Kuppet i Den Danske Forening

Den Danske Forening var den første organisation, der tog invasionen af vort land op til seriøs behandling.. Dens opgaver var fint formuleret. Så snart jeg blev klar over dens eksistens, meldte jeg mig ind i den og forsøgte efter fattig evne at støtte den. Som tiden gik, afsløredes visselig slagsider i dens virksomhed; men jeg bevarede til for ikke længe siden troen på, at det måtte være muligt at slå bro over de forskelligheder i frem for alt historieopfattelse, som bør kunne rummes i en forening. Det skulle vise sig, at et flertal i den etablerede styrelse var uinteresseret i noget sådant. Deraf udvikledes en række begivenheder, som for dem, der kun kender medias fremstillinger, må tage sig besynderlige ud. Derfor denne redegørelse, som måske ikke gør det hele mindre besynderligt, men i hvert fald afslører en ganske vist absurd konsekvens:

Kaos!

Dagen efter Den Danske Forenings møde på cyklebanen i Aarhus bragte Jyllandsposten en artikel under overskriften "Kaos i Den Danske Forening"(22.6.97). Den gav en meget god beskrivelse af hændelserne. Styrelsen havde planlagt et kup, og det var godt i gang med at lykkes, da noget gik galt. Det var formanden, Ole Hasselbalch, der kom til at snakke over sig. Han var på flugt ned ad trapperne til cyklebanen, hvor nævnte mærkelige møde foregik. Men journalisterne var efter ham, og det var ikke meningen. Han vrissede, at han ikke gad høre på medlemmerne.

De på deres side havde måttet lytte til hans egne budskaber i en times tid. De gik ud på det samme, som man havde kunnet læse i aviserne, at foreningen var blevet så succesrig, at den måtte nedlægges. Det var jo den, der havde peget på, at der var kommet udlændinge til Danmark. Havde den ikke gjort det, mente han, ville befolkningen næppe have opdaget noget - i hvert fald ikke i de pæne kvarterer, hvor de velstillede bor.

Men nu havde selv aviser og politikere bemærket det, og selv om de så til, at der stadig kom flere til, hvorfor skulle foreningen så holde møder om det, som alle var klar over?

Det mærkelige var, at trods al den påståede "forståelse" var fjendskabet mod foreningen større end nogen sinde og så indarbejdet, at det havde vist sig umuligt at finde et sted at holde et regulært landsmøde. Man havde på grund af autonome trusler set sig nødsaget til at aflyse et længe aviseret møde i Jerlev, nær Vejle. Nu havde man under foregivende af, at det drejede sig om et lokalt møde, skaffet sig husly på cyklebanen i Aarhus. Dette kendte kun få medlemmer til, og endnu dagen inden mødet erklærede Hasselbalch overfor pressen, at mødet var et landsmøde. I tillid til dette mødte medlemmer fra hele landet op, trods modstridende og mangelfulde indkaldelser. En af foreningens mangeårige støtter, Knud Eriksen mødte op med et gennemarbejdet forslag til at skabe nyt liv i foreningen. Styrelsen burde være henrykt, men satte i stedet alle sejl til for at forhindre en saglig behandling af det.

Kup'et.

Det var Ole Hasselbalch selv der, ifølge Jyllands-Posten, sagde til en journalist "Sådan ser et kupforsøg ud. Så har du også oplevet det." Her talte eksperten, for forsøget var hans eget. Og det var på nippet til at lykkes, da dét skete, som han havde håbet at undgå ved at løbe sin vej. Der blev stillet spørgsmål.

Med sin bemærkning om kup'et håbede han at få folk til at tro, at det var Knud Eriksen og såmænd undertegnede, der var kupmagere. Intet kunne være mere forkert. Vi havde hver for sig, i demokratisk orden , og i tillid til foreningens erklærede grundlag: folkestyre -, sendt forslag til fornyelser, som vi ønskede drøftet.

Og foreningens vedtægter er sådan, at ingen kan foretage kup i foreningen undtagen et flertal i selve styrelsen. Det var, hvad den benyttede sig af.

