stand til at dukke op igen.

Mange har kendt rare frimurere, som de - trods det hemmelighedsfulde i ordenen ikke drømmer om at mistænke for delagtighed i noget suspekt. Problemet er, at systemet gør det lige så umuligt for de lavere grader, som det er for os udenforstående, at kontrollere, hvad de højeste grader foretager sig eller tolererer. Alligevel er alle bundet til loyalitet overfor medlemmer også af andre loger, hvor de end kommer fra.

Som en stat ikke blot i staten men i flere stater (ligesom de jødiske loger) har frimurerne været forbudt fex i Tyskland, men er genopstået og blomstrer med knopskydninger. Se Bilderberggruppen.

> > > * < < <

 

Holocaust

Ordet er græsk og betegner en stor brand, et brandoffer. Det blev i tyverne brugt af grækerne om tyrkernes massakrer på grækere. Først temmelig sent adobterede jøderne ordet. I Lademanns Leksikon 1972 finder man det ikke. Men siden er det blevet indarbejdet, så at man møder det i næsten en hvilken som helst avis. Nu drejer det sig om mordene på jøder. The Concise Oxford Dictionary forklarer, at det er : "Massemord på jøder ved nazisterne 1941-45".

Hvor mange drejer det sig da om ? Vi har forsøgt at få besked af vor regering og af EU-parlamentet, men de vil ikke ud med noget konkret. Bertel Hårder, på den tid næstformand i EUparlamentet, skrev, at tallene var lige gyldige; men man kommer ikke i fængsel, fordi man hævder, hvad der står i Den danske Encyklopædi. Vi tror ikke, at han har prøvet; men vi ved, at tyskeren Günter Deckert sidder i fægsel for at have sagt præcis det, som vort ny danske leksikon hævder.

Det er altså uklart, hvad der ligger i holocaustfornægtelse. Vi ved, at jøderne og deres våbendragere i mange år har hævdet, at holocaust handler om mordet på 6 mio. jøder, men det mærkelige er, at det hævdede de også i 1919. Da kunne det jo ikke være nazisternes værk. Man gav ukrainere skylden; men det synes der ikke at have været nogen penge i. Anderledes med beskyldningen mod nazisterne - den kunne bruges til afpresning. Tilbage står mysteriet med det runde tal 6, som synes at have sin rod i kabbalistisk talmystik. I hvert fald er det svært at få det bekræftet.

At jøder omkom, og en del gennem henrettelser, er der vist ingen der bestrider. Men når det drejer sig om tal, varierer de ganske utroligt, men viser en tendens til med tiden at blive mindre, men bedre dokumenterede. Det skaber stor retsusikkerhed i Europa, for i Tyskland, Østrig, Frankrig og Schweiz kan man komme i fængsel, hvis man bestrider de påstande, som Núrnbergtribunalerne antog på forslag fra Sovjetunionens repræsentant. Det må huskes, at Sovjet deltog i disse "retssager" på linje med Storbritannien og USA, og her fik de 6 mio. et officielt stempel; men påstanden om 4 mio. gassede i Auschwitz, led skibbrud i Zündelprocessen 1988. Det kan hvem, der vil, læse selv i den danske encyklopædi. Det betyder, at dersom man er kommet til at røbe nogle af den nyere historieforsknings erkendelser, risikerer man at havne i tysk fængsel, hvis man passerer forbundsrepublikkens grænser. I hvert fald blev amerikaneren Hans Schmidt arresteret i 1997 og

efter et halvt år stillet for retten. Han forsvarede sig med næb og klør og blev løsladt. Efter at have besøgt sin moder, gav han sine forsvarsadvokater besked om at føre hans sag videre, medens han selv tog flyveren hjem til USA. Så nedlagde anklageren sagen.

Den berømte historiker David Irving er truet af forfølgelse, hvis han besøger det land, til hvis nyere historie han har bidraget mere end de fleste andre.

Og nu sidder en australsk videnskabsmand bag tremmer. Dr. Fredrick Töben er direktør for Adelaide Institute i Norwood i Sydaustralien og er også ansvarlig for det revisionistiske Website Adelaide Institute. Han tænkte, at han ville drøfte menneskerettighederne med den tyske stats overanklager Hans Heiko Klein, og blev 7. april i år. modtaget af anklageren, der lod, som om han var virkeligt interesseret, og foreslog et nyt møde næste dag. Da Töben mødte op d. 8. havde Klein sørget for politi, og australieren blev straks arresteret.Töben har ikke publiceret noget på tysk og hans Website er på engelsk.

Arno J Mayer, professor i europæisk nutidshistorie ved Princeton universitetet har påpeget, at den jødiske holocaustmytologi har udviklet sig til en kult med egne ceremonier, mindesteder og pilgrimsrejser. I hænderne på sekterer har den løst den jødiske katastrofe fra historien og erstattet erkendelse med bekendelse. (FAZ 8.4.89) Man kan tilføje : og den har udfærdiget taburegler og foranstaltet forfølgelse af ikke troende.

Med jødemagtens kolossale resurser bag er der udviklet et uhyggeligt terrorregime. Det er svært for en dansker at forstå, at Heiko Klein optræder som et så ivrigt og kritikløst redskab for en magt, som er hans eget folk så fjendtligt. Man kan kun forstå det, hvis man sætter sig noget ind i den uhyggelige hævn- og undertrykkelsesproces, som de allierede iværksatte efter krigen, og mod hvilket tyskerne var rets- og hjælpeløse. Vore media har undladt al information om dette.

De hævnende jøder satte deres stempel på alle disse processer i tilgift til de enorme erstatningsydelser som de tiltvang sig.

Når Pat Buchanan nu kalder Capitol Hill for israelsk okkuperet område, kan vi jo af Clintons hof og handlinger se, at han har ret.

At hele Tyskland er okkuperet israelsk område ser vi af dets fortsatte brandskatning, og af at 6-7000 af landets egne borgere i dag er i fængsel på grund af, hvad der betegnes som "meningsforbrydelser". Men det illustreres især af følgende episode : Da Israels præsident Eser Weizmann var gæst i den tyske forbundsdag erklærede han : Israel vil ikke tolerere racisme eller nynazisme i Tyskland. Hør igen : Israel vil ikke tolerere - i et andet formelt suverænt land. Tyskere rystede rørt hans hånd, og talen blev modtaget med stående ovationer.

Jamen her taler præsidenten for det folk, som måske er verdens mest racistiske og som har ansvaret for agression, terror og tortur. Det afslører en grænseløst kynisk og mægtig magt. Vi så det, da det stolte serbiske folk blev bombet, til det vred sig i støvet. Vi så det, da vor egen udenrigsminister uden mindste forbehold støttede militærtyranniet i Nato og fornægtede al retsfølelse, som Danmark i hvert fald formelt før har stået for.

Hvad er der at gøre ? Vi kan kun endnu engang henvise til den unge israelit Seffi Rachlewski, som vi omtaler i Sam 6 s. 36-37. Kast lys over det !

Holocausttyranniet søndrer Europa moralsk og geografisk. I Norden har man endnu lov til at sige sandheden, selv om det er mere velset, at man lyver.

Syd for vore grænser er det påbudt at lyve, og man kommer direkte i fængsel, hvis man siger sandheden. Nordboer, der gerne vil besøge de lande, der før var centre for europæisk kultur og som stadig råder over mægtige skatte, trues med at blive ramt af det tysk-franske system, hvis de vover at nærme sig efter at være kommet til at røbe nogle af den nyere historieforsknings erkendelser.

Den højt besungne fri europæiske bevægelighed er myrdet i sin vugge.

> > > * < < <

 

Hootonplanen

Plan for udryddelse af tyskere.

Opnåede under slutningen af II Verdenskrig anerkendelse som de allieredes krigsmål. Ligesom Kaufmanplanen og Morgentauplanen omtales den nødigt; men til forskel fra de to andre ikke blot overlevede den efterkrigsårene, men vandt udbredelse til anvendelse mod andre besværlige stats- dannelser, fx vor egen. Den omtales dog ikke ved navn, men fremmes under henvisning til humanitet, menneskelighed og menneskerettigheder.

Planen blev lanceret af den amerikanske antropolog professor Hooton. Fornavnet er det aldrig lykkedes os at opspore. Ideen gik ud på at opblande den tyske befolkning med fremmede til den gik i

opløsning, altså tvangsgennemdrivelse af Coudenhove-Callergis idéer. Det blev også sat i værket,

mest hensynsløst i den russiske zone. Se Bacque, James. Men vestens metoder var muligvis mere effektive. Indvandringen til Tyskland af især tyrkere er opmuntret gennem propaganda og lobbyisme, som har gjort menneskeretsorganisationer, oprettet eller styret gennem FN, til effektive organer for indvandring i europæiske stater fra, hvad der kaldes underudviklede lande. Da tyske medier og myndigheder efter krigen var totalt styret af sejrherrerne, og da befolkningen var belastet af det skyldkompleks, som var pålagt dem, har Tyskland været og er stadig følsomt overfor påstande om racisme og umenneskelighed. Al modstand mod indvandring kaldes fremmedhad og nazisme.

Hvor nedkæmpet Tyskland er fremgår af følgende erklæring af Forbundsdagen 1995 : Vi vil regulere indvandringen efter vore forpligtelser, beskytte mindretal og slippe 8 mio. ind de næste 15 år (Die Welt 29.4.95 s. 7),

Nu da folkevandringsbølgen retter sig mod Skandinavien rammes Norden af samme blinde mekanik : At modtage fremmede er smukt, at afvise dem er hårdhjertet. Ja, gæstfrihed roses jo også i oldnordiske skrifter. Men de gæster, der melder sig i dag, er ikke naboer og venner, men gæster, som alligevel forventer sig at blive godt forsørget, og snart få adgang til vore lovgivende forsamlinger, så at de kan ændre vort samfundssystem, sådan som de, vil have det. De påberåber sig konventioner og regler, som de ikke selv ønsker at overholde. Her i landet støttes de af Amnesty, Centret for menneskerettigheder, Dansk Flygtningehjælp, Rådet for etnisk ligestilling og en lovgivning, som er blevet til af politikere, der ikke havde fantasi til at forestille sig den situation, vort land befinder sig i nu.

Men andre - Hootonplanens bagmænd - kunne udmærket forudse den, og da de ikke elsker skandinaver eller for den sags skyld englændere og franskmænd mere end tyskere, så fortsatte de arbejdet for at virkeliggøre deres plan i disse lande. Det er sket målbevidst ved skævvridning af konventioner osv., propaganda for multikulti og hetz mod nationale bevægelser.

At mondialismen står bag dette burde der ikke være nogen tvivl om. At dette er en farlig, autoritær menneske- og kulturfjendsk mafia ses af dens organisation - se Bilderbergere, Frimurere og Mondialisme og senest af dens voldshandlinger i Serbien, som havde til mål at gennemtvinge multikulturen i Serbien, Kosovo.

Vi andre skal narres til at bukke og tage imod den. Se om multikultur, og hvad man må stille op imod dette bedrageri.

> > > * < < <

 

Illuminati

Frimurerorden stiftet 1776 af professor Adam Weishaupt i Ingolstadt. Se Epistel 2. Litteratur : The Controversy of Zion af Douglas Reed og "Sovjetiskt inflytande i Sverige" af Jüri Lina.

> > > * < < <

 

Internet

Måske et skridt på vejen mod demokrati. Folkestyre er en illusion, så længe det ikke er muligt for al relevant information at komme til orde. Med internettet er det for første gang blevet muligt for næsten alle, at tilbyde sin fond af begavelse og viden udenom mediernes kvælertag. Mange vanskeligheder eksisterer naturligvis, og ikke mindst kan andre skabes. Fremtiden må vise, hvad denne og muligvis andre tekniske nyskabelser kan afstedkomme for udviklingen.

> > > * < < <

 

Irving, David

Englands mest berømte nutidshistoriker. Frygtet og beundret Har med sine grundige på kildestudier byggede værker bidraget til at nuancere billedet af hændelser og personer. Han har skrevet om Churchill og om Hitler krig.

Da hans bog om Goebbels : Goebbels Mastermind of the Third Reisch skulle udsendes af det prominente amerikanske forlag : St. Martin's Press priste forlaget værket som monumentalt og indsigtsfuldt, som fremdragende masser af hidtil upubliceret materiale og som mesterlig og overbevisende historieskrivning. Så startede jødiske kredse voldsomme protester, indefattende mordtrusler. Forlaget følte sig tvunget til at bryde sin kontrakt. Bogen udkom dog takket være Institute for Historical Rewiew. Andre bøger ved dette forlag :

Apocalypse 1945: The destruction of Dresden

Nuremberg: The Last Battle om Nürnberg Tribunalet 1945-46 / 1947 1996 IHR.

Irving har medvirket i IHR's konferencer og givet bidrag til tidskriftet.

1990 holdt han et foredrag i Tyskland indbudt af Günter Deckert. Se denne. Om den parodiske retssag, som fulgte to år senere fortalte Politiken 6.5.1992 surt, men afslørende : Begge Irvings forsvarede nedlagde deres hverv, fordi de ikke kunne få lov til at fremføre vidner. Irving overtog ubekymret sit eget forsvar og sluttede med : Jeg ved, at De er nødt til at dømme mig. Jeg foreslår en bøde på en pfennig.

