Mosaismen som verdensmagt

-Jødedom og menneskeret

af Lars Thirslund og Marianne Herlufsdatter

Det er mærkeligt, når man tænker på, hvor ivrigt man har studeret farer i den nazistiske ideologi - og mere eller mindre konsekvent - i den kommunistiske, at ingen eller i hvert fald kun usynligt, har beskæftiget sig med faren i den mosaiske tro.

Marianne (Herlufsdatter) gjorde et grundlæggende arbejde med sin kortlægning af, hvad man kan læse i biblen, især de fem mosebøger. Enkelte forskere, nationalsocialister og islamister har forsøgt at pege på, hvad Talmud indeholder.

Et gennembrud er sket med Israel Shahak. Men en egentlig analyse af det politiske resultat af den mosaiske nationalsocialisme og/eller nationalegoisme og -imperialisme, er det sværere at få øje på.

Herhjemme har Goldschmidts afvæbnende humoristiske og åbenhjertige bøger bidraget til danskernes gennemgående venlige indstilling til jøderne og mistro overfor "jødehad", ja sågar overfor enhver kritik.

Denne bløde, ukritiske indstilling blev grundlagt, medens jøderne endnu var relativt svagt organiserede, men i virkeligheden i egne kredse travlt optaget af opbygningen af deres magtorganisation, og den har hængt ved, grundigt plejet af de efterhånden mere og mere mægtige jøder lige til vor tid, skønt styrkeforholdet mellem værtslandets indflydelsespersoner og de jødiske ditto i mellemtiden er vendt på hovedet.

Herom handler bøgerne nr. 8 - 20 (se menuen: "De utrolige løgne"). Shahaks bog er speciel. Marianne skrev følgende anmeldelse, som blev sendt til de større blade og kom retur i vanlig orden. Weekendavisen har en særstilling ved at råde over så store papirmængder til ""litteratur" , at den sædvanlige undskyldning med pladsmangel ikke kan bruges. Vi ringede derfor redaktør Bo Bjømvig op. Han indrømmede, at pladsmangel ikke var problemet; men emnet var eksplosivt. Han sagde, at han allerede havde returneret Mariannes manuskript, men havde sendt en kopi til bladets korrespondent i Jerusalem (og Mossad?) for at høre hans mening, og måske arrangere interview. Læs brev efter artiklen her:

Jødedom og menneskeret.

Revolutionerende bog af jødisk dissident. Anmeldt af Marianne Herlufsdatter.

"Jewish History, Jewish Religion". af professor Israel Shahak med forord af Gore Vidal. 1994.

Pluto Press, 345 Archway Road London n6 5AA. 133 s., 11,99 pund.

En af de vægtigste og mest betydningsfulde bøger, der er udkommet i den seneste tid, er skrevet af den israelske professor Israel Shahak og har titlen "Jewish History, Jewish Religion." Den behandler et emne, der har været tabubelagt i mange år: jødernes forhold til omverdenen.

På danske biblioteker kan den, der søger oplysning, de fleste steder på et øjeblik, samle favnen fuld af bøger om jødedommen. De fleste er skrevet af jøder og skildrer et uskyldigt forfulgt folk, med enestående fromhed og overlegen høj moral. I tilgift kan man finde et par bøger med omhyggeligt udvalgte "smagsprøver" på de talmudiske skrifter, som skal dokumentere denne beskrivelse. På dansk findes blot et enkelt lille skrift, der rejser tvivl om korrektheden i dette billede. Det findes kun i få biblioteker; men kan skaffes gennem bibliotekaren. Bogen hedder: ("Jødiske leveregler - Uddrag af) "Talmud". Oversat af Aage H. Andersen. Eget forlag, København 1939. Den indeholder til gengæld så chokerende læsning, at man trods den saglige fremstilling vægrer sig ved at tro, at citaterne kan være autentiske. Nu kommer en bog af en israelsk professor med omfattende kendskab til jødisk og europæisk historie og litteratur og bekræfter, at de hårrejsende citater ikke er enestående, og at det billede, som slippes frem af jødedommen er fortegnet til skade for, som han ser det, "både jøder og omverdenen. "

