Epistel Nr. 3

Antisemitisme

Vi har ikke mulighed for at følge, hvad der skrives og siges f.eks. på nettet om Vestlig Samisdat; men venner har oplyst, at en af de energiske mediemonopolforsvarere, der også har travlt på nettet har betegnet vor virksomhed som klassisk antisemitisme.

Ivor "medievejleder" skriver vi lidt om dette begreb uden at dele det op i mere eller mindre klassisk. Vi ved ikke hvem, der står for denne graduering og til hvad formål. Sandsynligvis vil man med udtrykket så kort som muligt og uden begrundelse stemple vor påståede "antisemitisme", som vi ikke uden videre anerkender, som særligt banal og derfor noget ingen bør beskæftige sig med. Man er altså særligt bange for VESTLIG SAMISDAT.

Hvorfor ? Fordi den ikke svarer til det hadbillede, man har bygget op af "racisme", som man systematisk har koblet sammen med antisemitisme, skønt der er tale om nærmest modsatte begreber.

Særligt fanatiske antiracister hævder, at der ikke er forskel på racerne. Det kan enhver se ikke passer. Og problemer opstår først, når man rangordner dem, som man siger, at nazisterne gjorde. Nu er det jo for det første en rigdom, at der findes forskellige racer, og det kan ikke være galt, at man er glad for sin egen. Det fordærvelige begynder, hvor en race erklæres overlegen alle andre og udset til at herske over dem.

Her kan det ikke fragås, at imperialister af hvid race har ment, at deres - temporære - tekniske, organisatoriske og militære overlegenhed skyldtes, at de var mere udviklede også som race betragtet.. Det afholdt dem ikke fra med alle midler at bekæmpe andre hvide racister. Og gradvis smuldrede det idémæssige grundlag for de hvides oplevelse af overlegenhed. Den harmonerede ikke hverken med kristne eller humanistiske forestillinger. I dag er den hvide racisme i defensiven, hvilket er en ærlig sag men ikke en fornuftig årsag til, at den hvide race skal begå selvmord, hvad mondialismen, så gerne vil have den til. (Se også Coudenhove-Kallergi )

I dag vokser selvfølelsen hos andre racer, både de enormt store og hidtil oversete små. Det handler ikke nødvendigvis om racisme, men om ny erkendelse, som opfordrer til at opbygge respekt, men også selvrespekt.

Den eneste vaskeægte racisme, både i teori og praksis er judaismen/sionismen. Vi har peget på dette og på andre anakronismer i den jødiske, men også i den muslimske og vor egen religion.

Når sådanne kendsgerninger drages frem er det ikke racisme eller antisemitisme, men nødvendig information i vort samfund nu, hvor etnisk, kulturelt og religiøst vildtfremmede folkegrupper, ønsker at etablere sig og præge det samfund, som vi har bygget op.

Vi bør da vide, hvilke grundværdier og hvilke idéer, de styres af.

Vi har set, hvordan begejstringen for en idé som kommunismen har præget stillingtagen til godt og ondt i så godt som alle forhold hos overbeviste tilhængere. Tilsvarende farvning gælder naturligvis tilhængere af andre ideologier, men især de, der bygger på religion.

I tusind år har vi forsvaret vore grænser, endda prøvet at udvide dem. Nu har vi affundet os med dem, der er. Og der er meget at være glad for. Også det, at det militære pres på vore grænser er formindsket, i hvert fald som det ser ud, for øjeblikket.

Men kulturelt står vi overfor den meget lumskere fare, kulturelt at blive tromlet ned indenfor egne grænser af propaganda og civil invasion over disse grænser.

Tre ideologier samvirker, selv om de helst ikke vedkender sig det, for at undertrykke, hvad der er særegent i vor og nærstående kulturer.

Mondialismen

Idéen om een verden er tillokkende ligesom idéen om een kærlig og retfærdig gud og een verdensorden og een verdenslov.

Med dette blikfang forsøger mægtige kræfter at etablere sig selv som verdensherskere, og da de råder over mægtige kapital- og propagandaresurser udvider de systematisk deres magt ved at underlægge (afhængiggøre) nationale og regionale styreorganer.

Idémæssigt fører de deres interesser frem som multikultur : For dem er alle kulturer lige gode. Derfor ønsker de dem blandet mest muligt, så at de hver for sig får mindre mulighed for at gøre sig gældende. Praktisk fremmes dette ved systematisk at manipulere Vestens idéer om menneskeret og demokrati.