Dommerne turde ikke vise så stor imødekommenhed, som kunne have bragt dem i samme beklagelige situation som Deckerts første dommere. De satte 5.5.1992 ved Amtsgericht i München bøden til 10.000 M; men selv dette fandt appeldomstolen var alt for mildt og forhøjede den til 30.000. Da var Irving naturligvis ikke til stede.

Okt. 1997 hjalp han BBC med en dokumentar om ytringsfriheden. Næste august modtog han brev fra Auschwitznuseet, at han fremover ville blive nægtet adgang til museet og dets samlinger af fotografier og dokumenter, et materiale, som han er en af verdens bedste til at vurdere.

> > > * < < <

 

Jødisk katekismus : Se Katekismus for - -

> > > * < < <

 

Jødisk had

Skønt der ikke findes nogen personlighed, som jøderne afskyr mere end Jesus - det skulle da være Hitler . så kan de godt lide, at håne de kristne for ikke at leve op til læresætninger, som tilskrives mesteren, især buddene om at tilgive sin broder og elske sin næste. Arne Melchior vil at vi skal elske ham og alle andre jøder, selv om, eller fordi, han ved - hvad de fleste danske ikke gør - at forpligtelsen ikke gælder den anden vej.

Men selv om de kristne ikke kan leve op til de yderste krav i Jesu lære, hvad han nok heller ikke selv kunne - han blev heldigvis også gal i hovedet - så anerkendes de alligevel som idealer grundlæggende i kristen kultur.

Dette gælder slet ikke jødedommen. Men af nærliggende grunde har denne gjort sit bedste for at vi ikke skulle opdage, hvor forskellig den faktisk er. Her taler vi ikke om enkelte jøder, men om de leveregler, som deres hellige skrifter foreskriver.

Karakteristisk er forskellen mellem de to kulturers indstilling til "had".

Holberg anvender en hel epistel, nr. 285 for at forsvare sig mod mistanken om at han bærer på et hadefuldt sind, hvilket hr. N.N. finder er en filosof uværdig. Holberg svarer, at had er en last, som ikke alene er en filosof men ethvert menneske u=anstændig.

Og så forklarer han, at der er folk, der faktisk dåner (besvimer) hvis de ser rødbeder. Selv kender han en person, der bekommer ham så ilde, at det kan lignes med det ubehag nævnte personer rammes af, når de ser rødbeder. Men han forsikrer, at han bestemt ikke hader vedkommende. Han synes bare, at han burde lave sig selv om. Med dette uskyldige ønske distancerer han sig, håber han, fra enhver mistanke om at nære had. Vi ser, at i vor kulturkreds betragtes hadet som noget man ikke kan være bekendt.

Hos jøderne er det helt anderledes.

For jødedommen er hadet noget grundlæggende. Se Talmud pkt. 35.

Og læs Elie Wiesel :

"Enhver jøde skal et sted i sit tilværelse indrette en hadzone. Et sundt, kraftigt had mod alt, hvad der personifiserer tyskerne og er særligt for tyskerne" Legends of Our Time, Schocken Books, New York 1982, s. 142.

Hadet plejes omhyggeligt med en endeløs strøm af hadefulde bøger og film. Goldhagens bog "Hitlers Willing Executioners" fremstiller alle tyskere som massemordere, stolende på, at ADL har gjort det umuligt for dem at forsvare sig. Danske aviser, især Weekendavisen følger lydigt det samme mønster.

Der Spiegel citerer det israelske blad HAIR, der ligesom Ilja Ehrenburg skriver : Der eksisterer ikke nogen gode tyskere. Ikke engang deres fodboldspillere. Klinsmann er et ækelt menneske og Lothar Mathäus et bayersk svin.

Weekendavisen er altid med i svingene. 27/8-99 bringer avisen over 2 hele sider den russisk-tjekkiske jøde Maxim Billers budskab : tyskerne er ucivilerede. Eufemismen er deres hovedegenskab, derfor siger de ikke, at de slår alle jøder ihjel, men at de foranstalter den endelige løsning. Tyskerne har ikke humor. De kan ikke skrive stringent og de forstår ham ikke. De er bange for ham. Osv., osv. Hvorfor serverer Thomas Thurah alt dette hadefulde bavl ? Han ved jo - eller bør vide, at tyskernes endelige løsning ikke var at slå alle jøder ihjel. Det kryller stadig af dem. Helt sikkert er, at magtfulde jøder ville slå alle tyskere ihjel, og de gjorde deres bedste.

Der er tyskere, der skriver stringent og også humoristisk. Men nærmer de sig de emner, Biller udbreder sig om, er de i fængsel eller eksil. WA skulle hellere interviewe nogle af de sidste. Så hævder han, at tyskerne lyver. Det gør WA da også. Og mange tyskere er tvunget til det.; medens jøderne - og avisen - gør det af fri vilje eller tradition.

Karakteristisk er avisen 19.2.99, BØGER. Her kommer bladet igen med Biller, som her er gjort til tysk forfatter. Selv om artiklen hverken har stringens eller humor er den ikke tysk. Den er jødisk, eller som Osman ville sige : Ærkejødisk. Læs følgende penneprøve :

"Da Gud opfandt tyskerne sagde han til dem: I vil skaffe jøderne af vejen. Så sagde han: Og når I er færdige med det, så vil I lade som om I skammer jer derover. Men så - efter en tid - bliver i skideligeglade, og I vil fejre Holocaust. I vil fejre den, idet I taler mere om den end om mig, og til sidst I den et tempel i jeres ny hovedstad Berlin, og I kalder det af list og fejhed for "Mindesmærket over Europas myrdede jøder".

Epistlen er typisk jødisk på to måder. Den beskylder tyskerne for den tarvelighed, som er jødernes egen: at fremhæve holocaust ved enhver lejlighed og at fremhæve jødiske ofre frem for alle andre. At ivre for bygning af museer for jødisk sæbe, som aldrig har eksisteret, og for jødiske holocaustofre. Er det ikke utroligt at påstå, at det er tyskerne, der ligger bag ? Er det tyskere, der motiverer WA til at skrive om eller i hvert fald nævne holocaust i næsten hvert eneste nummer ? Vil han bilde os ind, at det er tyskere, der opfordrer ham til at udbrede sig - på deres vegne - om holocaust ? Nej det er jødiske pressionsgrupper, fx antidefamation-league.

De tyskere, der får kendskab til sandheden er ikke skideligeglade eller stolte af holocaust - de betragter den jødiske versíon som et bedrag : The hoax of The cwentieth Century, som amerikaneren Arthur Butz formulerede det allerede 1976.

Og så den litterære form: Her har vi den typiske jødiske teknik : I stedet for at argumentere fortæller man en fabel, hvor alt det onde og latterlige placeres hos modstanderen - det er i jødisk forstand : fjenden, her tyskerne. Og den gode, det er jøden, fortælleren af den "kostelige historie". Præcis ligesom man med en lille fabel lader rabbiner Kelominus nedgøre kristendommen, den tyske kejser og Speyer-katedralen et af Europas mest pragtfulde kulturmonumenter. Vi beretter historien i Epistel nr. 2.

Vi kan godt smile af de to fabler; men godtage dem som dokumentation for at tyskerne er uciviliserede og jøderne civiliserede, det kan vi ikke.

Derimod viser de, at hadet og forstillelsen er et kendeligt træk i jødisk politisk religiøs lærdom og tradition, hvilket naturligvis ikke forhindrer at enkeltpersoner tænker og handler helt anderledes.

> > > * < < <

 

Jødisk presse

Vore samisdat blev startet som et forsøg på at bryde den informationsblokade, som vi var stødt imod i danske medier. Vi erfarede, at den var praktisk taget total, og vi erfarede, at andre meget kompetente personer har erfaret det samme. I Sam 5 og 6 gør vi rede for, hvordan danske medier fra journalister til chefredaktører, generaldirektør og pressenævn står ubrydeligt sammen om at forhindre, at enkle fakta får lov at komme frem til offentligheden. Censuren er selektiv. Det er overvejende stof, som er besværligt for sionismen, som konsekvent undertrykkes.

Gåden er, hvordan sionistiske kredse har kunnet etablere denne forbavsende kontrol. Forklaringen : Sionismens idé, sammenhold og målrettethed.

Ideen, at erobre verdensmedierne er knapt 160 år gammel. Osman Bey oplyser 1878, at den dukkede op knapt 40 år tidligere 1840 i Krakov ved et møde mellem jødiske ledere, der var samlet for at diskutere, hvordan man skulle sikre judaismens triumf fra pol til pol. En livlig debat udfoldede sig spændende fra teologi til økonomi, da en magtfuld personlighed, hvis navn Osman ikke har kunnet få oplyst, skar igennem med følgende :

"Hvad snakker I om? Så længe vi ikke har pressen i vore hænder, er alt I siger ingen ting til ! Forgæves organiserer I selskaber, lån, bankerotter og alt sådan. Så længe vi ikke har pressen i vore hænder til at døve og bedrage verden med, kan vi ikke udrette noget, og vor magt forbliver et hjernespøgelse,"

Tilhørerne indså, at et orakel havde talt, og dermed begyndte erobringen af medierne. Man delte dem i tre klasser :

1. dem, som jøder betalte ved subskription eller opkøb af aktier. Han nævnte, at der var mindst 15, deriblandt : The London Times, Les Debats, L' Independance Belge, La Revue des deux Mondes, New York Tribune. Navnene er i sig selv et spex : "Debatterne", "De uafhængige" og New York's "talerstol".

Osman fortsætter : Der behøves ingen kontrakt, for enhver udgiver vil have sympati med dem, der betaler punktligt hvert kvartal. Et vist hensyn må tages til abonnenter og aktieejere, men selv om en udgiver vil tøve med at kæmpe åbent for jøderne, vil han i hvert fald undgå at genere dem i sine spalter. "Men det er tilstrækkeligt for jøderne, og dér ser de helt rigtigt, for, når det kommer til stykket, er det ikke nogen ringe bedrift at have gjort indflydelsesrige aviser som the Times, Debats, New York Tribune etc harmløse".

2. Aviser, der fører et nationalt banner, men i virkeligheden er jødiske organer. "De er ulve i fåreklæder, for lige gyldigt om de fører sig frem som engelske, franske, amerikanske eller tyske er de ikke desto mindre jødiske, nej ærkejødiske aviser." Som eksempler nævner han The London Daily Telegraph med 100.000 abonnenter. Den blev købt for 20.000 £ af jøden Levy. Familien tog navneforandring til Lawson (ordret oversat: lov-søn ! Vor anm.) og hr. og fru Lawson figurerer nu som gæster ved prinsen af Wales's bal. Chefudgiveren Edward Lawson er medlem af parlamentet og venter snart at blive baron.

Frankrig kan glæde sig over to sådanne aviser, La Patrie og Paris Journal, begge ejet af den jødiske baron Soubeyrand. Wien har Neue Presse og Italien Perseveranza, begge jødiske. I Tyskland er der mange, fx Frankfurter Zeitung.

3. Aviser, der stolt fører det jødiske flag. De har navne som Das Judenthum; Israelit; Israelitische Bibliothek; Jewish Cronicle, Baltimore; Jewish Messenger, New Jersey; American Israelite, Cincinnati; Jewish Record, Philadelphia; San Francisco Hebrew; Occident, Chicago: Independent Hebrew, New Jersey: Jewish Gazette etc.

Disse og andre skrifter spredes blandt jødiske samfund over hele verden. Deres opgave er at føre Israel i en aggressiv bevægelse mod hedningers og ikke-jøders velstand. Pressen udstøder kampråbet og styrer jøderne fremad. Uden disse aviser ville den jødiske bevægelse ikke forme en helhed, og dens aktivitet vil nødvendigvis savne indre kraft.

Den måde jøderne anvender pressen på afslører en hemmelighed og en frygtelig magt. De hundredevis af aviser udgør et batteri, som det er næsten umuligt at kæmpe mod. Osman referer en konflikt 1868 mellem jøderne og Rumænien. Rumænerne havde svært ved at finde to tre aviser, "som ville forsvare dem overfor den offentlige mening. De ulykkelige Rumænere fandt sig selv udstødt af hele den civiliserede verden som fanatikere."

Vi ved ikke om serberne har fornærmet jøderne; men det var i hvert fald nøjagtigt samme skæbne, der overgik dem 130 år senere.

Osman konstaterer : Enhver, der ikke vil lade sig plyndre af jøderne er reaktionær, og hvis han tager en pisk i hånden er han en barbar.

Han tilføjer : Jødernes pres på journalismen er ikke begrænset til de trick og rævestreger, som er

nævnt. Efter den ene succes efter den anden strækker de nu hænderne ud efter alle aviser indenfor

rækkevidde, og sandt at sige lykkes de både som udgivere, korrespondenter og leverandører til romansektionerne.

Også boghandlen er gået over til jøderne. Alle vegne møder man dem som boghandlere og -udgivere. De alene bringer os oplysningen, "Men når vi har nået denne oplysning vil vi være deres slaver både moralsk og materielt."

Det sidste er en uhyggelig sandhed . Det bemærkelsesværdige er jo, at alle de fremførte iagttagelser og betragtninger blev nedskrevet for 120 år siden. Og den udvikling, Osman påpegede, er siden fortsat og dramatiseret af to verdenskrige, i hvilke overjøderne tog afgørende del.

Når mediefolk nu - de fleste mod bedre vidende - stadig slår vagt om krigstidens greuelpropaganda-, slavebindes de, som Osman påpegede det, både moralsk og materielt.