I konsekvens af dette besluttede han at skrive sin kritiske bog om jødisk historie og religion. Den er formuleret på let læst engelsk, men fortjener snarest at blive oversat til dansk. Han skriver selv, at den er en fortsættelse af hans politiske aktiviteter, der begyndte i 1965-66, efter at han havde været vidne til, at en religiøs jøde på en sabbat nægtede at udlåne sin telefon for at tilkalde ambulance til en ikke-jøde, som var i behov af øjeblikkelig hjælp.

Shahak bad om et møde med den rabbinske domstol i Jerusalem, som er sammensat af rabbinere, udnævnt af den israelske stat. Han spurgte, om en sådan opførsel var i overensstemmelse med deres tolkning af jødisk religion. De svarede, at den pågældende jøde havde optrådt korrekt, virkelig fromt. Ifølge Talmud må man ikke forstyrre sabbaten for at redde en ikke-jødes liv; kun, hvis det drejer sig om en jøde, må man forstyrre sabbaten.

Han rapporterede om hændelsen i den største hebræiske avis; men hverken Israel eller rabbinere uden for Israel har nogen sinde ændret denne dom.

Det blev klart for ham, at man ikke kunne forstå jødisk politik, hverken i Israel eller blandt jødiske tilhængere i udlandet, hvis man ikke tager hensyn til den dybe indflydelse, som de talmudiske love har på forholdet mellem jøder og ikke-jøder. Uden at diskutere dette, kan man heller ikke forstå begrebet Israel som en "Jødisk stat."

Princippet Israel som en "Jødisk stat" har lige fra begyndelsen været vigtig for israelsk politik og er blevet indprentet i befolkningen på alle mulige måder.

I 1985 vedtoges princippet med stor majoritet i Knesset som forfatningsgrundlag. Siden har partier, der er modstandere af princippet eller foreslår at ændre det ad demokratisk vej, været forbudt at deltage i valg til Knesset.

Princippet indebærer, at Israel tilhører personer, der defineres som jøder, uafhængigt af, hvor i verden, de bor; men det tilhører ingen ikke-jøder, selv om de bor i Israel.

Ariel Sharon foreslog i 1993, at Likud skulle vedtage, at Israels ret til sine "bibelske" grænser skulle være partiets officielle politik. Det indebærer i sin mest ekstreme udgave et Israel, der omfatter hele Sinai, dele af det nordlige Ægypten ned til Kairo, hele Jordan, store dele af Saudi Arabien, Kuwait, dele af Irak syd for Eufrat, Libanon, Syrien og en stor del af Tyrkiet og Cypern. Der var få protester i partiet eller udenfor.

Siden Romertiden har jødiske samfund haft indre autonomi, dvs. total magt over deres medlemmer, ikke bare socialt tryk, men nøgen tvang som piskning, fængsling, fordrivelse. Alt kunne af rabbinerdomstole idømmmes helt legalt for alle slags forseelser.

I Spanien og Polen kender man eksemlpler på piskning til døde. Jødiske kvinder, der levede med ikke-jødiske mænd, fik i Spanien næsen skåret af, og de, der angreb rabbinernes domme, fik hænderne skåret af. I religiøse dispuitter fik de, der ansås for kættere, deres tunge skåret af. I Ukraine blev så sent som 1830 en jødisk kætter druknet i kogende vand i byens badehus.

Det var først efter den franske revolution, at jødernes autonomi blev ophævet, hvorved rabbinerne mistede en del af deres magt. De menige jøders muligheder for frigørelse kom fra samfundet udenfor.