Det er desinformation. Kultur er at veje og vælge det bedste. At hævde, at alt er lige godt, er mangel på kultur.

Nu hævder dens agenter det tiltalende, at alle mennesker skal have lov til ar rejse hvorhen, de vil. Men de går videre og vil have, at alle skal have lov til, hvor det behager dem at dukke op, at etablere sig med ret til at udøve deres "kultur" og religion, og automatisk få stemmeret og adgang til at vælge og vælges ind i styrelser og parlament. Det betyder at åbne alle døre, så at et hvilket som helst etnisk flertal eller en hvilken som helst kapitalstærk magtgruppering uden direkte at anvende våben vil kunne erobre et hvilket som helst territorium, der ser tillokkende ud. Se Erobring.

Det er den trussel, vort lille land står over for.

For at fremme den globale udligning af forskelligheder og det globale herredømme af een eller et fåtal magtkoncentrater fordrejes idéer om retfærd og rimelighed, som er bygget op i vestlig civilisation.

Menneskerettigheder og konventioner bearbejdes til redskaber for invasionsmagter og til at undergrave fastboendes historisk betingede rettigheder.

Dette organiseres gennem FN og nu også gennem EU og talløse støtteorganisationer, som igen - ihvert fald i Vesten - bakkes op af de i forvejen næsten totalt erobrede media.

Alt dette for at udrydde diversiteten i verdens kulturer. Det er kynisk business - ikke kultur.

Sionismen / judaismen.

har rent praktisk samme interesse som mondialismen, bortset fra at den forudsætter, at multikultur og multireligionsprincippet ikke bør gælde i Israel. Denne lille afvigelse kan mondialisterne åbenbart bære over med, fordi fronten mod alle andre nationaliteter er den samme. Vi ser derfor, at jødiske magthavere og mediefolk er de ivrigste i propagandaen for at Danmark skal modtage så mange fremmede som muligt. Samtidigt forsøger de at nedgøre dansk kultur og forresten al anden kultur end jødisk. Man forstår ikke baggrunden for dette, hvis man ikke kender noget til jødisk religion og historie. Derfor bør danskerne kende denne baggrund.

Hvis jøderne vil bo her i landet, må de finde sig i at deres ytringer og deres ideologi bliver kritiseret på linje med alle andres. Skældsord som antisemitisme og racisme hører ikke hjemme i en demokratisk debat. Kun fakta og argumenter.

Islam

Hvad der gælder vort forhold til judaismen gælder også forholdet til Islam. Danskerne bør vide stort set, hvad der står i koranen, men også hvordan det tolkes i muslimske lande, især hvad sharia betyder. De bør vide, hvordan muslimer ser på kvinder, ægteskab og vantro, dvs. hvad vi andre er i deres øjne. Og de må oplyses om, at muslimer, der virker fredelige og venlige i dag, ikke så sikkert vil være det, når de med øget tal opnår større politisk magt og belæres af præsteskab, hvis holdning til danske værdier og demokrati er mere afvigende end medierne vil slippe frem.

Trods advarende artikler og læserbreve og Mogens Glistrups bindstærke dokumentation bagatelliserer medierne og glatter ud. Og de fremmede griber naturligvis chancen og stiller krav, hvorefter ungdommen reagerer med vold, når den ikke synes, dens krav bliver imødekommet hurtigt nok. Den jødiske presse støtter dem.

Sandheden er, at afstanden mellem dansk kultur og mange fjerne landes er så dyb, at danskerne ikke bør bøje sig for deres krav. De andre skal heller ikke bøje sig, hvis de ikke vil, men så må de vælge et andet land.

Denne simple regel hævder jøderne med magt i deres eget land, Israel, og endda i okkuperede områder; men i Danmark agiterer de for, at vi skal integrere ( give dem plads i vort samfund), men ikke assimilere (fordanske) indvandrere, der totalt afviser nordiske vurderinger.

Vi har set, hvad ideologier kan forårsage : kommunisme, nationalisme, imperialisme. Religioner kan udnyttes på samme måde som mægtige politiske våben. Det gælder både jødedom og Islam. Den sidste var i århundreder en mægtig motor til militære erobringer. I dag er den i gang med at tage de nyeste ikke-militære i brug

Folk og folkevalgte til kommuner, amt og folketing må have kendskab til, hvad der udlæres i de religioner, hvis tilhængere stræber efter adgang til kommunalbestyrelser og på sigt folketing.