> > > * < < <

 

Jødisk verdensherredømme

Se Epistel no. 2 og Besekow, Bilderbergere, Crémieux, Clinton, Illuminati, Baruch Levy, Louis Levy, Samuel, Talmud, Sions Vise, Jødisk presse og Katekismus for Sovjetunionens jøder.

> > > * < < <

 

Katekismus for Sovjetunionens jøder

blev udarbejdet af sionister i Tel Aviv 1958, men blev først publiceret på russisk i 1989-90. Efter Jüri Lina's bog "Under Skorpionens Tecken, s. 330-31 citerer vi følgende. "det er nødvendigt at hjælpe vore unge jøder til ledende poster. Russerne er ikke kapable til dybere tanker, analyser - - - de er som svin - - - Alt, som i dag tilhører dem, er egentlig vort - de bruger det bare midlertidigt. Vi har af Gud fået til opgave at tage alt fra dem. - - -

Gojerne er dumme og primitive, de kan ikke engang lyve - - -

Bagtal deres fremstående personer, dem, som er i stand til at holde tale _- - -

Vort valgsprog er anstændig frækhed. - - -

Anklag alle, der forsøger at modarbejde os, for antisemitisme og giv dem stemplet antisemitter. Spred hele tiden påstanden om det evigt lidende jødiske folk, som altid før er blevet forfulgt og som nu diskrimineres.

'De stakkels jøders' taktik har retfærdiggjort udøverne i tusinder år.

Gud har sat os jøder til at regere verden, og det gør vi.

Hold massemedierne og informationsredskaberne i vore hænder.

Folk uden historie er som børn uden forældre. De må begynde om fra begyndelsen, og så er det let at give dem vor verdensanskuelse og vor tænkemåde. På den måde kan man likvidere hele folkeslag. De må blive af med deres historie og deres traditioner, hvorefter vi vil udforme dem på vor egen måde - - - Gennem ægteskab med jødinder er der mulighed for at drage russere ind under vor indflydelse og ind i vor interessesfære.

Opkøb, ødelæg og forhinder udgivelse af bøger, der afslører vor taktik og strategi. Gojerne må aldrig få de egentlige årsager til jødepogromerne at vide.

Valget må stå mellem os og kaos. Hvor man forsøger at klare sig uden os, må vi skabe fuldstændigt kaos. Se til at uordenen varer ved lige til de pinte og plagede gojer desperat vil have vor magt tilbage. Gojerne må arbejde under vor ledelse og være nyttige for os. Den, der ikke er nyttig for os, må fordrives. Den, der ikke er med os, er mod os. "Øje for øje og tand for tand." det lærte Moses os.

Pengene er vor Gud !"

Ifølge Svenske Dagbladet, 10.4.1983 s.14 sagde den jødiske doktor Jacob Nussbaum, som var høj funktionær i en international organisation til den svensk-jødiske forfatter Lars Gustafsson : "Der findes ingenting, overhovedet ingenting længere, der står mellem os (dvs. jøder i ledende positioner) og kaos" - - - - "Europa - - - i internationale organisationer naturligvis i vældigt stor udstrækning er elt enkelt et udtryk for den jødiske universalisme - - - Uden den jødiske universaisme og uden den jødiske tro på værdiens beståen bliver der ikke plads tilbage til Europa."

Det fremgår karakteristisk, at jøderne har en anden opfattelse af begrebet universalisme, end vi har, idet de åbenbart betragter sig selv som universet. Vi andre mener, at andre mennesker er lige så meget Guds børn og skabninger som de.

> > > * < < <

 

Kol Nidrei

Navnet på en speciel jødisk bøn, ved hjælp af hvilken jøder frigør sig fra alle besværlige forpligtelser. Ordet betyder : alle mine løfter. Ved at sige bønnen betragter de sig som frigjort fra dem. De kan også sikre sig i god tid i forvejen. Talmud siger ."Den, som ønsker, at hans eder og løfter skal være magtesløse, han skal stå op ved årets begyndelse og sige . "Alle løfter, som jeg skal give året igennem, skal være magtesløse.".

I juli 1996 skrev vi til Mosaisk Troessamfund for at få oplyst om samfundet stadig udlærer denne bøn til religionens tilhængere. Man ville ikke svare.

> > > * < < <

 

Levy, Baruch

Fransk sionist, som hyldede den idé, at det var selve det jødiske folk, som var den Messias, som skal indføre tusindårsriget. 1928 skrev han efterfølgende brev, som 1. juni blev offentliggjort i La Revue de Paris. Det var rettet mod Karl Marx eller rettere hans idéer. Mesteren var død 1883, altså 45 år tidligere, men hans tanker havde haft betydelig fremgang også i jødiske kredse. Mange havde ladet sig overbevise om, at marxismen var trylleformlen, som skulle afstedkomme den lykkelige verdensorden . De havde også udrettet noget så vældigt som en kommunistisk verdensrevolution i Rusland, og jøder havde bidraget både med penge og fremtrædende ledere. Stærke - også jødiske - kræfter arbejdede nu videre for, at den internationale kommunistrevolution skulle rulle videre ind i det krigshærgede Vesteuropa. Men også den pansionistiske linie, havde fejret mærkelige triumfer under verdenskrigen (Læs : Benjamin Freedman, Chaim Weizman og Balfourdeklarationen) Mange fandt, at denne linie burde have fortrinsret.

For at give denne retning religiøs opbakning skrev Baruch Levi sit interessante brev, der lød således:

"Det jødiske folk som en helhed vil blive sin egen Messias. Det vil opnå verdensherredømme ved opløsning af andre racer, ved afskaffelse af grænser, afskaffelse af monarkier og gennem at

etablere en verdensrepublik, i hvilken jøderne over alt vil anvende medborgerskabets privilegium. I denne ny verdensorden vil Israels Børn levere alle ledere uden at møde opposition. Regeringerne f or de forskellige folk, der udgør verdensrepublikken, vil uden vanskelighed falde i hænderne på jøderne. Det vil så blive muligt for de jødiske herskere at afskaffe privat ejendomsret og alle steder anvende statens resurser. Således vil det løfte i Talmud blive opfyldt, at jøderne skal have al ejendom i hele verden i deres hænder."

Brevet blev offentliggjort under overskriften : Hvorfor bliver jøder altid forfulgt ? Det lykkedes ham, at præsentere en af forklaringerne.

> > > * < < <

 

Levy, Louis. (1875-1940)

Dansk forfatter der januar 1918 udgav skriftet "Jøden som Fredsstifter" samt her og her. Her skriver han : Hvem ved ikke, hvad kirtlerne betyder i det menneskelig legeme?

Det er dér, kampen føres mellem de hvide blodlegemer og de indtrængende sygdomsspirer.

Det er valpladser, hvor livet besejrer den lurende død.

Nuvel! I de moderne samfund har jøderne af klog selvopholdelsesdrift taget plads i kirtlerne. Samfundets kirtler: børser, banker, ministerier, dagblade, forlag, voldgiftsdomstole, assuranceselskaber, hospitaler, fredspalæer og andre bakteriologiske institutioner har hver for sig sine jøder. Og med rette ! "

Klarere kan det ikke siges. Alligevel tilføjer han hurtigt i samme digt : Det er ikke alene guldets beslaglæggelse, der er tale om, når jøderne skal sætte magt mod magt for fredens genfødelse - - Det er samfundskirtlerne, der skal rejses til modstand mod sygdom og død. Det er de sorte blodlegemer, der skal skabe orden og fornuft i dette feber kaos.

Fremhævelsen af sorte stammer fra digtet . Den dybere betydning af dette og andre af de udvalgte symbol- eller kodeord begynder først at træde klarere frem for os nu mere end 50 år efter afslutningen af den anden verdenskrig, hvor spillet bag de mest hårrejsende blodorgier så småt begynder at tone frem gennem røgslørene.

Det bemærkelsesværdige er jo, at skriftet er afsluttet i januar 1918; medens Første Verdenskrig endnu rasede på sit højeste. Den blev først afsluttet ni måneder senere. Hvorfra henter han netop da sit optimistiske syn på fremtiden og overbevisningen om, at jøderne vil skabe fred ud af kaos og verdensherredømme ud af elendigheden ? Fordi to verdensbegivenheder var indtruffet, i hvilke jødisk intrigekunst havde fejret triumfer. I Rusland havde den såkaldte oktoberrevolution bragt kommunister til magten og startet det voldsregime, som først 80 år senere - måske forbigående - brød sammen, dog først efter at have afsat aflæggere overalt på kloden endda i vor egen lille afsides krog .

Først nu afdækker forskerne, i hvor høj grad dette scenarium blev undfanget og ført udi livet af jødiske aktivister. Gennem beherskelse af pressen er det lykkedes dem, at fremstille jøderne som de uskyldige ofre, der i Østlandene blev forfulgt ved pogromer og med falske retssager. At mægtige jøder samtidigt sad på de ledende poster overalt i grundlæggelsen og videreførelsen af det grusomme system er nu overbevisende klarlagt af forskere som Douglas Reed og Jüri Lina.

Samtidigt havde Chaim Weismann mod løfter om yderligere støtte til etablering af den jødiske nationalstat lovet at bringe USA ind i krigen og han havde indfriet sit løfte. (Se Benjamin Freedman) Både det kommunistiske og det kapitalistiske kort var spillet ud med lovende resultater.

En ting generer dog Levy en smule. I sammenligningen med kroppens kirtler nævner han de hvide blodlegemer, som dem, der bekæmper sygdommene. Nogle kunne komme til at tænke på de hvide tropper, der i Rusland endnu kæmpede mod kommunisterne. For at undgå en sådan "misforståelse", præciserer han i digtet : "Vogtere af Helligdomme", at det er de sorte blodlegemer, der skal skabe orden og fred.

Hvad kan det være for sorte elementer i samfundets kirtler ? Han tænker næppe på de sorte kamptropper, som franskmændene havde sat ind som kanonføde ved vestfronten. Ej heller på dem, som amerikanerne kunne tænkes at sende over Atlanten. Nej, de sorte kamptropper er de hengivne jøder, som vi ikke ser så meget til i Danmark; men de tager sig virkeligt sorte ud : sorte klæder, sort hat og sorte krøller dinglende ned fra tindingerne. (Se midteropslaget i Sam nr. 6)

Det er disse sorte, sammen med deres mere civilt udklædte hjælpetropper , han vil bringe til at forstå "deres hemmelige mission". Han udbryder ekstatisk : Det jødiske folk "holder øjeblikket i sin hånd. "Tiden er inde." - "Pengefyrster, intelligensfyrster, der er bud efter Eders hjerte! Alles øjne vil være vendt mod Eder, et suk vil stige fra den ganske jord, og hærene vil vakle, mens de lytter efter den visdom, der i jøden bor."

Det er ikke blot tiden - den gang som nu - men også skrifterne fra Mosebøgerne over Talmud til nyere skribenter , der viser, at det typiske ved jøderne ikke er freden, sådan som vi forstår begrebet. Når de taler om den, er det en meget speciel form, nemlig Israels. (Se Attenbønnen)

Louis Levy's prosadigte om den særlige fred, han ser aftegne sig er båret af musikalitet og ekstase. Det samme kan ikke siges om det andet litterære værk, der, Guderne må vide hvorfor, har overlevet. Det er ham, der skrev "Børnesangen" : Sørens far har penge, og ko og kalv i vænge ."

Sammenlign denne vulgære materialisme med svenske Alice Tegnér's henrivende, uskyldsfulde, poetiske :

. . . . . Jeg en gård mig bygge vil ! Der skal være have til.

. . . . . store marker, grønne enge, og med lam et lille vænge !

. . . . . Heste, grise, køer og får hører til min bondegård.

Man kan ikke holde op at citere :

. . . . ."Der er hestestald og lo. På mit tag skal storken bo,

- - - - - gæs og ænder, høns og duer vil jeg ha' og mange stuer !

- - - - - -Huset hvidt og tækt med strå, dør og vindu malet blå.

- - - - - Op af brøndens klare vand trækker jeg min lille spand,

- - - - - vander koen, vander hesten, medens sol går ned i vesten,

- - - - - fører koen i sin bås, lukker port og dør i lås.

> > > * < < <

 

Multikultur

Slagord lanceret af mondialisterne for at få os til at acceptere, at vort land blandes op med tilhængere af en hvilken som helst anden kultur, hvad enten den kan forliges med vor egen eller ej.

Multiagenterne støttes i uhyggelig grad af vor uhyggeligt mondiale presse.

Deres agitation er falsk på følgende måder :

1. Hvis etniske grupper, der ikke deler grundlæggende retsopfattelser blandes bliver resultatet ikke et harmonisk samfund, men konfrontation, vold og i yderste ende pogromer eller borgerkrig.

2. Den bedste måde at undgå dette er at holde sådanne grupper adskilt. Hvor dette er gået i fisk, bør man stræbe efter en fornuftig og retfærdig deling af territoriet. Det burde man have tilstræbt i Bosnien og Kosovo. Multiagenternes diktat og stejlhed har kostet ufatteligt i blod, fordrivelser og ødelæggelser.