Før havde al ikke-jødisk uddannelse været bandlyst, feks at lære tysk. Helt ind i det nittende århundrede forbød rabbinerne i Østeuropa alle ikke-talmudiske studier, fordi man kun måtte bruge tiden til at studere Talmud eller for at tjene penge til at støtte de talmudiske skoler.

Talmud er rabbinernes udlægning af Moselov. Den er det centrale led i jødedommen og skal følges bogstaveligt. Dette har ført til et jødisk særkende: udstuderede omgåelser og mærkværdige ordkløverier. Det drejer sig ikke om at realisere det etiske indhold i loven, men kun om tilsyneladende at følge dem bogstaveligt.

Der står f.eks. i Moselov, at jorden skal hvile hvert syvende år. Dette omgås i Israel på følgende måde. Kort før sabbatåret giver den israelske minister for indreanliggender et dokument til chefrabbien, som gør ham til den lovlige ejer af al israelsk jord. Almindelige jøder må ikke sælge jord til ikke-jøder. Men med dette dokument går rabbien til en ikke-jøde og sælger al israelsk jord (og siden 1967 også jorden i okkuperede områder). Et separat dokument betinger, at "køberen" vil sælge jorden tilbage, når året er omme. Dette gentages hvert syvende år. Og jorden kan nu uden hvile dyrkes uden at overtræde Moselov. Mange andre lignende arrangementer nævnes i bogen. I Esther Edelstens "Jødedommen på stående fod" S.T. Forlag 1993, beskrives endnu flere utrolige religiøse bestemmelser, og hvordan man som en selvfølge omgår dem.

End ikke den israelske hær klarer sig uden sabbat-goj (ikke-jøder), der skal opvarte soldaterne under sabbaten.

Under tolkning af biblen forklarer han, at tilsyneladende velinformerede personers viden om jødedom kan være meget vildledende, hvis de ikke behersker hebraisk. Det er en misforståelse af de kristne at tro, at jødedommen er en "bibelsk religion": at Det Gamle Testamente har samme centrale placering som Det Ny Testamente har "for protestantisk og selv katolsk kristendom."

Talmuds tolkninger går foran bibelens tekst. Et eksempel : Forbudene i de ti bud, som vi finder i 2. Mosebog 20:15, er ifølge Talmud alle sammen dødssynder. Derfor udlægges budet: " Du må ikke stjæle" som, at man ikke må stjæle (kidnappe) en jøde. Derimod er det tilladt at kidnappe en ikke-jøde. Men at stjæle ejendom er ikke en dødssynd. Denne forseelse er derfor klassificeret under den næsten - men mærk vel også kun næsten - identiske formulering i 3. Mosebog, 19. kapitel (forskellige forskrifter) hvor det i 11.vers hedder: " I må ikke stjæle, I må ikke lyve, I må ikke bedrage hverandre. Her tillades ordene, som Shahak fremhæver, at beholde deres bogstavelige betydning. Men læg mærke til tilføjelsen : "hverandre", for det tænker nok de færreste på. Forjøden, der opfatter teksten rettet specielt til ham, betyder dette, at forbudene kun gælder i forhold til andre jøder. Shahak påpeger ikke dette just her; men mange andre steder og alment formuleret således: Kristendommen er af universel karakter; men klassisk jødedom har meget lidt med tro at gøre, undtagen nationalistisk tro.

Det samme genkender vi i tolkningen af: Du må ikke slå ihjel. Shahak bringer en interessant korrespondance mellem en jødisk soldat og hans rabbiner om, hvorvidt man skal slå ubevæbnede kvinder og børn ihjel.

Efter at have modtaget rabbinerens udlægning, konkluderer soldaten: "i krig er det mig ikke bare tilladt, men påbudt at dræbe alle de arabere, jeg har mulighed for."

Shahak understreger, at de forskellige former for vildledning eller bedrag fortsætter og anfører eksempler på dette. For os er det interessant at konstatere, at det samme sker i vort eget land..