Derfor må medieblokaden brydes.

Vor kritik af jødedommen adskiller sig ikke fra den, som rettes mod andre politiske bevægelser. At jødedommen fremtræder som en religion kan ikke fritage den for kritik.

Religionsfrihed er en personlig ret over ens egen person ligesom tanke- og ytringsfrihed - ikke en ret til at bestemme - end mindre herske - over andre. Så snart jøder (og tilhængere af andre trossamfund) agerer uden for deres familie, er de underkastet samme regler som alle andre.

Når vi bestrider, at vor virksomhed er antisemitisme med de negative valører som er indarbejdet i dette begreb, så er det fordi vor virksomhed har været og udelukkende er informativ.

Det mærkelige er, at denne information opfattes som fjendsk eller hadefuld, for indholdet er jo ikke vor skyld. Nogle må opfatte det - og mange gør det formodentlig - sådan, at de opfattelser og særtræk, som vi påpeger ved jødedommens tilhængere, er beundringsværdige. Det må typisk gælde dem, der bekender sig til belæringerne i Thoraen og Talmud og til de politiske og propagandamæssige forholdsregler, som foretages mod uligetænkende (undertrykkelse af litteratur) og fjender (hævn og smædekampagner mod tyskere, palæstinensere og i den seneste tid også danskere).

Når simple oplysninger om disse belæringer og handlinger opfattes som negative og fjendtlige, må det jo være fordi, de faktisk er fremmede for dansk tankegang. Det ved jøderne godt og forsøger derfor at bevare deres nationalisme og, hvad der hos alle andre ville blive betegnet som racisme, som deres eksklusive forretningshemmelighed. Vi bør ikke lade os narre. Vi bør - ligesom mange fordomsfrie jøder gør det - tage afstand fra de middelalderlige eller oldtidsagtige lærdomme, der fremføres og endda praktiseres i jødedommen.

Vor virksomhed er ikke mere antisemitisk end den er antikommunistisk og antifascistisk. Blot er vi nødt til oftere at fremhæve jødedommens dæmoniske side, fordi den så omhyggeligt holdes hemmelig.

For at vise, at vi ikke uprovokeret har drevet nogen speciel hadkampagne mod jødedommen, vil vi kort genopfriske nogle af de underbelyste eller direkte mørklagte kendsgerninger, som VESTLIG SAMISDAT har draget frem :

1. Hvad der står i Det Gamle Testamente. Når Marianne tog dette emne op (Læs "Moses og danskerne" af Marianne Herlufsdatter) skyldtes det et landsdækkende budskab til glorifisering af jødedommen, som blev udsendt af den mægtige fd. chefredaktør for Politiken, Herbert Pundik. Der skete blot det, at Marianne som modvægt fremlagde, hvad der faktisk står i Det Gamle Testamente, som jøderne hævder er fundamentet for deres religion. Det viste sig at være så tabubelagt, at Marianne blev beskyldt for at være nazist blot fordi, hun fremlagde, hvad enhver kan kontrollere blot ved at kigge efter i familiebiblen, eller, hvis den er afskaffet, så på biblioteket.. Er nazister særligt flinke bibellæsere ? Det vidste vi ikke, og det kommer ikke os ved. Vi lægger frem, hvad vi selv kommer frem til.

Mariannes artikel fremkaldte et skyfald af hadske angreb fra mosaisk side, og mediemogulen Samuel Rachlin truede Berlingske Tidende, fordi bladet havde bragt Mariannes indlæg, som han betegnede som "klassisk antisemitisme". Det er måske der udtrykket stammer fra.

Hvis klassisk antisemitisme er at pege på, hvad biblen og andre religiøse skrifter afslører om, hvad jødedommen faktisk står for - ikke hvad den giver udseende af - så er klassisk antisemitisme simpelt hen nødvendig information.

2 . .Det blev klart, at oplysninger i dette og andre historiske emner ikke ville blive viderebragt gennem eksisterende media. Da startede vi VESTLIG SAMISDAT uden at ane, at andre, som canadieren Ernst Zündel havde fået samme idé med større midler bag sig og fordelen ved eet - eller to - verdenssprog.