3. Islamiske skikke og religiøse og retslige opfattelser er uforenelige med danske. At muslimer en overgang kan optræde fredsommeligt, fx som handlende i vore gadebilleder beviser intet om deres holdning, hvis en konflikt opstår. Vil man bedømme dette må man læse, hvad deres lære og deres lærde udlærer om den rette holdning til vantro, hvilket i deres øjne er os. Det siges klart, at fred med vantro ikke kan opnås før end de vantro underkaster sig. Der er skrevet så meget om dette, at vore politikere bør have kendskab til det. Men af fejhed lader de som ingenting og slipper større og større kontingenter af muslimer ind i vort land, og giver dem, uden at vurdere deres holdning til dansk kultur og demokrati, i løbet af få år statsborgerskab med ret til at gøre vort land muslimsk. Det er et forræderi både mod dansk kultur og mod vesteuropæisk demokrati.

4. Desuden er begrebet multikultur en misforståelse og et bedrageri. Herbert Pundik med den alt for

store avis Politiken bag sig formulerede påstanden, at jøderne havde lært verden multiloyalitet. Hvor finder han denne absurditet ? I hvert fald ikke i Israel. Jøderne er kun loyale mod hinanden. I dag ser vi at danske jøder kæmper for, at Danmark skal blive muslimsk. Det er meget lidt loyalt mod det danske.

Danmark behøver ikke at gøres multietnisk for at åbne sig overfor forskning fra hele verden, og kunst fra alle tider og lande. Vi har lang tradition for at hilse begavede repræsentanter fra alle verdens kulturområder velkomne. Jeg vil gerne kalde vor kultur polykulturel, fordi den har taget mod impulser fra alle sider. Men den er dansk alligevel. Og den er nordisk og vesteuropæisk. Det er en hån mod alle begavelser i vort kulturområde, at sætte dette over styr til fordel for et gadens parlament, som bygges op af stadigt voksende skarer af indvandrere fra væsentligt afvigende kulturområder. Lad blot disse kulturer blomstre bedst de kan, men tillad dem ikke med indtrængen og rent fysisk mangfoldiggørelse at opløse, hvad vore forfædre har bygget op.

5. Ækvationen holder ikke . "Alle mennesker fødes fri og lige." forkyndte menneskerettighedernes fædre for 200 år siden, og det kan vi godt lide, at tilslutte os. Men når vi vokser op, må vi vælge.

Vælger vi, måske fordi vi ikke kender til andet, at være muslimer, så vælger vi et område og en grænse. Den sidste indebærer, at vi ikke har ret til også at brede os og måske endda fortrænge dem, der har valgt, måske fordi de ikke kendte til andet, at blive kristne, hinduer eller buddhister. Rettighedernes fædre indså ikke, at med rettigheder følger ansvar, ja pligter. Det har vi peget på i 15 år. ( De menneske=lige rettigheder, 1995) Vi tænkte dengang især på ansvar for omgivelser af natur, dyr og bestemt også kultur. Dette er endelig ved at sive igennem. Men der findes altså også et ansvar overfor andre mennesker, der er anderledes, om det nu skyldes slendrian eller et virkelig bevidst valg. Vi har et ansvar for vore valg, og de andre har ansvar for deres valg. Dette ansvar vil mondialisterne ikke høre tale om. En krop er en krop, og den kan udnyttes som slavearbejder eller kunde. Mere vil de ikke vide af. Men kroppene har jo hjerner med idéer, som udvikler sig højst forskelligt. Der er også sjæle og meninger. De må tage hensyn til hinanden.

Derfor kan man ikke betragte menneskene blot som kroppe, der kan rumsteres om, sådan som det gavner verdensmarkedet. De kan ikke tages som størrelser, der, hvis de ikke rigtigt passer til hinanden, bare kan hugge hinanden til, så materialet bliver homogent. Men det er, hvad vi nu ser i vore gader. Og indvandrerne skal gøres til de stærke, der skal økse os om, så vi kan blive en ensartet menneskedej, som mondialisterne kan forme og bage.

Men individerne har også rettigheder, som mondialisterne ikke vil høre tale om. Mennesker har ligesom dyr krav på et revir, som det er rimeligt, at de forsvarer. Det gælder også åndeligt. Når danskerne er overvejende enige om fundamentale vurderinger og livsværdier, har de også ret til at forsvare dem mod dem, der vælger andre værdier. Her står vi over for det, som mondialisterne ikke vil høre tale om, at menneskene må vælge - de kan ikke få alt.

Mondialisterne er populister, de lader som om, alle kan få det hele. Men alle må tage hensyn til andre. De, der vælger at tilslutte sig vor kristne kultur, hvorved vi ikke mener, at man nødvendigvis behøver at bekende sig til en bestemt katekismus eller sekt, de kan ikke begære samtidigt at have ret til at rejse ind og blive ligeværdige medlemmer af et islamisk samfund. Lige så urimeligt er at hævde, at muslimer skal kunne rejse ind i vort land og på lige fod hævde Islams vurderinger og politik.

 

"Nævnet for etnisk ligestilling"

Til hjernevask af vore politikere har indenrigsministeriet 1.1.98 indrettet et nævn for etnisk ligestilling. Det har 6 fuldtidsansatte medarbejdere og en student. Nævnet har 18 medlemmer, de syv med ikke-europæiske navne. Nogen repræsentant for dansk kultur er det ikke til at få øje på. Man har uden videre accepteret, at medierne har afskrevet danskerne som etnisk samfund. Se eksklusivitet. Det falder helt i tråd med dette, at man til formand har valgt biskoppen i Århus, Kjeld Holm (personligt udpeget) der har markeret sig ved temmelig udansk at støtte sine muslimske præstekollegers krav om moskéer i Danmark. I forhold til det muslimske verdenssamfund er Danmark et meget lille enklave, som - uanset at multikultens fortalere agiterer for det modsatte - har et værdifuldt særpræg. Dette er tilsyneladende ikke gået op for nævnet eller dets ophavsmænd.

Nævnet hævder : "Etnisk ligestilling betyder, at alle uanset etnisk baggrund indgår på lige fod i det danske samfund og ikke udsættes for diskrimination." Ligestillingen "rummer lighed for loven, lige adgang til at anvende samfundets institutioner og lige ret til at udfolde sine særpræg indenfor de internationale menneskelige konventioners rammer."

Hvor bliver de etniske danskeres ret til at udfolde deres særpræg af, hvis de skal acceptere, at mægtige folk som tyrkere 50 mio. og pakistanere, 100 mio., praktiserer deres proselytter ind over vore grænser for at etablere sig i vort land med klædeuniformering, moskéer, minareter og bønneudråbere og en lære, som går ud på det modsatte, nemlig at danskerne er mindreværdige.

Muhamedanerne dominerer allerede mægtige områder på kloden. Tilhængerne af denne livsstil har steder nok, de kan vælge. Hvorfor skal de dominere hele verden ?

I dag våger mange muslimske lande strengt over, at korset som symbol ikke accepteres indenfor deres grænser. Danske piger med kors i en kæde om halsen får kæden brutalt revet bort af muslimske grænsevogtere.

Alle nordiske lande + Schweiz har korset i deres flag. Storbritannien har tre. Disse lande bekender sig altså åbent til en form for kristen kultur. Muslimer, der vælger at søge til disse lande ved, hvad de gør. Hvilket hykleri, når de siden beklager sig over at blive diskrimineret !

Når de nu hævder, at konventionerne om religionsfrihed giver dem ret til at udfolde sig på hvilken som helst måde, det passer dem, er det ikke rigtigt. Det gælder ikke de former, som begrænser andres rettigheder - ikke blot religiøse men også i videre forstand kulturelle.

Det er en forvridning af idéen om menneskelige rettigheder, at hævde 1) at vi ikke har noget særpræg, og 2) at, om vi endelig skulle have det, har vi ingen ret til at forsvare dette.

Konventionernes selvmodsigelser og uklarheder udnyttes af en mægtig lobby til fordel for indvandrere og til skade for os.

Vor grundlov søges mistolket på samme måde. Arne Melchior går som mange gange før i spidsen. "Moskéer er en grundlovsret" deklarerer han 29.11.98 i Jyllands-Posten og kommer igen 13.12.98. Fjernsynet er ikke sen til at give skærmplads for muslimske damer, der også kræver rettigheder i henhold til denne danske lov. Både de og TVfolkene, der burde kende vor grundlov, glemmer at citere lovens begrænsning af religionsfriheden, der siger : "- dog at intet læres eller foretages, som strider mod sædeligheden eller den offentlige orden." Nydansk ordbog forklarer sædelighed som moralsk uangribelig væremåde.

Hvad de nævnte indvandrede religioner udlærer kan læses under Talmud og i V.S. nr. 4, s. 8 ff. og nr. 5, s. 35-36.

Hvad foretagsomheden angår gælder, at begge religioner foreskriver grusomme slagtemetoder for dyr, og omskærelse af små drenge. Nogle muslimer omskærer også små piger. Begge dele er i strid med menneskerettighederne. De fordømmes af FN's børnekonvention. Vi har påpeget dette overfor regeringen; der dog intet har foretaget sig. Det er utroligt.

Syreren og muslimen Naser Khader, medlem af det danske etiske råd er opmærksom på denne besværlige bestemmelse, og vil have den ændret. I Jyllands-Posten forsikrer han, at han er glødende demokrat og derefter, at vi skal lave vor grundlov om efter de ovenfor kritiserede retningslinier, så at muslimer (og da i den fælles interesses navn også gerne mosaister) helt frit kan udøve alle deres religiøse aktiviteter.

Det er kommet dertil, at vore medier og vort indenrigsministeriun lader muslimerne fortælle vort folk hvordan det skal tilpasse sine love, så de bedst muligt fremmer middelalderlige sædvaner.

Når vor biskop lader hånt om dette, som han bør have kendskab til og udstrækker sin velvilje til muslimske moskéer i Danmark, må det skyldes mystiske præstekollegiale sympatier. Hans ven, professor dr. theol Johannes Sløk skynder sig at komme til hjælp. Han skriver 27.8.99 i Jyllands-Posten : "Da vi har en synagoge i København for jøderne, må vi også have en lille moské for muslimerne. Ellers bryder vi de af Danmark underskrevne menneskerettigheder, - " Ræsonnementet er bagvendt på enhver måde : Når jøderne, vist 8-10 tusinde har en synagoge, skal muslimerne, vist nok nu 100.000 have en lille moské. Hvor kan han tro, de vil være tilfredse med det, når vi først har anerkendt deres ret til at bygge moskéer. Menneskerettighederne giver dem ikke automatisk en sådan ret - især ikke så længe de selv overtræder menneskerettighederne, og det gør altså både jøder og muslimer. Hvad, den enkelte troende privat foretager sig hjemme, er hans private sag. Men når hans religion vil gøre sig gældende i vort landskabs- og bymilieu, må den rette sig efter vore skikke og normer. De omfatter ikke moskéer, minareter og bønneudråbere.

Nævnet for etnisk ligestilling må gå aktivt ind for at etniske danskere ikke diskrimineres gennem favorisering af etniske grupper, som vil opløse dansk og forresten nordisk og vesteuropæisk særpræg.

Og det bør forsvare vor grundlov og retten til national kultur. Det er grotesk, at kun visse såkaldt "oprindelige befolkninger" har krav på beskyttelse af deres kultur. Danskerne har boet i deres land og forsvaret det i mindst 1.500 år. Vist har de stadigvæk ret til at forsvare deres revir, og deres levevis.

Og agression er agression også når den smyges over grænserne med menneskerettighederne som skalkeskjul. Se erobring og etnisk homogenitet.

> > > * < < <

 

Mondialisme

Samarbejde mellem indflydelsesrige magthavere indenfor politik, industri, finans og handel med henblik på at opnå den højest mulige grad af verdensherredømme.

Samarbejdet etableres dels helt af sig selv gennem forretningsmæssige kontakter, dels gennem ordener, klubber og konferencer, som med ubegrænsede pengemidler til rådighed lader sig arrangere og regissere efter behov.

Målet for Mondialismens topstrateger er, at projekter for national selvstændighed med hensyn til økonomi, forsvar, levnedsmidler og energi skal underlægges overnationale hensyn (som mondialisterne fastlægger). Med agitation for tilstramningspakker søger man at undergrave de enkelte nationers forudsætninger for at drive egne programmer for social forsorg, næringspolitik og forsvar.

De materielle politiske aktiviteter, støttes ved hjælp af mediernes "kultur"-redaktører, der nedvurderer og undergrave selvstændig national, historie og kunst. Kristendommen tages under særligt nærgående behandling,

De hemmelige organisationer af mere eller mindre frimureragtig karakter repræsenterer en forfærdelig magt, som i flere, måske et flertal, lande desuden bedriver groft kriminel virksomhed. Hvad skal man stille op ?

Adelskog svarer : Den russiske politichef Ratajev sagde 1912 : "en afsløret frimurer - - er berøvet sin halve magt" Oplysning er altså det vigtigste. Medierne er ikke mindst her i Skandinavien den store hindring. At omgå denne og afsløre er vigtigere end det meste andet.

Adelskogs tre artikler + andet interessant stof kan læses i NEXUS nr. 1 og 2 -98 og nr. 1 -99. Den første har også været publiceret i tidsskriftet Insikt nr. 1 -97. " Spotlight" har bragt en informerende artikel om bilderbergerne sept. -91

Se også artiklerne Bilderbergere, Frimurere og Illuminati. Og forresten folkestyre.

