Jøde- og fremmedhad

af Lars Thirslund

Al såkaldt "jøde- og fremmedhad" skyldes ikke fordomme.

De fleste gennemskuer islamistlobbyens påstande om, at Islam er en tolerant, barmhjertig og menneskekærlig religion, og at vi derfor ubekymret skal slippe muslimer ind og sætte fart i moskebyggeriet. Modstanden har alligevel svært ved at få lov at komme til orde; skønt den ikke bare skyldes fordomme. Ganske mange har læst, hvad koranen skriver og noteret sig, hvad præsteskabet præker.

Men man kan heller ikke påstå, at afstandtagen til mosaismen hos den, der har læst Mosebøgerne og væsentlige dele af Talmud samt noteret, hvad religionens tilhængere siger og gør, bygger på fordomme. Man kan have velbegrundede årsager dertil.

Bøger som nr.13 (se menuen "De utrolige løgne") forsøgte at kortlægge jødernes indtrængen i de vigtigste erhverv i Tyskland. Denne eller lignende undersøgelser er blandt de årsager til jødemodstand, som med en vis ret kunne begrunde Hitlers opfattelse, at jøderne var en fare for det tyske samfund, hvilket som bekendt vakte heftige jødiske reaktioner og en eskalerende konflikt, som kom til at koste utallige millioner af ofre.

Siden har sådanne undersøgelser været tabu, og det kan ikke være andet end skadeligt, da en eventuel dominans eller underrepræsentation af jøder, hvad enten den måtte skyldes racemæssige eller religiøse/ideologiske grunde, må være et interessant fænomen.

At jøder i Skandinavien ikke blot som finnans- og industrimænd, men også som embedsmænd, har større indflydelse, end man af deres procentandel af befolkningen skulle forvente, er dog vist åbenbart.

Det sted, hvor deres uforholdsmæssige indflydelse gør sig kraftigst og uafviseligt gældende er indenfor media: presse, TV og forlagsvirksomhed. Her er tale om forbundne kar, da bøger ikke kan sælges uden medias hjælp.

Jeg skal vende tilbage til jøderne og informationsmedia, men først kigge på det grundlæggende interessante spørgsmål: Hvad er det i den mosaiske ideologi, der har ikke blot muliggjort; men åbenbart fremmet jødernes kraftfulde magtakkumulation?

Man kan pege på:

Forretningsideen: Vi er specielle - Gud har udvalgt os - Vi har derfor ret til privilegier - det er rimeligt, at andre står til tjeneste for os - at skade os er en forbrydelse mod Gud.

Midler: Reklame, skriveri og propapaganda.

Strategi: Overtage besluttende poster i industrier, banker, embedsværk og media. Angribe al modstand med skældsord og om fornødent: løgn

Organisation - metoder: Aldrig rose en ikke-jøde - aldrig acceptere, at en ikke-jøde bestemmer over en jøde. Deraf nepotismen.

Disciplin: Gennem ritualer, ceremonier og traditioner, som adskiller dem fra "de andre" og vedligeholder et frimurerskab: Vi - imod "de andre" og sikrer sammenholdet mod "de andre".

Menigheder, organisationer og foreninger over hele verden skaber netværk, der letter indtrængen i andre sammenslutninger, som man kan se interesse i at iagttage, eventuelt dominere eller overtage. Dette minder meget om venstrebevægelser, i hvilke iøvrigt jøder har spillet en fremtrædende rolle.

Rabbinernes stilling er interessant. De er tæt allieret - mødes til rådslagninger og konferencer fra lokalt helt op til globalt niveau, men styrer og overvåger også menighederne. I media optræder de tidligt og silde, priser deres egen høje moral og propagerer skamløst for jødiske og israelske interesser, selv hvor disse er i konflikt med vestlige, ikke mindst skandinaviske. Bent Melchior oplyser iøvrigt, at hans meninger ikke nødvendigvis deles af menigheden. Bog nr.38 uddyber dette emne.(menuen "De utrolige løgne")

Det er et interessant spørgsmål, i hvor høj grad jødernes store evne til at få placeret deres folk i konkurrence med ikke-jøder skyldes de ovennævnte principper eller alene det forhold, at de er sig følgende bevidst: deres tilhørsforhold og deres mål: at gøre sig gældende, komme oven på, da målet, som jo egentlig er guddommeligt, helliger midlet.