Planen var at holde mødet hen med et langt foredrag og spørgsmål og svar om Front National, og derefter en lang tale øf O.H., i håb om at trætte pressen ud, så at den styrtede afsted med Oles forklaringer. I begyndelsen gik det efter beregningen - Vendsyssel Tidende havde reporter på plads. Det kan man læse af, at han morede sig over, at der dryssede dannebrogsflag ned fra loftet. Man kunne ikke lade være med at tænke på slaget ved Lyndanisse 1219 mellem danskere, bistået af vender, og såkaldte hedninger.

Vendsysselkorrespondenten syntes da også snart, at han havde fået nok og rendte sin vej i pausen. Næste dag serverede han Den Danske Forenings succesberetning, præcis som Ole havde tænkt sig det. Men Jyllandsposten holdt ud, og skræk og rædsel - det gjorde TV-folkene også. Og så hjalp det ikke, at ordstyreren, Harry Vinter, resolut smed dagsordenen overbord og dekreterede en anden, ifølge hvilken medlemmerne skulle danne små grupper, der skulle fonnulere, hvad den gode dansker skulle arbejde for.

Det kom som en ubehagelig overraskelse for styrelsen, at nogle fremhævede, at det vigtigste var at søge og at udbrede sandheden og at arbejde for foreningens målsætning, ikke mindst bekendelsen til folkestyre. Det sidste indebærer jo åben debat, og at alle skal have del i styret, altså medlemsindfiydelse. Det blev for meget for Harry Vinter. Han erklærede skarpt: "Dette er ikke noget landsmøde!"-

Uro og protester fra de fremmødte. Og så erklærede han: "Foreningen er styrelsen! Det fandt undertegnede så fornærmende, at jeg rejste mig op og forlod mødet sammen med Marianne. Ikke for at forlade foreningen, men for at finde en bedre platform for at bringe dens ledelse til fornuft.

Imidlertid fik Knud Eriksen derefter Lejlighed til at ytre sig til TV og presse. Første del af Oles kupforsøg var ikke gået, som det skulle. Men da styrelsen formelt er enevældig, kunne han bare fortsætte.

I DANSKEREN kunne vi så læse, at styrelsen har besluttet ikke mere at holde

landsmøder. Alle møder med medlemmer skal herefter ske gennem den lille mand med de stærke muskler. (Se ovenfor og " Balladen i Den Danske Forening"). Og O.H. udpeger et råd af unge mennesker, der uden at behøve at træde frem, skal arbejde for Oles program.

Den lille styrelse har etableret det diktatur, som modstanderne i mange år har anklaget foreningen for, og som vi troede var bagvaskelse.

Når man ikke kan trække på skulderen af dette skyldes det, at den under falske forudsætninger har skaffet sig en urimelig økonomisk magtstilling. Det står tydeligt i formålserklæringen, at foreningen skal arbejde på folkestyrets grund. I tillid til dette har en række gode danskere givet midler til "Danmarksfonden", som styrelsen har dispositionsret over. Med disse penge er styrelsen blevet uafhængig af medlemmerne. Det har Ole indset, og han og den lille styrelse kan gøre hvad den vil, og endda, som de bebuder, betale journalister for at skrive de udlægninger, der passer dem.

Hvem er Knud Eriksen.

Den der forestiller sig en underofficershugaf fra -64, som ham, der ville smide Marianne og mig ud, bliver forbavset. Knud Eriksen er vidende, venlig og åben, udtrykker sig enkelt og forståeligt, men alligevel nuanceret. Han er forfatter til nogle af de bedste artikler, som har været i DANSKEREN. - har været medlem af DDF i mange år og har gjort foreningen store tjenester. Sidst stillede han altså op som som grundlovstaler i Jerlev, da Krarup pludselig trak sig ud.

Han udarbejdede sin tale skriftligt (se hans internettidsskrift " Dronten nr. 2"), og stod rejseklar, da mødet i Jerlev bardus blev aflyst.- Hvorfor sendte man ikke Poul Vinther med de svulmende muskler over at sætte skræk i de autonome i stedet for at bruge ham til at bekæmpe det fri ord på cykelbanen i Aarhus?