> > > * < < <

 

Morgentau, Henry (1891-1967), Morgentauplanen

Henry M. var som Roosevelts finansminister 1934-45 en af dennes mest indflydelsesrige rådgivere og kom til at præge præsidentens beslutninger i forholdet til Tyskland og Sovjetunionen. Selv var han under stærk påvirkning af Harry Dexter White, der senere blev afsløret som sovjetisk spion. Se denne. Skønt ansat i finansministeriet lykkedes det de to mænd med præsidentens støtte at dirigere udenrigs- og forsvarspolitik i mange tilfælde på trods af modstand fra de andre departementers sagkyndige. Karakteristisk for dem var et glødende had til Tyskland og tjenstvillighed overfor Sovjetunionen.

Fex havde forsvarsministeriet ladet udarbejde en håndbog til brug for britiske og amerikanske tropper i det okkuperede Tyskland. Den var moderat og mild hele vejen igennem. Tyskland skulle være selvforsynende og opretholde en nogenlunde levestandard.

Da Morgentau fik bogen i hånden blev han rasende og styrtede til Roosevelt. Imponeret af et memorandum White havde skrevet sammen eksploderede også præsidenten og skrev til krigsministeren Henry L. Stimson med kopi til Hull : "Denne såkaldte håndbog er virkelig

dårlig." Han gav ordre til at alle kopier skulle destrueres. Andre departementers planer blev lige så energisk afvist. General Lucius Clay bemærkede, at undertrykkelsen af håndbogen havde en ødelæggende indflydelse på moralen til de amerikanske myndigheder som blev ansvarlige for afvæbningen af Tyskland.

En ny håndbog diametralt modsat den tidligere blev udarbejdet især efter Whites recept.

Morgentau mente, at tyskerne skulle behandles psychiatrisk. Just dette er kommunisternes standardmiddel mod afvigende opfattelser. Men mest berømt eller berygtet blev den plan han udarbejdede for at udslette Tyskland som industrination. Ruhrområdets miner skulle simpelt hen ødelægges. Harold Gaston fra Treasury public relations afbrød : Vil De drive befolkningen ud ? Morgetau : Jeg er lige glad med, hvad der sker med befolkningen." Alle ndustrianlæg i landet skulle destrueres. Kun landbrug måtte blive tilbage. Konsekvent gennemført ville planen betyde, at 20 mio. tyskere skulle sultes ihjel.

Roosevelt godkendte, og så blev planen i septembet 1944 forelagt Churchil i Quibec. Han blev rasende og kaldte den grusom og ukristelig. Så friserede Morgentau Ifølge Bacque tallene en lille smule. Og ifølge professor Anthony Kunek dyngede han på med, at hans plan ville skabe markeder for britisk industri. Dertil lovede han et lån på 6,5 mia $. Næste morgen havde Churchill skiftet mening. James Bacque fortæller, at Anthoni Eden blev ligeså chokeret som Churchill var blevet; men denne forklarede : "Hvis jeg skal vælge mellem Tyskland og mit eget land, så vælger jeg mit eget land.

Planerne lækkede til pressen i 1945 og vakte ikke kun begejstring. I Tyskland vågnede for-

bitrelsen på ny. Kaufman var altså ikke den eneste. Der var tegn til at de tyske tropper på vestfronten var mere villige til at overgive sig, for at vestmagterne skulle trænge hurtigere frem end Sovjet. Nu blev modstanden igen forbitret. Det kostede tab og forsinkede afgørelsen i flere måneder.

Kaufman, White, Morgentau's utrættelige kampagne har påvirket Roosevelts fladhed overfor Stalin, og Eisenhowers (m. fl) krigsforbrydelser mod tyskerne. Truman havde læst om Morgentau.planen og syntes ikke om den. Da Morgentau truede med at afgå , hvis han ikke kom med til Potsdam lod Truman ham bare gå. Følgerne af de to sammensvornes virksomhed var alligevel langtrækkende. Især var de første efterkrigsår strenge. Millioner af tyskere - udover dem i Eisenhowers dødslejre - omkom af hungersnød, og genopbygningen ville ikke komme i gang. Et afgørende skridt fremad betød Marshallplanen. Og så afsløredes det, at Dexter White hele tiden havde været sovjetisk spion.

Morgentau førte dagbog som er bevaret. En velskrevet redegørelse for hans virksomhed kan læses i Journal og Historical Review vol 9 s 287-301.

> > > * < < <

 

Møller, Per Stig

Dansk politiker, konservativ. Vidunderbarn af to sådanne. Evangelist for Coudenhove-Kallergi´s raceteorier. Se denne. I bogen "UTOPI OG VIRKELIGHED", Stig Vendelkærs Forlag, 1973 beskriver han, hvordan den universelle raceblanding hurtigst muligt kan etableres. Han mener, at tvangsgifte vil være nødvendigt og indslag af diktatur for at få det til at glide. Idealproduktet under det han kalder den "humanistiske tidsalder" beskrives således : lysebrunt ansigt, blå øjne, brede læber og sort hår.

Racen beskrives som mere sej, hårdfør og hærdet end nogen tidligere. Dette kan også behøves i det samfund, som forfatteren beskriver. Her er al privat ejendomsret ophævet og erstattet af brugsret. Kapitalismen er overflødiggjort, og erstattet af "suprakollektivet" og "totaldemokratiet", hvor alle beslutningerne træffes af kollektiverne, der fungerer så vidunderligt, at mennesker og forbrugsgoder er i den grad hensigtsmæssigt fordelt over hele kloden, at det med den etablerede "borgerløn" er næsten lige meget, hvor man bor. De ideale samlivsformer, som fortatteren beskriver, tegner en så utrolig frihed i omgangsformerne, at den for mindre blandede mennesketyper forekommer næsten umulig. Her er slet ikke plads til en retfærdig beskrivelse.

De kollektive beslutninger, som Det Konservative Folkeparti har truffet i den senere tid (maj-juni 1999), har ikke styrket hverken Stig Møller eller hans parti, og det har heller ikke den stigende

folkeblanding, som han så smukt anbefaler. Der må være noget galt med den ene, den anden eller begge delene.

> > > * < < <

 

Nürnbergtribunalerne

Hovedanklager Robert H Jackson i åbningstalen : Som militærdomstol er denne domstol en fortsættelse af de forenede nationers krigsanstrengelser.

Domstolen er ikke bundet af bevisregler. Artikel 19 i Londonstatutterne.

Artikel 21 : Domstolen skal ikke fremføre bevis for alment kendte kendsgerninger men bekendtgøre dem på embedets vegne.

Der kræves altså ikke bevis. Bevisligt løgnagtige er fx følgende påstande :

4 mio. myrdet i Auschwitz.

Tyskerne lavede sæbe af døde jøder

Massegasningen i Dachau bevidnet i Nürnberg

Dertil kommer, at forsvaret havde uytoligt vanskelige vilkår, som anklagerembedet ikke søgte at gøre lettere. Mange forsvarere sad i uopvarmede rum og manglede det mest nødvendige kontorudstyr. Vidneførsel vanskeliggjordes ved at tyskere ikke kunne bevæge sig frit.

Ifølge overgangsaftale (Überleitungsvertrag) mellem forbundsrepublikken og de allierede, artikel 7,1 f forpligter republikken sig til : "at alle domme og beslutninger i straffesager, som er truffet af en domstol eller de tre magters retslige myndigheder eller som senere bliver truffet af dem i enhver henseende er retskraftig og retsvirksom efter tysk ret."

Den der fornægter de nationasocialistiske tilintetgørelseslejre prisgiver det grundlag, den tyske forbundsrepublik er oprettet på. F. d. overdommer R. Wassermann i Die Welt 28.4.94.

George Bush : Jeg vil aldrig undskylde på Amerikas vejne. De virkelige fakta interesserer mig ikke (Stern nr 24/1992 s. 15)

Mere om emnet kan læses i DØDE VIRKELIGT SEKS MILLIONER, Richard Verralls skrift oversat til dansk ved Vestlig Samisdat 1998.

> > > * < < <

 

Osman, Bey

Major, forfatter af et interessant skrift med titlen THE CONQUEST OF THE WORLD BY THE JEWS. : Jødernes erobring af verden. Det er udgivet 1878 i Saint Louis, MO af major O. B., om hvem intet vides ud over hvad skriftet afslører, at han var en betydelig begavelse. Bey oplyses at være en ældre tyrkisk titel. Hans bog tilgik Library of Congress i Washington , DC, og biblioteker i New York, Chicago, og andre store byer. Herfra er de i nyere tid blevet fjernet og ikke kommet tilbage. Et medlem af en organisation, som kaldte sig WESTERN FRONT, Walter White, Jr. (død 1987) fandt et eksemplar i British Museum og lod det genoptrykke. Derved blev forfatteren Hans Schmidt i Pensacola, Fl. opmærksom på det mærkelige arbejde, og føjede det ind i sin bog END TIMES / END GAMES.The finsl month of the Jewish Century. Pensacola 1999.

Osman opridser kort jødernes historie set under den synsvinkel, at det karakteristiske ved folket er dets optagethed af "materielle interesser". Medens andre folk er optaget af militære eller åndelige erobringer, er jøderne optaget af materielle erobringer, eller som han kalder det interesser. Israel har visselig haft en kort tid af militær magtanvendelse; men, måske i erkendelse af uafhjælpelig underlegenhed, vendte det tilbage til princippet at dyrke de materielle interesser.

Osman betragter jøderne som et arabisk folk og ser mange lighedspunkter mellem de to folk, Måske tilhørte han det sidste. Men han fandt, at der var an afgørende forskel. Han fremhæver : Araberen besidder en ridderlig ånd og trækker en skarp grænse mellem krig og fred. Jøderne

anerkender ikke nogen våbenstilstand og holder kampen i gang uden afbrydelse. Han mener, at araberen er kvik til at starte, men savner sejhed og udholdenhed. Jøden giver aldrig op og tilgiver og glemmer aldrig.

Kampen handler altså om materielle værdier. Det er en myte, at jøderne drog ud i verden på grund af nederlaget mod romerne. De var vidt omkring længe før, og det der drev dem var driften til materiel vinding. Hvor chancen for dette var størst, der søgte de hen. Og når chancerne blev mindre, samlede de, hvad de havde reddet sig og søgte et mere indbringende sted. Således begyndte de i Venedig og Genua, og da Europa begyndte at udvikles fortsatte de til Spanien, Frankrig og Tyskland. Senest kom de til England. Vi kan tilføje og Norden.

Han bemærker, at der i Spanien opstod folkelig modvilje mod dem, bl.a. fordi man opfattede dem som i ledtog med muslimerne. Ja. Derfor har de ført et propagandafelttog mod Spanien. Nu ser vi pludselig sammenhængen. Situationen gentog sig ca. 400 år senere, da tyskerne fandt ud af, at de havde fået nok. Så samlede hadpropagandaen sig om dette land. Men dette kom naturligvis først til at indgå i det åbne spil som udfolder sig efter at massemedierne er blevet det store kort i de internationale kamphandlinger, den situation som jøderne så genialt forudså i 1840.

Osman Bey opridser med stor kyndighed den jødiske finansmagts udvikling og dens planmæssige og lynhurtige overtagelse af medieverdenen. Det forbavsende og perspektivgivende er at situationen ligner så stærkt dagens. Allerede for 100 år siden beherskede den jødiske kapitalmafia så godt som hele verden og så godt som hele medieudbuddet.

I mellemtiden har to verdenskrige hærget i hvilke, de jødiske topledere, som Smidth, til forskel fra det jævne jødefolk, kalder overjøderne, spillede afgørende roller.

Osmans referat af "overjødernes" sammenkomst i Krakov 1840 bringer vi under Jødisk presse.

> > > * < < <

 

Pansionisme

Jødisk nationalisme tværs over alle grænser. Grundlaget er den indsigt, at alle jøder, 18-20 mio., ikke kan få plads selv i et udvidet Israel. Det er derfor så vigtigt som nogen sinde, at udvikle det organiserede samarbejde tværs over alle grænser. Bent Melchior slår fast : der bør være jødiske samfund i alle lande. Internationalt agiteres for mindretallers ligeret i alle lande, undtagen i Israel, som skal være nationalt jødisk. Tortur og diskrimination skal afskaffes i alle lande - undtagen Israel. Befolkningsvæksten skal stoppes, undtagen blandt jøderne. Etnisk blanding skal fremmes overalt - undtagen i Israel. Erobringskrige skal forbydes - undtagen for Israel.

Al kritik af sionistisk ideologi og politik angribes systematisk og frenetisk med skældsordene antisemitisme og racisme. Vold og rerror er taget i anvendelse, men fordømmes, når andre anvender det.

Al anden national uafhængighed, politisk og økonomisk søges undergravet gennem afhængiggørelse af internationale bankfortagender. Destabilisering af stabile samfund fremmes for at bidrage til dette. Sionisterne støtter derfor folkeblandinger og folkevandringer.

I Bosnien og Serbien støtter de konsekvent muslimerne, og hævder, at alle flygtninge skal have ret til at vende tilbage til præcis, hvor de kom fra, og hvor de altså var i strid med deres naboer. Men arabere fordrevne fra Israelske områder må ikke vende tilage.

Det er denne grænseløse dobbeltmoral, der forhindrer at etniske konflikter løses på en fornuftig måde.

Hellere end at tvinge uforligelige kulturer til at plages med hinandens nærvær skulle man fremme deres blomstring hver for sig; men dette modarbejdes i alle stater, hvor sionisterne behersker medierne. Det mærker vi stærkt i Danmark.