Esther Edelsten beskriver med stolthed over en hel side i sin bog, hvorledes "Atten-bønnen, denne essentielle jødiske bøn" forrettes "koncentreret" tre gange om dagen, snart med samlede ben, snart med vendinger, drejninger, bøjninger og tre skridt frem og tilbage. Retning mod Israel og Jerusalem. Afslutningsbønnen citeres "Han stifte fred for os og for hele Israel."

Og så oplyser hun, at de tre første og de tre sidste bønner er lovprisninger; men "de 13 midterste udtrykker forskellige ønsker". Hun siger ikke, hvad disse går ud på; men det gør Shahak: "Må de frafaldne være uden håb og alle kristne forgå øjeblikkelig. "

Den daglige morgenbøn begynder med at takke Gud for ikke at være født som goj = ikke-jøde.

Yom Kippur begynder med følgende: "Vi priser Herren for, at vi ikke er som alle andre nationer, der bøjer sig for tomhed og intethed og beder til en Gud, der ikke hjælper." Hvorefter man i Østeuropa indtil i dag spyttede på gulvet for at vise foragt.

Talmud er fjendtlig mod alle ikke-jøder, men ekstremt fjendtlig mod kristne. Efter midten af femtenhundredtallet blev de mest aggressive passager ganske vist fjernet fra udgaver i Europa. Resten blev ved eufemismer gjort mere acceptable, alt sammen for, som det forklares, ikke at skabe fjendtlighed i det omgivende samfund. Men samtidigt cirkulerede håndskrevne lister med "talmudiske udeladelser", som skulle forklare de ny ord og udeladelserne for menighederne.

Så snart rabbinerne følte sig sikre i Israel, blev den oprindelige tekst genindført. Så nu lærer jødiske børn, at når de går forbi en jødisk kirkegård, skal de udsige en velsignelse; men de skal udtale en forbandelse over de dødes mødre, hvis de går forbi en ikke-jødisk kirkegård.

En jøde, der går forbi en ikke-jødes bolig skal bede Gud ødelægge den. Hvis Jesus navn nævnes, tillægges: "Må den ondes navn forgå."

Kristendommen er af rabbinerne regnet som afgudsdyrkelse. Det Ny Testamente må ikke citeres, ja man må ikke engang lære om det i israelske jødiske skoler. I 1980 blev hundreder af kopier af Det Ny Testamente offentligt brændt ved en ceremoni af en jødisk organisation, som understøttes af det israelske ministerium for religion.

Ifølge de ortodokse hassider, en bevægelse, der endnu har flere hundredtusind aktive tilhængere, er ikke-jøder totalt sataniske skabninger (ligesom svin, hunde og æsler) i hvem der absolut ikke er noget godt. Selv et ikke-jødisk embryo er kvalitativt forskelligt fra et jødisk. Selve deres eksistens er uvæsentlig, da hele skabelsen kun er til for jødernes skyld.

En bog, som er almindelig i Israel og trykt i mange billigudgaver, kraftigt understøttet af den israelske regering, er "Opdragelsesbogen", skrevet af en anonym rabbi fra 13-hundredtallets Spanien.

Den forklarer jødedommens 613 religiøse pligter.

Paragraf 322 behandler pligten til at holde ikke-jøder forslavede for evigt - (jødiske slaver skal frigives efter syv år). "Grunden til denne religiøse pligt er det faktum, at det jødiske folk er den bedste menneskelige art, skabt til at kende deres skaber og dyrke ham, og værd at have slaver til at betjene sig."

Det er forbudt at rose ikke-jøder. Da den jødiske forfatter Agnon modtog Nobelprisen 1966, blev han interviewet i Israels radio og roste det svenske akademi og tilføjede: "Jeg har ikke glemt, at det er forbudt at rose ikke-jøder; men her er en speciel grund til min ros: de gav prisen til en jøde."