Vi fandt frem, hvad der står i TALMUD, som ved siden af Thoraen, Mosebøgerne, er det vigtigste fundament for jødisk tro. Vi fandt, at et vigtigt arbejde var udkommet på engelsk, den jødiske professor Israel Shahak's bog Jewish History, Jewish Religion, Professoren advarer mod de dunklere sider i TALMUD, og bogen opfordrer til kritisk stillingtagen. Den findes nu også på svensk. Danske media ville ikke nævne dens eksistens. Vi skrev om den og anden jødisk litteratur i V. S. nr. 2

3.. Så faldt vi over de historiske revisionister, som vi ikke havde anelse om fandtes. Danske media nævner dem ikke eller højst med en sarkastisk bemærkning, skønt der ikke er basis for nedladenhed. Flere amerikanske tidsskrifter viderebringer den forskning, som har fremdraget historiske kendsgerninger, som ikke er til at komme uden om. Journal of Historical Review udgives af det californiske center Institute for Historical Review, der afholder konferencer og udgiver bøger, i hvilke ny kendsgerninger og ny synspunkter lægges frem. Danskerne får intet at vide. Vore medias centrale magt bestemmer, hvad vi må få kendskab til. Den benævner sin virksomhed : "selvcensur"; men det er simpelt hen censur. Med autoriteten i denne selvudnævnte domsmagt indskoler de deres undergivne at bortcensurere al omtale af besværlig videnskabelig historieforskning på linie med porno og den sladderjournalistik, som er for grovkornet selv for eftermiddagsbladene.

Topmediernes magt er så stor, at forlag og biblioteker - selv de højere læreanstalters - sjældent vover at trodse deres bandlysninger.

Det er en hån mod demokratiet, at fordømme den revisionistiske litteratur som neonazistisk propaganda. Blandt de banebrydende forskere var modstandsmænd, som havde siddet i tyske koncentrationslejre. Berømte er pioneren Paul Rassinier og nutidige kættere som Garaudy og abbé Pierre.

4. Når jøder reagerer så voldsomt mod dette, er det især fordi, revisionister har påvist det uholdbare i de officielle versioner af holocaust. Det er let, at konstatere, at de i alt væsentligt har ret. Vi konstaterede, hvad enhver kan efterprøve, at nordiske leksikas oplysninger noteret over et længere tidsrum afslører, at noget er galt. Antallet jøder myrdede i Auschwitz er dalet og dalet fra 8 mio. over 4 mio. som man i decennier hævdede til 1 mio. eller mindre endnu. Ingen forklaring er bragt. Men det er klart, at der er blevet løjet hæmningsløst. Det råber på undersøgelse. Men ingen journalister har vist interesse, eller fået lov at vise det.

5 . Forklaringen afsløres i en lille bog : "Did Six Million Really Die ?", Døde virkeligt 6 mio. ? Den gav svaret : Der døde mange, mange flere, men der døde ikke 6 mio. jøder. En tysk-canadier, Ernst Zûndel, sendte dette lille, men veldokumenterede skrift rundt til politikere og journalister i Canada og blev anklaget for at udbrede "falske nyheder". Han blev tvunget til at bevise, at bogen havde ret. Det lykkedes ham på sensationel måde. Trods uvilje og modstand, selv fra domsmagtens side, præsterede han at skaffe overbevisende argumenter for at Auschwitz's såkaldte gaskamre og krematorier ikke kan have fungeret på den måde, som "vidner" har gjort gældende.

Det blev en knusende dom over Nürnbergprocesserne som ukritisk godtog de mest urimelige vidneforklaringer. Det var en verdenssensation, som herhjemme blev tiet ihjel.

6.. I konsekvens af dette så Auschwitzmuseet sig nødsaget til at slette inskriptionerne på de mindetavler, der på 19 forskellige sprog hævdede, at 4 mio., mest jøder var blevet myrdet i lejren. Senere skrev man tallet 1,5 mio. ind. Men den danske encyklopedi siger 1 mio.