For de enorme resurser man har anvendt til at ødelægge Jugoslavien og flytte albanere til andre, deriblandt fjerne og fremmede lande kunne man have delt de stridende i Kosovo efter kulturel og etnisk art i homogene enklaver og støttet deres økonomiske og sociale udvikling. Sionisterne i Washington og København modsætter sig dette - nu med våbenmagt.

Omvendt erklærer Israels ny premierminister Barak (31.5.1999) at israelere og palæstinensere skal adskilles fuldstændigt. De kan ikke leve sammen.

Det er forståeligt, at Israels folk som en i realiteten krigsførende magt lyver og praktiserer dobbeltmoral. Men det er uforståeligt, at danskere stiller op for dette. Det bedste i vort samfund undergraves af servilitet overfor denne udanske magtdyrkelse og forstillelseskunst.

> > > * < < <

 

Pressac, Jean Claude

Fransk apoteker, som af den jødiske Beate Klarsfeld-stiftelse fik til opgave at fremskaffe beviser for at revisionisternes påstande om Auschwitz var falske. Det blev til to bøger, som dog blev hårdt kritiseret af f.eks Robert Faurisson og Carlo Mattogno. Alligevel holdt han fast ved, at der havde været gaskamre i Auschwitz, men han medgav, at dødstallene var stærkt overdrevet. I 1994 udkom på tysk : "Die Krematorien von Auschwitz - Die Teknik des Massenmordes". I stedet for 4 mio. myrdede jøder hævder han her, at tallet formentlig var 470.000-550.000. Meget imod stiftelsens hensigt kom hans bog til at bekræfte, at holocaustberetningen var grundlæggende forkert. Læs fx. Grundlagen zur Zeitgeschichte, Grabert Verlag, 1994.

> > > * < < <

 

Rassinier, Paul (1906 - 1967)

Fransk pioner indenfor den revisionistiske historieforskning,

Som socialistisk modstandsmand under II Verdenskrig blev han interneret af tyskerne og var fange i koncentrationslejrene Buchenwald og Dora. Da lejrene blev åbnet var han hårdt angrebet af sygdom

og vejde 40 kg. For sine fortjenester modtog han store franske æresbevisninger og blev valgt ind i nationalforsamlingen.; men blev snart stærkt angrebet af kommunisterne.

Som historieprofessor reagerede han mod sine kollegers ukritiske overtagelse af krigstidens propagandavinklinger. Det gjaldt ikke mindste fremstillingen af forholdene i de tyske koncentrationslejre, som han jo havde et vist førstehåndskendskab til. Hans undersøgelser af troværdigheden i de vidneudsagn, som ukritisk blev anvendt ved krigsforbryderprocesserne og af hans historikerkolleger blev offentligjort i den mærkelige bog "Le Mensonges d'Ulysse": Odysseus's løgnehistorie, med hvilket billede han ville anskueliggøre hvorfor vidner i spektakulære sager har tilbøjelighed til at smøre for tykt på. Som en af de første - måske den allerførste - forsker afslørede han overdrivelserne i beskrivelsen af tyske grusomheder. Hans afslørende forfatterskab fortsatte lige til hans for tidlige død i 1967.

Trods sit ødelagte helbred foretog han lange foredrags rejser også i Tyskland, ligesom hans bøger blev oversat til bl.a. tysk. Derigennem banede han vej for tyske skrifter blandt hvilke Thies Christophersens lille skrift, vakte særligt furore. Det var denne opmærksomhed, der tvang det tyske styre til at indføre love med forbud mod "Holocaustfornægtelse", efter hvilken tyske revisionister siden er blevet fængslet eller tvunget i eksil.

Den engelske kunsthistoriker Richard VerralI blev fascineret af Rassiniers bøger. På dem byggede han sammen med egne undersøgelser den skelsættende bog "Did Six Milion Really Die". Om de langtrækkende virkninger af denne bog, læs under Ernst Zündel og Revisionisme, historik. Paul Rassiniers forskerindsats må regnes blandt århundredets største.

> > > * < < <

 

Samuel, rabbi i Marokko, 11. årh.

Simon Wiesenthal fortæller på s. 23 i sin bog om Colombus, at rabbi Samuel i Marokko i et brev 1066 anbefalede : "jøderne at lade sig døbe og omvende til kristendommen. På denne måde ville de kunne beklæde alle embeder og andre vigtige stillinger i den kristne verden, og jødedommens herredømme kunne da brede sig ud over alle de kristne lande."

Wiesenthal bemærker, at brevet vakte stor opsigt og blev oversat til mange sprog og var i århundreder grundlag for angreb på jøderne, ikke mindst i Spanien, hvilket han finder ganske uberettiget.

Samuel, 1166, er således forløber for Crémieux, ca. 1860; Sions vise, 1910; Louis Levy, 1918; Sam Besekow, 1935; Katekismus for Sovjetunionens jøder, 1990, m.m.fl. Se også Talmud.

> > > * < < <

 

Sions (eller Zions) vises protokoller

Skrift udgivet i Rusland 1902 af professor S. Nilus. Det synes da at have cirkuleret i mindre kredse siden 1886. Lademans Leksikon nævner 1895. Fremtræder som protokollat fra møder mellem højtstående jøder, der fastlægger en strategi for erobring af verdensherredømmet.

Fra jødisk side hævdes energisk, at det er et falsum, udarbejdet af det zaristiske hemmelige politi. Der peges på slægtskab med et fransk skrift, der forfattedes kritisk mod Napoleon III.

Det interessante er protokollernes litterære og filosofiske værdi. De er glimrende skrevet og planen, der lægges frem er skarpsindig.

Skriftet blev snart spredt, oversat og solgt i mange lande.

8 maj 1920 var TIMES blevet opmærksom på fænomenet og fæstede sig især ved, at uanset hvem, der havde forfattet skriftet, var dets budskab skræmmende. Man konstaterede, at de jødiske kommentarer mere beskæftigede sig med at angribe, at det var udkommet, end dets indhold. 75 år senere er denne situation uforandret. Blot er overensstemmelsen mellem protokollernes forudsigelser og det vi har set og ser hænde endnu mere forbløffende.

Og den baggrund af hemmelige selskaber, der siden Weishaupt gennem revolutioner og krige har manøvreret sig frem til større og større magt er bragt frem i lyset af klarhjernede forskere som Nesta Webster, Douglas Reed, Gary Allan, David Icke og Jüri Lina.

Overensstemmelsen med helt sikre jødiske tilkendegivelser er mange lige fra rabbi Samuel over Adolphe Crémieux, Louis Levy, Samuel Besekow til katekismus for Ruslands jøder. Se disse

og epistel no. 2 ; Jødisk verdensherredømme.

> > > * < < <

 

Talmud

Jødernes hellige skrift, der tolker og kompletterer Mosebøgerne. Ifølge en del rabbinere overordnet Toraen. Blandt andet af sproglige grunde er det besværligt for vesterlændinge at trænge ind i det digre skrift. Det har derfor været let for dansk-jødiske skribenter, at finde idylliske passager som syntes at støtte deres fremstilling af den jødiske tro som moralsk ophøjet. Det er vigtigt, at danskere får mulighed for at drage sammenligninger med Talmuds originale tekster. I epistel nr. 1 minder vi om den russiske professor Pranaitis'skarpsindige fremlægning af emnet for 100 år siden.

Vi bringer her nogle smagsprøver på oversættelser, som vi dels viderebringer fra Aage A. Andersens bog, dels har oversat fra engelske samlinger. Vi har ordtnet dem lidt efter tema, og tilføjer enkelte kommentarer i kursiv:

Om herrefolket :

1. Jøder er menenskelige væsener; de andre folk i verden er ikke menneskelige væsener, men dyr. / Eben Haezar.

2. "- - - - - Rabbi Schimon sagde : "Alle israeliter er fyrstebørn." / Schabbath.

3. Jøderne blev skabt for at blive betjent af ikke-jøder. De sidste må pløje, så, luge, grave, meje, binde, sigte og male korn. Jøderne er skabt til at finde alt dette beredt. / Berachoth

4. Israel er som husets grue til hvem husbonden bringer penge. Således er israel fri for arbejdets byrde og modtager pengene fra verdens folk. / Jalkut Schim. 75,2.

5. Gud har givet jøderne magt over alle nationers besiddelser og blod. / Seph. Jp. 92,1.

6. Hvad angår et hvilket som helst af ikke-jødernes krav på ejendomsret gælder, at "deres besiddelser er herreløst land i ørkenen. / Baha Bathra, 54 b.

7. Rabbi Schemuel sagde : "Den eneste forskel, der vil være mellem vore dage og Messiastiden, er den, at regeringerne vil blive vore slaver." / Schabbath.

Da synes Messias at være godt på vej. Han har besat Kabbala Hill, Jew York, The Jewniworsities og alle de vigtigste media i The Jewnited States, som på sin side har sat sig på Nato og vor egen regering. sådan at denne er gået i krig for at udbrede Islam i Europa og skabe det kaos, der skal bane vejen for den endelige magtovertagelse.

8. "Så snart Messias kommer, bliver alle ikke-jøder israelitternes slaver ." / Erubin.

Det kan virkelig se sådan ud

9. "ikke-jøder og slaver er bestemt til at udryddes." / Jabmuth

10. "En ikke-jøde kan ikke aflægge vidnesbyrd." / Jabmuth.

Nej, ikke i danske media. Det ser vi hver dag !

11. Rabbi Chija sagde: "En ikke jøde bliver henrettet for bedrageri, der ligger under een peruta (een øre) og han kan ikke erstatte bedrageriet." / Jabmuth.

Forholdet til kristne og ikke-jøder :

12. Ved Haman-festen må alle jøder fremsige takkebønner, som kaldes Arud Haman, i hvilke det siges : Forbandet være Haman og alle ikke-jøder, velsignet være Mordockaj og alle jøder. / S.A.O. Chaim 590.

Haman var ifølge Esthers Bog en persisk hofmand underAhasverus, der ifølge samme kilde herskede over landene fra Indien til Ætiopien. Mordochaj var Esthers farbroder, der havde indrettet sig en lyttepost ved kongens port. Ved at ydmyge Haman lykkedes det Mordochaj at få Haman til at ønske død over jøderne. Ved fælles intriger lykkedes det vampen Esther og lurendrejeren Haman at vende kongens vrede fra jøderne til Haman på en sådan måde, at jøderne fik lov til at anrette blodbad på alle, som de betragtede som uvenner : "Således slog jøderne løs på alle deres fjender med sværdhug, drab og ødelæggelse, og de handlede med deres avindsmænd, som de havde lyst." De må have gjort sig godt forhadte, for der var mange uvenner. Blodbadet kom til at omfatte omtrent 76.000 mennesker. hamans 10 sønner blev hængt i almindelige galger (kollektiv afstraffelse ?) Til minde om denne festlige dag fejrer jøderne den dag i dag små kager, som kaldes "Hamans ører". Det var skik, at man skar ørerne af de hængte.

Denne lækre ceremoni gennemførte man så sent som i Nürnbergprocesserne som næsten til den mindste detaille blev gennemført i jødisk regi, hvilket Streicher sarkastisk påpegede før han blev gennet ind til galgen. ("Øjenvidner til historien", P Haase og Søn 1993-99)

Det over 2000 år gamle blodorgie er den dag i dag levende og belærende for det jødiske folk.

13. Det er en fortjenstfuld dåd af en jøde at få fat i en ikke-jødes besiddelser. / Schulchan Aruch.

14. Når en jøde har en ikke-jøde i kløerne kan en anden jøde gå til samme ikke-jøde, låne ham penge og dernæst bedrage ham, så at ikke-jøden blive ruineret. For i henhold til vor lov tilhører ikke-jødens besiddelse ingen, og den første jøde, der kommer forbi er i sin fulde ret til at bemægtige sig det. / Schulchan Aruch. Choschem Hamischpatk, 156.

15. Det er ikke tilladt at bestjæle en broder, men det er tilladt at plyndre en ikke-jøde, for det står skrevet (Leviticus XIX, 13) "Du må intet aftvinge din næste, du må ikke røve." Men disse ord gælder ikke, sagde Jehova, for en goj, som ikke er din broder. / BABA Mezia, 61a.

16. "Hvis en jøde til en ikke-jøde har solgt en grund, der grænser op til andenjødes mark, så skal jøden lyses i band, da naboen kan sige : "Du har ladet en løve slå lejr ved din grænse". Jøden skal være lyst i band, indtil han overtager ansvaret for enhver skade, som derigennem kan opstå." / Baba Kamm

17. "Rabbi Jehuda sagde : "På ikke-jødiske festdage er det tilladt at modtage betaling fra ikke-jøder, fordi det gør dem ondt". Rabbin sagde :"for en ikke-jøde er en udbetaling altid ubehagelig."

18. På halvhelligdage må man gå til ikke-jøders marked og opkøbe kvæg, slaver, kvindeligt tyende, huse, grunde, og vinbjerge, da dette er ensbetydende med, at man redder noget fra deres hænder." / Mo'ed Katan.

19. Udryddelse af kristne er et nødvendigt offer. / Zohar II 43a.

20. Selv de bedste ikke-jøder fortjener at dræbes. / Abodan Zarah 26 b.

21. De bedste ikke-jøder må kvæles. / Rasonu, Exodus 14.

22. Kadish-bønnen må kun fremføres, når ti jøder er sammen . og de må være sammen på en måde, så at intet urent skiller dem ad, f.eks. ekskrementer eller ikke-jøder. / S. A. ,O Chaim 55,20

23. Enhver goj, der studerer Talmud, og enhver jøde, der hjælper ham dermed, skal dø. / Sanhedrin 59a.

24. "Rabbinerne har sagt: "En ikke-jøde har ingen far, fordi ikke-jøderne bedriver utugt. Gud (Jehova) har erklæret deres sæd for fredløs, somder står skrevet (Ezechiel 23,20) : "de hvis kød er æselkød, og hvis sæd er som hestens sæd." / Jabmuth.