Det blev arrangeret sådan, at Knud fik lov at holde sin tale ved et lille privat møde efter grundlovsmødet i Hillerød. Tilstede var repræsentanter for styrelsen. De fra styrelsen, der ikke var med, fik Knuds tale tilsendt bagefter. Det var oplagt, at man nu burde give jyderne en chance for at høre K.E.'s budskab, når nu et nyt møde - lands- eller lokalt, blev berammet - hvordan nu dette gik til. Dette blev med udemokratiske midler forhindret.

Trods de kaotiske talerforhold var det altså lykkedes at få fremlagt forslag om indkaldelse til et regulært landsmøde med åben debat efter at Knuds artikel og vor egen skulle være trykt i bladet, så at alle kunne tage stiling til - kald det gerne - oppositionens synspunkter

Jeg har længe været harmfuld over pressens beskyldninger mod DDF for nynazisme, racisme og højreekstremisme. Jeg begynder at blive bange for, at det er mig selv, der har været for naiv. I dag er der slående ligheder mellem nazismen og DDF under Ole Hasselbalch.

Førerdyrkelsen og Kæft trit og retning

Poul Hugaf (Vinther Jensen) sagde til Marianne: "Det I skriver, er fuldstændigt talentløst og det rene vrøvl". Derfor skulle hun ikke have lov at sige noget. "Hvis du ytrer så meget som et ord, smider jeg dig ud rent korporligt - Se her mine muskler". Marianne er det mest urædde menneske jeg kender. Hun plantede sin lile næve midt i muskelbundtet. og orienterede først mig, siden Harry Vinther om murerens dekret. Harry Vinther bekræftede, at man havde besluttet, at der ikke måtte siges noget om jøder i foreningen. Han gjorde også sit bedste for at håndhæve forbudet; men det lykkedes ikke helt.

Foreningens vedtægter er formet sådan, at styrelsen er selvsupplerende. Den består nu af 7 medlemmer. Formanden har to stemmer. Rent formelt kan 5 medlemmer gennemføre, hvad de vil. Indkalde til landsmøder eller lade være. Ændre landsmøder til lokal- og vice versa. Ændre dagsordener med minuts varsel. Diskutere med medlem meme eller blæse på dem. Fastsætte, hvad der må tales om i foreningen og skrives om i bladet. Samt bruge foreningens midler efter forgodtbefindende.

Alligevel er det alt sammen vedtægtsstridigt, da der også står, at foreningen skal virke på folkestyrels grund. Det er derfor i høj grad et spørgsmål, om det er lovligt.

Af kaoset er ikke født en dansende stjerne, men et sort hul.

I DANSKEREN nr. 5/97 gennemgår O.H. en række af de mere eller mindre lyssky organisationer, der i vort samfund kæmper for at undergrave demokratiet. Det er afslørende læsning, og den demonstrerer, hvorfor der er brug for et tidsskrift af den type, som "Danskeren" burde være; men det sørgelige er, at bladet sænker sig til samme niveau som modstanderne.

O.H. skriver og taler injurierende på samme måde som de andre. Med tydeligt sigte på Knud E. og os serverer han sammen med Harry Vinter den gamle historie om middelalderens heksejagter og konstruerer følgende svada: "En kreds, der af ukendte grunde beklamrer DDF, har bestormet Danskerens redaktion og foreningens styrelse med krav om, at foreningen skal deltage i en sådan pyromanvirksomhed og amputation af forstanden. Det hele (invadørerne fra fjerne himmelstrøg) skyldes, hævder de, at "jøderne" konspirerer mod Danmark".

Vi har bestemt ikke beklamret nogen og finder tanken afskyelig. Og den amputation af styrelsens forstand, der tales om, har vi intet ansvar for eller ønske om. Vi har tværtimod forsøgt at åbne redaktionens og styrelsens øjne for, hvad der er sket og sker på den historiske arena omkring os. Det var dette beskedne ønske, der fik styrelsens flertal til at lukke sig som en musling mod medlemsindflydelse.