Det fremhæves ofte, at Goebbels skal have bemærket, at hvis man gentager en løgn tilstrækkeligt mange gange, vil den blive betragtet som sand. Jeg er ikke sikker på, at det er ham selv, han tænkte på. Han led jo den forsmædelse, at selv når han sagde sandheden, var der ingen, der ville tro på ham.

Og lige omvendt var det med hans modstandere, jøderne. Det blev da også dem, der udviklede idéen til perfektion. I hvert fald blev det dem, der fik det meste af verden til at tro på en af det tyvende århundredes mest groteske løgne, og som har forstået at holde den i live ved ustandselige gentagelser. Efterhånden, som det måske nu er begyndt at knibe, tager man blot mere gigantiske midler i brug: bygning af kæmpemæssige - jeg kan ikke gøre for det: løgnemuseer og kæmpemæssige løgnevaser; men man glemmer dog ikke af den grund den daglige dosis. Tværtimod synes man herhjemme at have sat produktionen af gentagelser i vejret.

Weekendavisen har under Peter Wivels ledelse udviklet sig til det mest ivrige magasin for mosaisk propaganda. I sin rettroenhed profilerer chefredaktøren sig endda med distance til sine to nærmeste konkurrenter: Politiken og Information, som han kalder konservative. Jeg blev ikke klar over, med hvilken glose, han ville hædre sin egen redaktionelle linie, for tendens og metodik synes at være den samme: Flest mulige påmindelser om jødernes lidelser under Holocaust, flest mulige gentagelse af de hellige tal 6 millioner myrdede og 4 millioner gasninger i Auschwitz på grund af, at alle nazister led og stadig lider af beregnende ondskab. Den vigtigste forskel synes at være, at WA takket være sit litterære tillæg råder over flere sider at gøre godt med.

Taktikken er alle enige om:

Wivel skriver en hel side om den bog, jeg omtaler i "Dansk og "dansk" politik" ("Modernitet og holocaust"),og får placeret et stort antal gentagelser af mosaismens mest lukrative dogme. Som illustration anvender han en kæmpestor fremstilling af det hjertegribende billede af den lille jødedreng, som altså ikke var det alligevel, se menuen "De utrolige løgne"

29. december (´95) serverer han på lederplads to spalter om en jødisk moralfilosof, Lévinas, og minder os om jødernes overlegne moral og forfølgelsen i Auschwitz. Medarbejdernes opfindsomhed er lige så stor, når det gælder at angribe DANSKEREN og andre flygtningmodstandere.

Fjernsynet stiller også op. Der findes mange snakkebegavelser. Hvorfor indkalder man da gang på gang Herbert Pundik. Hvis der var tale om at gå ham på klingen med nærgående spørgsmål om Israel, kunne der være mening i det; men det undgår man omhyggeligt, og så er der jo bare tale om logren for en kollega, der har drevet det til chefredaktør. Sidst skulle vi høre hans udlægning om Kina? Og så skulle vi absolut se netop ham "gå på billedjagt" i TV1. Han benyttede lejligheden til at lave reklame for den såkaldt danske kunstner Brandes, der har frembragt verdens største keramikkrukke. Den skal propagere for verdens største løgn (de 6 millioner industrielt myrdede jøder) og det lykkes de to kammesjukker at producere flere gentagelser, end jeg kunne nå at tælle op. Forleden så vi - jeg tror minsandten i Politiken - et billede af vasen ledsaget af en beundringsværdig tekst, ved Hanne Foighel, der snart må få en stor journalistpris, måske Cavlingprisen. Hun præsterer FJORTEN gentagelser. Jeg kiggede på billedet og undrede lidt højt ved titlen "Isak": Hvad har krukken med historien om holocaust og Isak at gøre?. "Den er hul!"- kom det spontant fra min mage; men det var ikke hele forklaringen. Vi fik at vide, at en krussedulle med knæk, som Pundik fandt meget smuk, forestillede Isak, der bøjede hovedet, og en lodret streg viste vej til himlen. Pundik fandt også det så smukt, at han straks for fjernsynets penge købte et grafisk blad med uoverskuelige mængder af krusseduller og et værk af en anden- vistnok jødisk - kunstner, Pia Schutzmann, og så for skams skyld en skål af en dansk pottemager.