Angående jødisk racisme: Moses Hess, en af Marx's venner, og en af de første socialister i Tyskland, skrev i 1858 om "den rene jødiske race" svarende til Hitlers snak om den ariske race; men de socialister, der bekæmper tysk racisme, er tavse om den jødiske racisme.

I 1944 godkendte det britiske Labour Party, under pres fra jødiske medlemmer af partiets ledelse, en plan om at fordrive palæstinenserne fra Palæstina.

Shahak bemærker: Faren ved islamiske stater diskuteres åbent; men faren ved en jødisk stat forbigås i tavshed.

En jøde må ikke, hvis han kan forhindre det, tillade en ikke-jøde at få en stilling, hvor han har myndighed over en jøde, den være sig aldrig så lille.

Ifølge Maimonides skal ikke-jøder kun tolereres så længe de har mere magt. "Når jøderne får mere magt, skal det være forbudt at have afgudsdyrkere imellem os".

Shahaks budskab er: Jødedommen i sin klassiske form er det mest totalitære system, verden har set.

Med den franske revolution og ideerne om frihed, lighed og broderskab, fik almindelige jøder borgerlige rettigheder, og rabbinernes magt i de spredte samfund blev undergravet. Det førte, som bekendt til, at den årtusindgamle lukkethed en tid blev brudt, og en opblomstring af reformvenlige jødiske samfund fandt grobund. Men denne udvikling, med fare for øget assimilation, blev stoppet af de mere militante retninger, som krævede samling omkring zionismens ideer.

Shahak peger på, at Zionismen er den klassiske jødedoms arvtager, og at den forgifter sind og hjerter.

Den kritikløse støtte, som organiserede jøder (og blåøjede medløbere) uden for Israel yder landet, er hykleri, når de samtidigt kæmper for menneskelige rettigheder alle andre steder på kloden.

Han mener, at vejen til en ægte revolution, for at gøre Jødedommen menneskelig, må være at tillade jøder at forstå deres fortid og derved genopfostre dem ud af deres tyranni ved at tillade en ubøjelig kritik af den jødiske religion.

"Uden frygt eller belønning må vi kunne tale ud imod det, der tilhører vor fortid."

Han peger på, at der ikke er stor forskel i optræden af tilhængere af andre totalitære ideologier i vor tid og de organiserede amerikanske jøders. Man lukker øjnene for dette, ligesom kommunisterne lukkede øjnene for Stalins terror.

"Deres støtte til demokrati og menneskelige rettigheder er meningsløs eller endog ond og falsk, hvis den ikke begynder med selvkritik."

I tiden efter frihedsideologiernes fremvækst har jødedommen reageret på to måder på denne trussel udefra.

Den ene er Zionismen, der arbejder på at genskabe det lukkede jødiske samfund som en egen stat Israel.

Den anden måde praktiseres gennem de i forskellige lande boende jøders "ydre føjelighed men indre trods" Dette sker med de mosaiske trossamfund som centre og et utal af jødiske internationale organisationer og foreninger, der, som Shahak bemærker, er lukket for ikke-jøder.

Når man holder sig in mente de talmudiske principper at:

1. En jøde ikke må rose en ikke-jøde

2. Jøder skal forhindre, at ikke-jøder får myndighed over jøder

3. Jøder har en Gud given ret og pligt til at forslave ikke-jøder

Og at ifølge "Verdens store religioner", forlaget Union 1965, gennemset af overrabbiner Marcus Melchior: "en stor del af vor tids jøder ser deres religiøse mission i en verdensomspændende udbredelse af jødefolket, og derfor afviser enhver national indsnævring" - Undtagen altså Israels.

Da er det svært at se, at "myten" om en jødisk verdenserobring bare er en myte.

Underligt nok skriver Shahak, som om han betragter jødernes forhold til omverdenen som et internt jødisk anliggende, og hvis omverdenen reagerer, hvilket jo er ganske naturligt, dukker ordet antisemitisme alligevel op.