Snyd og fordrejninger :

25. Og den, der ønsker, at ingen af de løfter, han vil gøre i årets løb, skal have gyldighed, lad ham stå op ved årets begyndelse og erklære: "Hvert løfte, som jeg må komme til at afgive i fremtiden være værdiløse" Hans løfter er da ugyldige. (Se opslaget Kol Nidrei ) / Nedarim 23b.

26. En jøde må lyve og sværge falsk for at sdømme en kristen. Guds navn bespottes ikke, når man lyver mod ikke-jøder. / Baba Kamma. 113a, 113b.

27. "Rabbi Asi erklærede: "Man må lyve overfor ikke-jødiske toldere og narre dem for tolden, thi det læres: "Når en jøde og en ikke-jøde kommer i retten, så skal du (som dommer. Man ser af disse eksempler, at jøderne havde deres egen jurisdiktion) så vidt muligt give jøden ret efter de jødiske love, og til ikke-jøden skal du sige: Således er det efter vor lov, - og hvis du bliver tvunget til at rette dig efter de ikke-jødiske love, så må du også at give jøden ret efter deres lov. Hvis dette heller ikke kan lade sig gøre, så må du se til at få ikke-jøden dømt ved list." / Baba Kamma, 113a.

28. "Hvorfra ved vi, at det er lovligt at tilegne sig ikke-jøders tabte ejendele ? Der står skrevet (5. Moseb. 22,3) : "Med alt det, som din broder har tabt - - - "Altså din broder må du bringe tabt ejendom tilbage, men du må ikke gøre det med en ikke-jøde."

29. Schemuel sagde : "Det er tilladt at føre en ikke.jøde bag lyset ved tilbagebetaling(når ikke-jøder har taget fejl til egen skade), eller bedrage ham ved tilbagebetaling, / Baba Kamma.

30 "I henhold til R. Jehuda er det ikke tilladt at stjæle fra en jøde, med det er tilladt at stjæle fra en ikke-jøde." / Baha Mezia 111b

31 "Ikke jødernes ejendom er som ørkenen, den er som herreløst gods, og den jøde, der først tager den i besiddelse, erhverver den." / Baba Bathra 54 b.

32. Det er tilladt en jøde at voldtage, snyde og sværge falsk; men han må tage sig i agt ikke at blive afsløret, så at Israel ikke skades. / Schulchan Aruch, Jore Deah.

33 "Rabbi Abahu lærte Rabbi Jochanan : "Ikke jøder og småkvæghyrder skal man ikke redde, når de svæver i dødsfare, eller når de er faldet ned i en grube, men man skal heller ikke støde dem ned i gruben, derimod skal man støde kættere, forrædere og frafaldne ned i gruben og ikke hjælpe dem op

- - Hvis der findes en fast stige i gruben, så skal man ødelægge den og sige, at man gør det for at ikke kvæget skal falde ned. Skulde der være en sten for hånden, som egner sig til at dække åbningen over gruben, så skal man vælte den over åbningen og man skal sige : Jeg dækker kun åbningen til så lang tid, som det tager at føre mit dyr over. Hvis der findes en bevægelig stige i gruben, så skal man tage den bort og sige til den eller dem, der befinder sig i gruben i livsfare. "Jeg skal lige hente min søn ned fra taget."----- / Aboda Zara 26 h.

Åger :

34. Under Cholhamoed er enhver forretningstransaktion forbudt,undtagen den at tage åger af ikke-jøder, fordi åger af ikke-jøder til enhver tid behager Gud. / Schulchan Aruch, Orah Chaim 539.

Had

35. "Hvad betyder Har Sinai ?" "Det betyder et bjerg, fra hvilket hadet har bredt sig ud over alle gojim på jorden." / Schabbath. Se også opslaget Jødisk Had

Pædofili :

36. En ikke-jødisk pige, der er tre år kan voldtages. / Aboda Shara 37a

37. Et lille pigebarn på 3 år og een dag bliver forlovet gennem samleje, men hun gør den, der har omgang med hende uren, således at både overdynen og underdynen forurenes."

38 "R. Schimon ben Jochai sagde : "En proselytinde (en ikke-jødisk pige, der tvangsindlægges i jødedommen) under 3 år og een dag er tjenlig til samleje med en jødisk præst, thi det hedder (4 Moseb. 31,18):" - - - men alle små piger, der ikke har haft samleje med mænd, skal i lade være i live og beholde." / Jabmuth

Sex for viderekommende :

39. Rabbi Dimi fortalte : "Det hændte en gang i Hitho, at en hund havde omgang med en pige, der lå og fejede en stue, og rabbi erklærede hende tjenlig for en præst. Rabbi Schemmel sagde : "Selv for en ypperstepræst."

40. En kvinde, der har samleje med et dyr (f.eks. en hund) er velegnet til at gifte sig med en præst. / Yebamoth 59.

41. Rabbi Jochanan lærte : Den, der besover sin menstruerende kone er skyldig, hvis han derimod besover sin svigerinde, så er han ikke skyldig, da han af skamfølelse ikke kan spørge hende om hun er ren." / Pesachin.

42 . "Rabh plejede at udråbe, når han kom til Darsis : "Hvilken kvinde vil tilhøre mig for en dag?" Rabbi Nachman plejede at udråbe, når han kom til Sekanzib: "Hvilken kvinde vil tilhøre mig for en dag ?" / Joma

43. Rabbi Eleazar citerede, hvad der står i 1. moseb. 2,23 og sagde : Dette belærer os om , at Adam havde haft samleje med ethvert kvæg og ethvert dyr, og først da han havde samleje med Eva, blev han tilfreds."

De må jo have lagt figenbladene tilside en stund. Da de havde fået dem på plads igen, blev de overrasket af Vorherre, der så tværs igennem dem og udråbte forbandelsen : "Jorden være forbandet for din skyld, med møje skal du skaffe dig føde af den alle dit livs dage; torn og tidsel skal den bære dig - - - I dit ansigts sved, skal du spise dit brød."

Men R. Eleazar var ikke rådvild. Han sagde :

"Der findes ingen lavere virksomhed end landbrug.

Engang så rabbi Eleazar en ager med bede, hvorpå der var plantet kål i bredden, da sagde han . "Selv om man ville plante kål i længderetningen, så ville handel dog være mere indbringende." Rabh gik engang igennem en mark og så sæden bevæge sig, så sagde han : "Bevæg dig kun, det er dog mere indbringende at drive handel."

"Raha sagde :"Sæt hundrede Zus i en forretning, så har du hver dag kød og vin, - men sæt hundrede Zus i agerbrug, så får du kun salt og græs." / Jabmuth, 63a

44. "Hvis nogen falder ned fra et tag, og bliver stikkende i en kvinde (således at han i faldet fuldbyrder samleje) så er han pligtig til betaling." / Baba Kamma 27a.

45. "Den, der har kønslig omgang med sin svigerinde, enten det er af vanvare eller med forsæt, enten det er tvunget eller frivilligt, enten det foreligger ufuldendt eller fuldendt. har tilegnet sig hende, og der gøres heller ikke forskel på naturlig eller unaturlig omgang. Raba sagde :"Der kan ikke være tale om tvang, eftersom erektionen kun kan følge med hensigt." Man indvendte : "Det kan ske i søvne !" eller "Det kan ske, når manden med erektion falder ned fra et tag over den på jorden liggende svigerinde - - -!" "Hvis han med erektion har stødt mod sin svigerinde i den hensigt at støde mod væggen, så har han ikke tilegnet sig hende." / Jabmuth 53 b og 54 a.

Faderlige ord :

46. "Min søn, giv mere agt på de skriftkloges ord end på lovens (Toraens) ord - - -" / Erubin.

47. "Selv Jehova har afveget fra sandheden for fredens skyld. / Jabmuth

> > > * < < <

 

Wannseekonferencen

Konference holdt i Gross Wannsee i Berlin 20. januar 1942. Den blev ledet af Reinhard Denne anskuelse er Heydrich. Repræsentanter for alle tyske ministerier var tilstede, og Müller og Eichmann repræsenterede Gestapos hovedkvarter.

Heydrich forklarede, at det var blevet overdraget Göring at anordne en løsning af det jødiske problem. Dette er uden nærmere undersøgelse blevet tolket sådan, at konferencen besluttede, at alle jøder skulle udryddes. I Danmark har dette været den udelte opfattelse og er uden tvivl stadig den overvejende. Vi har vist, hvordan gymnasieungdom i bogen Endlösung forsøges bluffet til at opfatte togkøreplaner og jernbanespor som beviser for gaskamre.

I virkeligheden forklarede Heydrich, at krigen havde gjort Madagaskar-projektet upraktisk, og emigratinsprogrammet er nu med førerens godkendelse erstattet af evakuering mød Øst. Mere kan læses i DØDE VIRKELIGT SELS MILLIONER? Verralls bog oversat ved Vestlig Samisdat 1998.

> > > * < < <

 

White, Harry Dexter ( 1892 - 1948)

Amerikansk økonom. Rådgiver og fra 1941 sekretær for USA's finansminister Morgentau, som var præsident Roosevelts måske nærmeste rådgiver. White blev den drivende kraft bag Morgentauplanen, som sigtede mod at udrydde al tysk industri og lade befolkningen sulte ihjel, til det niveau, som kunne ernæres ved landbrug alene. Læs nærmere under Morgentau og Morgentauplanen.

Gennem spionkuréren Elisabeth Bentley holdt White kontakt med Sovjetagenter og udbyggede netværk af spioner, to af dem for kommunist-Kina. Arbejdede utrætteligt for hævn og brutalitet mod tyskere og henviste fx. til Stalins liste over 50.000, som skulle skydes på stedet.

Blandt hans bedrifter indgik udlevering til russerne af trykplader, der satte dem i stand til at trykke store mængde okkupationspenge, som skabte inflation, hvis omkostninger amerikanerne fik lov til at betale. Det lykkedes ham også at bevilge et efterkrigslån på 10 mia. $ til Sovjetunionen.. Det mærkeligste er dog at White-Morgentau fra finansministeriet var i stand til at styre præsidentens

udenrigs- og forsvarspolitik med desavuering af fagministeriernes kyndigste embedsmænd.

Maggerparrets rædselsregime falmede, men holdt stand til ca. to år efter krigen. Da Morgentau's stjerne dalede strammede nettet sig om White. Ved en afhøring om uamerikansk virksomhed 1948 nægtede han enhver deltagelse i konspiration. Men få dage efter blev han fundet død, tilsyneladende på grund af et hjerteanfald.

I 1952 bekendte kommunistkuréren Elisabeth Bentley, hvis troværdighed blev omhyggeligt efterprøvet, overfor en senatskomite, at White var den, der havde forberedt Morgentauplanerne og "på vore vegne" havde drevet sagen hårdt

> > > * < < <

 

Vrba, Rudolf

Blev kendt som hovedkilde til War Refugee Board's rapport om de tyske udryddelseslejre Auschwitz og Birkenau, offentliggjort november 1944 ved præsident Roosevelts ministerkontor. Blev medforfatter af bogen "I Cannot Forgive" (Bantam, New York 1964) og blev sammen med Raoul Hilberg indkaldt som hovedvidne mod Ernst Zündel i Toronto 1985.

Her blev han så ilde medtaget under forsvarets krydsforhør, at dommeren stillede ham følgende spørgsmål : "De fortalte flere gange Mr. Christie (forsvarets advokat) da De diskuterede Deres bog "I Cannot Forgive" at de anvendte digterisk frihed, "licentia poetarum", da De skrev den. Har De så også gjort brug af digterisk frihed ved Deres vidnesudsagn ?"

Vrba forsøgte at snakke udenom, men dommeren fulgte op med flere lige så besværende spørgsmål og sluttede : Jeg har ikke flere spørgsmål til Dr. Vrba."Kilde "Grundlagen zur Zeitgeschichte". Grabert Verlag 1994.

> > > * < < <

 

Weishaupt, Adam (1748-1830)

Jødisk professor i Ingolstadt, som grundlagde ordenen Illuminati, De oplyste, som indledte en målbevidst udnyttelse af hemmelige ordener for at samle og udøve politisk magt. Selv om Weishaupts oprindelige orden hurtigt blev forbudt lykkedes det illuminaterne at infiltrere andre eksisterende frimurerorganisationer og at grundlægge ny. Deres idéer og indflydelse har lige siden været mærkbar i topledelsen af de mægtigste frimurerorganisationer og i andre organer for kontakt mellem de mægtigste medlemmer i international kapital og politik. Se Epistel 2. Litteratur : The Controversy of Zion af Douglas Reed og "Sovjetiskt inflytande i Sverige" af Jüri Lina.