Hvad vi skrev, har intet med "antisemitisme" at gøre. Vi siger netop, så vidt muligt, ikke "jøderne" men at bestemte, indflydelsesrige personer og grupper, og deres organisationer samt deres religion siger sådan og sådan. Vi har påvist, at deres aktiviteter ikke er rettet specielt mod Danmark, men at de også er det.

At disse kræfter er stærkt organiserede, ikke mindst internationalt, må man være temmelig amputeret for ikke at opdage. Også, hvis man ikke kan se, at de gennem deres uomtvistelige pressedominans utrætteligt arbejder for indvandring til Danmark og vore nabolande, samtidigt med at de holder deres egen stamme udenfor.

0.H. prøver at forenkle forholdet til blot at gælde en enkelt person, Bent Melchior, som han til gengæld karakteriserer som "uvederhæftig". Jamen, hans efterfølger bifalder det vigtigste i hans meninger. Og det samme gør en mægtig lobby, repræsenteret f.eks af Flygtninghjælpens informationschef, Klaus Rothstein og den lange række af jødiske chefredaktører og skribenter, der snakker i TV og fylder dagbladenes spalter. Det er utroligt, at DDF's styrelse (et flertal) tier om dette, og endda mener at kunne pålægge medlemmerne ikke at omtale disse urimeligheder, samt de farlige sider i den ideologi, der ligger bag.

Som lænkehund og muldvarpearbejder for denne meget udanske lobby har den af Ole dirigerede styrelse etableret sig i en meget udansk niche.

Gåden

Alle i Styrelsen véd i virkeligheden, hvordan det står til. Neerup Buhl demonstrerer det bla. ved sin artikel om Harald Raage, som vi kommenterede i Samisdat nr. 3. Og Ole H. udvælger Bent Melchior som syndebuk. Det er dét, de i styrelsen kalder at styre deres "jødehad". De tror, eller lader som om de tror, at vi andre lider af et sådant had, som vi ikke kan styre, MEN SOM DE KAN.

Jamen det drejer sig ikke om had - fra vor side - men om ærlighed og realiteter. Vi vil have kortene på bordet.

Ole Hasselbalch havde selv deklareret, at han ville trække sig som formand for foreningen, og lige frem til styrelsesmødet, aftenen inden cyklebanemødet, var styrelsen enig om, at hvis han ikke kunne finde ud af det selv, måtte han hjælpes.

skete et eller andet! - Pludselig var et flertal urokkeligt besluttet på, at Ole skulle fortsætte som formand og Dalgård som redaktør. Medlemsindflydelse skulle afskaffes, og åben debat i blad og forening skulle forbydes. Hvad bevirkede dette omsving?

Havde Ole modtaget og viderebragt et budskab fra en højere magt? Eller havde han blot forklaret de nærmeste, hvilken fantastisk magtbase foreningens vedtægter - i hvert fald, hvis man ser bort fra bekendelsen til "folkestyre" - har foræret et siddende flertal i styrelsen?

Vi véd bare, at man besluttede at blæse på folkestyret og udnytte paragrafferne til det yderste. Min stilling til foreningen fremgår af de breve, jeg har sendt til styrelsen. (Se " Balladen i Den Danske Forening"). Den 24.august fik jeg at vide - uden begrundelse - at et flertal i styrelsen havde ekskluderet mig af foreningen. Det var vel mit forslag om afholdelse af et regulært og korrekt indkaldt landsmøde, der var dråben, som fik bægeret til at flyde over.

Sagens kerne

Uenigheden med den nuværende linie i DANSKEREN og Den Danske Forening er meget dybtgående, har det vist sig. Sagens kerne fremgår af følgende opsummering, som det lykkedes os at få optaget som forsvar på et angreb i DANSKEREN 2/97 bragt i et læserbrev af Bent Jacobsen med titlen "Paranoia":

Rubjerg 20.4.97

OM SANDHED OG RET.