Det lykkedes også den produktive redaktør at fabulere en ny mosaisk myte. Han udnævnte bjerget, hvor krukken skulle knejse, til Moria bjerg, hvor Abraham skulle ofre Isak. Lademanns leksikon oplyser, at man ikke ved, hvor dette ligger, men at tempelbjerget i Jerusalem har fået dette navn. Politiken oplyser, at krukken skal placeres på et helt andet bjerg med museum og alt, hvad der har med holocaust at gøre. Nu udnævner Pundik dette til det andet Moria, hvor Abraham viste sig så trofast mod Jahves makabre humor. Denne glimrende kombination vil ganske sikkert snart indgå i turistførernes mundlæder og i de helliggjorte skrifter.

Kæmpekrukkemanden Brandes var også mytologisk kreativ: Han præsenterede følgende nytolkning: "6.000.000 jøder omkom i en gasovn." Mindre originale gentagelser, der skal gøre det umuligt, eller ihvert fald skammeligt, ikke at tro på holocaust, strøs ud med rund hånd af dagspressen, især dens tre hoveddistributører.

Et grotesk indlæg i Politiken 25/1-96 er signeret Kjeld Koplev. Det hedder "Pressens mange fejltagelser". Den fremdrager nogle veldebatterede eksempler, hvor verdenspressen er løbet med en halv vind, og det er i orden: men hvilket groft hykleri at han, på en redaktion, der må vide bedre, ikke i sammenhængen nævner århundredets største løgn og peger på det uhyrlige i, at skandinavisk presse endnu 50 år efter er for fej til at afsløre den.

Det svære ord

Dette er titlen på en leder i Politiken 8/6-95. Den handler om, at Japan har været tung at få til at bede om undskyldning for sin andel i II. verdenskrig og for "den brutale og racistiske koloniseringspolitik, Japan gennemførte i 1930-erne og 1940-erne".

Bladet skriver: "Japans nabolande er selvsagt skeptiske --- Den, der ikke erkender egne fejl, kan finde på at gentage dem, frygter man. Den frygt forstår man godt."

Ja, det er jo noget, bladet er ekspert på.

I et halvt hundrede år har mosaiske magter drevet en racistisk koloniseringspolitik mest åbenlyst i Palæstina, men bedre kamufleret også som en form for tværnational imperialisme.

Blandt de grusomheder og fordærv, som disse to virksomheder har ført med sig, kan nævnes:

Medvirken i opkomsten og brutaliseringen af de store krige.

Kaufmans ubestrideligt dokumenterede planer om udryddelse af hele det tyske folk, dets sprog og kultur, overgår langt det værste, man dokumenterbart kan laste Hitler for.

Morgentau's lige så veldokumenterede planer om moderat moderede grusomheder, som han selvsagt ikke var alene med, kan i hvert fald måle sig med nazisternes ugerninger.

Løgnagtigheden omkring holocaustmyterne må kunne betegnes som enestående, både med hensyn til omfang og vedholdenhed.

Israels erobringskrig i Palæstina bryder mod de fleste internationale forskrifter for civiliseret optræden. Bosættelserne på Vestbredden er ulovlige, sprængningen af civilisthuse, konfiskering af ejendom, og systematisk anvendelse af tortur, gør regimet til et forfærdeligt regime. Vestlig presse, ikke mindst Politiken, er medansvarlig ved ikke at påtale disse ting med samme kraft, som man påtaler overgreb andre steder på kloden.

Alt det mest forfærdelige, som mosaister har haft anvar eller medansvar for, nægter Politiken at give relevant omtale i avisen. Og bladets specielle form for hyklende løgnagtighed smitter af i videre kredse af pressen.

Når det svære ord er så vigtigt, er det chokerende, at mosaisterne og Politiken ikke mener at have noget som helst at bede om undskyldning for.

Med avisens egne ord : Når de ikke erkender egne fejl, kan man frygte, at de kan finde på at gentage dem. - De er jo gode til at finde på.

Lars Thirslund

=