7 . Alt dette er kendsgerninger. Andre fakta vi fandt og bragte videre er :

a. at jøder de mægtigste jøder med mægtige resurser truede Tyskland i 1932 og erklærede landet krig i 1933

b. at jøder ville udrydde alle tyskere, det tyske sprog og al tysk kultur, som de forresten påstod ikke eksisterede.

c. at de allierede både i Øst og Vest begik hårrejsende krigsforbrydelser uden nogen sinde at blive stillet til ansvar.

d. at fremragende skribenter som Douglas Reed, Frederick Veale, Paul Rassinier, Arthur Butz, Elmer Barnes, Jürgen Graf m.m.fl. har kritiseret efterkrigstidens fremstilling af begivenhederne omkring og under de store krige.

e. Det er ikke kun jøder, der kritiseres af revisionisterne, men energiske jøder har sat deres specielle præg på næsten alle større hændelser og tolkningerne af dem gennem de sidste 200 år, og som medansvarlige føler de sig særligt angrebne og mobiliserer deres store forsvarsapparat til bekæmpelse af revisionismen.

Deres holdning præges af, at de er i permanent krig, og forsvarer deres myter som en vigtig komponent i deres propagandavåben. Her adskiller vore interesser sig afgørende fra deres. Vi er ikke i krig med nogen. Vi vil ikke erobre fremmede territorier, og vi vil kun udbrede vore opfattelser med fredelige midler. Krigen i Kosovo var en beklagelig tankeløshed, som forhåbentlig aldrig vil blive gentaget.

Revisionisme er ikke noget nyt. Al kreativ historieforskning er revisionisme. Der opdages stadig ny sider selv i ældgamle beretninger. Vi læser Saxo og oldkvadene på ny måder. Og stadig ny aspekter findes i beretningerne om, hvad Jesus gjorde og sagde.

I vort århundrede, hvor propagandamaskineriet er udviklet til et supervåben lige aktivt i krig som i "fred", må historikerne, men også vi andre være påpasselige.

Vor tids revisionister kæmper for at nærme sig sandheden bag de brede røgslør, der er udspredt under tre kolde og to uhyggeligt varme krige. Vi tvinges til at ændre syn på mange omhyggeligt indarbejdede forestillinger om sort og hvidt, guder og helte. For nogle bliver det tungt.

Revisionismens gennembrud fandt sted i 70'erne. Vi hører til dem, der ikke observerede noget; men avisernes redaktioner må have læst om Zündelprocesserne og mindetavlerne i Auschwitz og revisionistkonferencerne hvert fjerde år siden 1979. De vendte det blinde øje til, og gør det nu en snes år senere.

Årsagen er begrebet "Antisemitisme" - angsten for at blive stemplet med det skrækkelige ord.

Det er et af den sionistiske propagandas mest effektfulde resultater at gøre dette begreb til det mest frygtelige skældsord sammen med racisme og nazisme. Det er lige meget, om man bliver stemplet med disse ord med rette eller urette - det er at blive udstødt til de utilregneliges selskab. Da alle media er lukket for én er det uhyggeligt svært at værge sig.

Hvad er da semitisme ? Lademanns leksikon kender ikke ordet - ej heller Den Lille Salmonsen eller Bra Böckers Lexikon. Begrebet eksisterer altså ikke, eller det er meget diffust, hvilket gør, at det kan være svært at få rigtigt greb om, hvorved også antibegrebet bliver svævende, så at man lettere kan anvende det efter forgodtbefindende.

Jamen så antisemitisme ! Den danske encyklopædi anvender flere sider for at belyse emnet. Artiklen fra 1994 fremhæver, at den har eksisteret gennem tusinder år i mange riger og lande; men ikke hvorfor. Sognepræst Karin Weinholt har skrevet artiklen. Hun forudsætter at den altid skyldes fordomme, og derfor er forkastelig og bør bekæmpes også af de kristne kirker. Dermed stiller hun og vort ny oplysningsværk op for den ekstreme holdning, som deklareres af Antidefamation League, at al kritik af jødedom er utilladelig. Hun fjerner sig fra den objektivitet, som bør kendetegne en videnskabelig behandling af emnet.

Den kristne kirkes afstandtagen, som hun kritiserer, er jo begrundet i en langt mere fjendtlig holdning fra jødisk side.

Og den politiske afstandtagen til jødesamfundet er i vid udstrækning begrundet i dette samfunds egen ekstreme nationalisme og racisme.