> > > * < < <

 

Weizmann, Chaim (1874-1952)

En af sionismens topledere. Født i Hviderusland. Uddannet som kemiker blev han 1916-19 leder af det britiske admiralitets laboratorier. Sit nære kendskab til britiske og amerikanske madthavere udnyttede han med imponerende effektivitet. Med løfte om at bringe amerikanerne ind i krigen på Englands side lykkedes det ham at få Balfour til at love støtte til oprettelse af staten Israel i Palæstina. Se Balfourdeklarationen. 1921-31 og 1935-46 var han præsident for den sionistiske verdensorganisation og 1929-31 og 1935-46 desuden for Jewish Agency. Israels første præsident 1949-52.

Forholdet til Storbritannien og Churchill afkøledes noget med de sionistiske terrorgruppers aktiviteter også rettet mod britiske styrker.

1998 afsløredes, at han efter krrigen havde stillet sine kemiske kundskaber til rådighed for en aktion som skulle myrde 6 mio. tyskere ved at forgifte drikkevandet i store tyske byer, Kun et tilfælde forhindrede, at planen blev ført ud i livet.

Eser Weizman, Israels præsident 1996 besøgte forbundsdagen 16.1.96 Erklærede at Israel ikke vil tolerere hverken racisme eller neonazisme i Tyskland - Alle medlemmer af forbundsdagen var rørte og takkede overstrømmende Fik stående ovationer.

> > > * < < <

 

Wiedergutmachung

Økonomisk godtgørelse betalt af Vesttyskland til Israel og jødiske ofre for nazisternes overgreb.

Baggrunden for kravet var holocaustdoktrinen, at nazisterne fortrinsvis i gaskamre udryddede 6 mio. jøder og brændte ligene i krematorier. Det lykkedes at presse Konrad Adenauer til at gå med til at betale w. med 450 mia. M., skønt kravet juridisk set var svagt funderet. Fx er erstatningsansvar overfor Israel, som overhovedet ikke eksisterede på tidspunktet for forbrydelserne naturligvis ikke holdbart. Alligevel har Vsttyskland leveret jernbanemateriel, teleudstyr og maskiner til Israel.

Nov 1998 er 102 mia. M udbetalt. Deraf 78,4 mia. M til forfulgte personer, især jøder i henhold til Federal restitution Law (BEG) Ny aftaler 1991 og1993 med Polen, Hviderusland og Ukraine på 1,8 mia M., skønt Polen og Sovjet i 1953 afstod fra yderligere erstatningsbetalinger. Forventer yderligere betalinger på 24 mia. M.

Uden de tyske ydelser ville staten Israel ikke have kunnet fungere. Myten om holocaust blev derfor en gigantisk indtægtskilde, hvilket formodentlig er en af grundene til den forsvares med så stor frenesi.

Siden er krav rejst om, at arbejderne i tyske lejre bør have erstatning for den arbejdsløn, som de ikke fik udbetalt. Det er mærkeligt, at ingen peger på, at hvis kravet er berettiget må også slaverne i de sovjetiske slavelejre have krav på erstatning. Og måske de tyskere, der blev sendt til slavearbejde i Frankrig og England. Det kan hævdes, at der her er tale om krigsskadeerstatning.

Det samme kan i så fald hævdes om jødernes arbejde, idet jøderne havde erklæret Tyskland krig allerede i 1933. Under alle omstændigheder er det betænkeligt, at kun tabende stater stilles til regskab for brud på internationale retsregler.

> > > * < < <

 

Wiesel, Elie

Jødisk forfatter, som har slået sig op på beretninger om holocaust, hvilken han hævder at have bevidnet på nærmeste hold. På grund af sine billedrige skildringer af, hvad han påstår at have oplevet, fik han 1986 Nobels Fredspris. Beretningerne har imidlertid ikke kunnet tåle kritiske efterforskninger.

Gaskamrene i Auschwitz kendte han oprindelig ikke noget til. Han beskrev flammende grave med gigantiske flammer - en grav for voksne og en for børn. Wiesel selv stod i en række, der blev ført frem til tre skridt fra flammerne, så til to skridt. "To skridt fra graven blev vi beordret til at dreje til venstre og tvunget til at gå ind i barakkerne." Hvor grusomt, så nær den endelige løsning ! Men den var altså ikke fundet endnu. Undersøgelser har vist, at grundvandet står højt i Auschwitz. Man kan ikke lave sådanne grave, og ingen har heller forklaret, hvordan man kunne fremstille disse mægtige flammer. Og hvis det nu var, er det svært at forestille sig, at man skridt for skridt kunne nærme sig den beskrevne holocaust uden panik og uden at der gik ild i tøj, hår og skæg. Vi har prøvet at brænde tørre marker af i Bohuslen, og når flammerne rigtigt slog op mod himmelen, kunne vi ikke komme nærmere end 4 - 5 m. Så ændrede Wiesel sine historier til den vedtagne om gaskamre og krematorier.

1958 udgav han i Paris bogen La Nuit, Natten. Den blev 1962 oversat til tysk med titlen "Die Nacht zu begraben". Her oversættes vedrørende Auschwitz : krematorium som tilintetgørelseslejr eller gaskammer, og udryddet som gasset. Tilsvarende fordrejninger vedrørende Buchenwald.

Her en smagsprøve fra hans bog Legends of Our Time New York 1982 : Hvad skriver du ? spurgte rebbineren. "Historier" sagde jeg. Han ville vide hvilke historier: sande historier. "Om mennesker du kendte ?" Ja, om ting, som er sket eller som kunne være sket. "Men de skete ikke ?" Nej, ikke alle sammen. Faktisk var nogle frit opfundet lige fra begyndelsen til enden. Rabbineren bøjede sig forover, som om han ville mønstre mig fra hoved til fod og sagde mere sørgmodig end ærgerlig: "Det vil sige, at du skriver løgne!". Jeg svarede ikke straks. Barnet i mig, som var blevet skændt på, havde ikke noget at svare til sit forsvar. Alligevel måtte jeg retfærdiggøre mig : "Tingene er ikke så enkle, rabbiner. Mange hændelser sker, er dog ikke sande. Andre er derimod sande, men finder ikke sted".

Institute for Historical Review tilbyder en kort og klar lille brochure ved Robert Faurisson : "Et prominent falsk vidne: Elie Wiesel."

> > > * < < <

 

Wiesenthal, Simon

Har modtaget et væld af æresbevisninger som verdens førende "nazijæger" - efter krigen. En film

er komponeret over den myte, han har komponeret over sit eget liv, hvis detailler vedrørende krigsperioden tegner sig uklare. En magtfuld organisation bærer hans navn : Wiesenthalcentret i Los Angeles. Som propagandist har han været succesrig. Men hans virkelige bedrifter som efterforsker bestrides ikke kun af revisionister, men også fra jødisk side, f.eks. af Østrigs regeringsleder Bruno Kreisky.

Institute for Historical Review tilbyder en letlæst og klar brochure ved Marc Weber : SIMON WIESENTHAL, en falsk "nazijæger." Den tilgrundliggende artikel kan læses i The Journal of Historical Review (vinteren 1989-90, bind 9, nr. 4) med fuldstændig kildereference.

> > > * < < <

 

Zündel, Ernst

Tysk-canadisk revisionist. bosat i Toronto. Med selvstændig virksomhed i reklamebranchen blev han opmærksom på Richard Verrall's bog "Did Six Million Really Die." Imponeret af bogens oplysninger og argumentation besluttede han at lade den genoptrykke og udsende til canadiske politikere og medier. Jødiske kredse blev oprørte, og en meget aktiv dame Sabina Zitron rejste anklage mod ham.

Det lykkedes hende at få den offentlige anklagemyndighed til for statens penge at drive sagen videre. Anklagen blev bygget på en gammel og næppe anvendt paragraf om forbud mod at udbrede falske nyheder. Det indebar, at Zündel blev tvunget til at bevise, at hans "nyheder" var sandfærdige. Processen blev en retsag om sandfærdigheden i bogen "Døde virkeligt seks mio. ?"

Anklager og den første dommer var ekstremt fjendtlige, men retsproceduren kom til at strække sig over flere retssager.

Den første i 1985 blev tabt, og Zündel dømt; men sagen havde fået betydelig medieomtale, og Zündel havde vundet mange venner, og betragtede nederlaget som en halv sejr. Modstanderne var tilsvarende modfaldne.

Anklagemyndigheden havde som vidner indkaldt, hvad man havde grund til at tro var den højeste ekspertise.

Man fremstillede professor Raoul Hilberg, som var forfatter til "standardværket: The Destruction of the European Jews (1961) Ved forsvarsadvokaten Doug Christies krydsforhør afsløredes, at professoren aldrig havde besøgt de lejre, han havde skrevet om, og han blev svar skyldig overfor forsvarerens spørgsmål, som byggede på revisionisternes omhyggelige undersøgelser af de fysiske forhold.

Næsten endnu værre gik det vidnet Arnold Friedman, der måtte indrømme, at han nok havde været i Auschwitz; men at hans nærmere forklsaringer byggede på, hvad han havde hørt andre fortælle. Og den berømte Rudolf Vrba, der måtte indrømme at han havde anvendt licentia poetica Se denne.

De fleste fandt, at det havde været bedre at undgå retsmaskineriet. Men det malede videre. Ved den afgørende prøve i Toronto 1998 ville Hilberg ikke optræde som vidne, og da dommeren spurgte om anklageren ville fremstille "overlevende" vidner blev svaret: Nej !

Forsvaret fremførte vidner indkaldt fra hele kloden, derinblandt også "overlevende", som Maria Van Herwaarden, der havde været interneret i Birkenau fra 1942. Hun havde ikke set noget, der tydede på massemord, skønt mange internerede var døde af tyfus. Kendte vidner er Ditkev Felderer fra Sverige, Thies Christophersen og Udo Walendy fra Tyskland og professor Faurisson fra Frankrig. Den sidste var i skranken i tre dage og gjorde rede for sine forskningsresultater. Men den store sensation leverede henrettelseseksperten Fred Leuchter, der havde besøgt og undersøgt de påståede gaskamre. Hans redegørelse konkluderede, at de aldrig ville have kunnet fungere.

Det var lykkedes Ernst Zündel at samle penge sammen, så at forskere kunne besøge Auschwitz og undersøge de faktiske forhold i denne lejr, hvor det var blevet hævdet, at den mest intense udryddelse af jøder havde fundet sted. De af vidnerne udpegede lokaler blev undersøgt og fotograferet. Det lykkedes at tage prøver af vægbeklædningen i de rum, hvor aflivningen ved hjælp af Zyklon B skulle have fundet sted. Under Auschwitz omtaler vi beviserne for, at lokalerne umuligt kan være anvendt på den måde, det var blevet hævdet. Og krematorierne, som skulle have bragt millionerne af vejen, viste sig at være af en helt almindelig type, som er blevet brugt mange steder. De har ikke på langt nær den kapacitet, som greuelhistorierne har påstået.

Bevisførelsen var så overbevisende, at den engelske bestseller- historiker David Irving, der før kun havde været halvt revisionist, gik helt over til forsvarssiden

Barbara Kulaska, en af Zündels juridiske rådgivere gør rede for retssagerne i bogen "Did Six Million Really Die"

En kort og klar redgørelse kan læses i The Journal of Historical Review vol 8, s 417. (1985 and 1988) af Robert Faurisson.

Frifindelsen af Zündel og dermed i al væsntligt Verralls bog var en verdenssensation, som kun en topdresseret presse, som den danske kunne sidde overhørig. Og selv hofhistorikerne måtte bevæge sig et hanefjed. Pludselig kunne man læse at tabstallene for Auschwitz kun var mellem en fjerdedel og en ottendedel af, hvad man før havde påstået. Hvorfor man pludselig så sig nødsaget til at foretage denne nedregning bevares stadig her hjemme som en dyb hemmelighed.

Vi biføjer Ernst Zündels måske mest frapperende oplysningsblad, som viser den forvandling, mindetavlerne i Auschwitz måtte udsættes for, efter at han havde gennemført sine to store retssager.

> > > * < < <

Her bringer vi Zündels oplysningsblad, der viser mindetavlerne i Auschwitz. Man ser pave Johannes Paulus II med et stort opbud af tilskuere bag sig velsigne de 4 mio., som tavlerne angiver er døde i lejren.

Et andet billede viser Ernst Zündel helt alene foran tavlerne. Han peger på inskriptionerne, som nu er mejslet bort. Man har måttet indrømme, at tallet var mindst tre mio. for højt.

> > > * < < <

Det var en fantastisk indrømmelse til revisionisterne, men næppe stor nok. det rigtige tal er endnu lavere.

Allerede da Zündel begyndte sit revisionistiske arbejde blev han terroriseret. Hans værksted med værdifuldt materiale blev brændt ned, men det blev bygget op igen af frivillige hjælpere.

Forfølgelserne er ikke ophørt. Man prøver stadig at ramme ham med juridiske kneb, og især anstrenger man sig for at kvæle hans adgang til verdensopinionen gennem internet. Hans zündelsite er meget læst og kan også nås fra Danmark.

Hans inførelse af kemiske og fysiske undersøgelser af forholdene på de steder, hvor de historiske og påstået kriminelle hændelser havde fundet sted, var en revolution i nutidshistorieforskningen, som næsten kan sammenlignes med atronomiens opgør med astrologien. Det er den slags undersøgelser, som naturligvis straks burde være foretaget for at fremskaffe det solidest mulige grundlag for krigsforbryderprocesserne efter krigen.

At de aldrig var blevet foretaget, før revisionisterne og Zündelprocesserne fremskaffede dem, blev en ny uhyggelig afsløring af krigsforbryderprocessernes juridisk håbløse niveau.

> > > * < < <