Måske er det et sikkerhedsnet, han har spændt ud under sig selv og sit banebrydende forfatterskab.

Marianne Herlufsdatter

Noter om forfatteren: Gore Vidal skriver : "Unødvendigt at bemærke, at Israels autoriteter beklager Shahak. Men der er ikke meget, man kan stille op med en pensioneret kemiprofessor, som blev født i Warszava i 1933 og tilbragte sin barndom i koncentrationslejren i Belsen. I 1945 kom han til Israel: Tjente i Israels militær; blev ikke marxist i de år, hvor det var moderne. Han var - og er stadig - en humanist, der afskyr imperialisme enten det er i Guds, Abrahams eller George Bush's navn."

Noter om anmeldelsen: Da vi ikke hørte fra redaktionen, (af Weekendavisen) sendte vi følgende brev :

Sögård, 15/12-1995

Weekendavisen,

"Bøger"

Kære Bo Bjørnvig,

Vi har ikke modtaget dit brev med det returnerede manuskript. - -Vi håber da, at I bringer artiklen, hvis indhold offentligheden har krav på at kunne tage stilling til.

At nogle af dine kolleger påstår, at Shahak farer med løgn, eller at Marianne gør det, kan jeg ikke forstå. Hvad er usandt?

Man har anført, at Radio Islam har citeret Shahak. Det kan professoren da ikke gøre for, og derfor behøver det da ikke at være usandt. Vil de, at vi alle skal lytte til Radio Islam for at få kendskab til vigtige kendsgerninger?

Man har hævdet, at bogen Talmud er udgivet af et nazistisk forlag. Det ved vi ikke; men i så fald er det nazistiske forlag mere sagligt end diverse jødiske. Afgørende må være, om det, der står er sandt. Desværre er det den eneste kritiske bog, som findes på dansk, og dens indhold bekræftes af Shahak og andre indsigtsfulde forfattere, som desværre ikke er oversat til dansk.

Det er en god ide, at interviewe Shahak; men ikke uden at bringe Mariannes artikel, som formulerer de spørgsmål, som er vigtige for os her i Danmark.

Det afgørende er, at Marianne - før hun havde læst Shahak - alene ved at læse Mosebøgerne, hvad hvem som helst kan kontrollere, kom til præcis samme slutning som Shahak, der ikke blot kender Mosebøgerne, men også - på originalsproget - den talmudiske litteratur. Shahak har desuden et bredt kendskab til jødisk politik.

Begges konklusion modsiger det billede, som rundspredes af det dominerende propagandaapparat. Mod bedre vidende at være tavs om dette, er at bedrage vort blåøjede folk.

Snakken om fraktioner er ganske ved siden af. Shahak polemiserer ikke mod andre fraktioner, med mindre der tænkes på hassiderne, en ultraortodox retning, som stadig støttes af regeringen. Det er det religiøst nationalistiske tyranni, som udnyttes af den israelske regering og den dominerende magtkonstellation udenfor, med centrum især i New York, som Shahak kritiserer og betragter som en fare både for jøderne og for andre. Hvis det skal være tabu, endog i Danmark, at støtte denne dissident, så viser det uhyggelig klart, i hvor høj grad han har ret.

Når man tænker på, hvor henrykt man har rundspredt de budskaber, som dissidenter i Sovjet, DDR og Polen udsendte, så er det ubegribeligt, at man i vort land vil undertrykke, hvad en stor jødisk dissident, under stor personlig risiko, meddeler os. Vi håber, du vil stå imod dette udemokratiske tryk.

Med venlig hilsen

Lars Thirslund

Kort efter fik vi Mariannes manuskript retur med begrundelsen: Man ville lade bladets egen anmelder skrive om bogen. Hvis han har gjort det, er det i hvert fald aldrig blevet trykt.

Lars Thirslund