Når Weinholt skriver, at jøderne naturligt deltog i første verdenskrig på fædrelandets side, er det uklart, hvad hun mener. Det er rigtigt, at tyske jøder kæmpede for Tyskland - det skal ikke glemmes - det gjorde nu også danskere, flest fordi de var tvunget til det - andre kæmpede for de allierede. Men magtfulde jøder kæmpede først og fremmest for jødiske interesser og kom derigennem til at bekrige europæiske stater, hvor deres medlemmer da kunne opfattes eller faktisk fungerede som en femte kolonne.

Med Chaim Weizmans og de amerikanske jøders indgriben på den europæiske skueplads engagerede den jødiske magtelite sig i en tyskfjendtlighed, som alene var dikteret af israelsk magtpolitik og ikke begrundet i en tysk jødefjendtlighed, som til da snarest havde været mindre udtalt end østeuropæisk og fransk. Når denne efter 1. Verdenskrig voksede, kan man ikke se bort fra, at det skete på baggrund af aktiv jødisk tyskfjendtlighed.

En saglig vurdering af antisemitismen må belyse de grunde, der kan anføres ikke blot imod, men også for.

For at nuancere en lille smule peger Weinholt på begreberne antizionisme og antijudaisme, idet det sidste skal betyde fjendtlighed mod jødisk religion. Om det første skriver hun : "Antizionisme er ligesom zionisme grundlæggende en ikke-racistisk, politisk holdning, men for så vidt en antizionistisk argumentation låner træk fra antisemitisme bliver den antisemitisk," hvilket hun tolker bredt som jødefjendtlighed og dermed forkastelig.

Men hvad, hvis sionismen er racistisk, ligesom judaismen uomtvisteligt er det ? Så er begge dele simpelt hen omverdenfjendtlige.

Analyserer man fordomsfrit jødeproblemet, er det klart, at dette ligger bag næsten al jødisk problematik. Når så få indser dette, skyldes det den fordrejede information, som spredes af de så godt som totalt jødisk dominerede medier.

Det står i dag klart, at zionismen er en verdensmagt. Den behersker en af verdens absolut mægtigste militærapparater, som endda råder over atomvåben. Den behersker verdens mest effektive propagandaapparat. Den råder over et enormt effektivt organiseret frimureri med forgreninger i et stort antal lande. Frimureriet bygger på en religiøs-politisk ideologi af middelalderligt tilsnit.

Både blandt jøder og ikke-jøder er der kritik af denne mægtige magt. Men i Danmark undertrykkes den så godt som fuldstændigt under påskuddet antisemitisme, altså jødehad.

Det er lige så urimeligt, som at afvise kritik af Sovjetsystemet med at det er russerhad.

Det afgørende for vurderingen af holdninger er deres loyalitet.

Herbert Pundik, i mange år chefredaktør i Politiken, lancerede påstanden, at jøderne har opnået verdens anerkendelse af de repræsenterede multiloyalitet. Det er en så urimelig påstand, at redaktøren kun kan udslynge den, fordi han ved, at den lobby, han tilhører, behersker hele vort medienet. .

Vi ser dagligt, at de toneangivende jøder kun har en fast loyalitet, den til deres sionistiske medkæmpere.

Når brødrene Melchior, Claus Rothstein og den tungest vejende del af medierne kæmper for friest mulig indvandring til Danmark og rettigheder for muhammedanere til at bygge moskéer og udøve deres rituelle aktiviteter, så skyldes det ikke loyalitet til Danmark eller Islam eller blot demokrati og menneskelige rettigheder. Det dikteres af panzionisternes egne interesser i frit at rejse og etablere sig, hvor det er nyttigt, med ret til udøve ritualer, som er vigtige for deres eget sammenhold og frimureri.

Når danskere kaldes svinehunde, fordi de vil slå vagt om danskhed og dansk kultur, så er det antidanisme og promondialisme.

Når medierne opretholder den censur, som vi her har påpeget, er det illoyalt mod vort demokrati.

Når vi påpeger dette og kritiserer judaismen, er det ikke jødehad; men kritik af en fjendtlig ideologi. Enhver jøde må gøre op med sig selv, om det er hans. Så længe danske jøder ikke tager afstand fra den er ansvaret deres.

Men hvis information om jødisk religion og politik er antisemitisme, så er antisemitisme godt.

Hvad antijudaisme angår er den lige så berettiget som modstand mod Islam, fascisme og kommunisme. Og hvad zionisme - antizionisme angår, kommer det an på, hvad der lægges i den.

L. T