I sit introduktionsblad fra l993 fortæller DDF, hvordan dens modstandere forsøger at lægge foreningen for had ved at beskylde den for nazisme og karakterisere dens materiale som løgne, myter, fordomme o.s.v.

På den baggrund er det besynderligt, at "Danskeren" i Nr. 2 1997 under overskriften "Paranoia" perfidt antyder, at VESTLIG SAMISDAT er fuld af løgne og myter, og at vi er nynazister.

Hvad er nazisme? Så vidt jeg kan se, er det centrale en idé om en samfundsform, styret af en elite (muligvis, men ikke nødvendigvis selvbestaltet) og et étpartisystem. Det kan jo (for "eliten") lyde smukt; men da magt korrumperer, og total magt korrumperer totalt, er demokrati i al sin ufuldkommenhed til enhver tid at foretrække. Men en forudsætning for demokrati er fuld ytringsfrihed. Det ved DDF jo godt.

Alligevel generer det ikke Alice Furnival i Nr. 4/95, at ytringsfriheden begrænses i Tyskland, Frankrig og Østrig, fordi hun "personligt" tror på den foreskrevne "Sandhed". Hvorved adskiller dette sig fra nazismen med dens forbud mod afvigende meninger og "Entartet Kunst"?

For Sune Dalgård er der tilsyneladende ikke forskel på "tysk" og "nazistisk", så han pudser stædigt sin modstandsglorie. Det store Dyr i Åbenbaringen er og bliver Arvefjenden i Syd. Napoleons storhedsvanvid og Englands arrogante og nævenyttige verdenspolitik, som har forårsaget meget ondt, er glemt. Der kan man ellers tale om hvid racisme i praksis.

At gøre antisemitisme synonymt med nazisme er dumhed. Jødedom er racisme og nepotisme forklædt som religion. Det var bl.a. falskheden i dette, Luther reagerede imod.

De nævnte grundprincipper er kernen i den loyalitet, som binder "de fleste jøder" sammen med "de fremfusende kosmopolitiske jøder, der synes at ville gøre danskerne dybt fortræd", som Bent Jacobsen udtrykker sig.

Hvad der overraskede mig mest, da jeg i maj l995 kritiserede Pundiks angreb på danskerne var, at det ikke var Pundik selv, der svarede, men en hel hær af "loyale" jøder. Det var en hvepserede.

Marianne Herlufsdatter.

P.S. DANSKEREN Nr. 1/97 citerer Koranen : "Allah vil aldrig tillade, at de vantro får autoritet over de troende." Jamen jøderne er meget mere direkte. Shahak ("Jewish History, Jewish Religion, se menuen " Mosaismen som verdensmagt") oplyser: En jøde må ikke, hvis han kan forhindre det, tillade en ikke-jøde at få en stilling, hvor han har myndighed over en jøde, den være sig aldrig så lille. Det er forbudt at rose ikke-jøder. Da den jødiske forfatter Agnon modtog Nobelprisen l966 blev han interviewet i Israels Radio og roste det svenske Akademi og tilføjede: "Jeg har ikke glemt, at det er forbudt at rose ikke-jøder; men her er en speciel grund til min gos: de gav prisen til en jøde."

Ifølge Maimonides (Bent Melchiors yndlingsfilosof) skal ikke-jøder kun tolereres så længe de har mere magt. "Når Jøderne får mere magt, skal det være forbudt at have afgudsdyrkere imellem os".

Hvorfor må foreningens medlemmer ikke få kendskab til dette?

Marianne Herlufsdatter

Vi sendte en kopi direkte til redaktøren, Sune Dalgård; men også til Den Danske Forenings kontor for, at styrelsen skulle forsynes med hver sin kopi af dette brev, en udtalelse om foreningen, et manuskript til artiklen " Besættelsesmagten"og Mariannes svar på Bent Jacobsens læserbrev. (se menuen " Balladen i Den Danske Forening")

Vi sendte også en kort oversigt over vor vigtigste dokumentation, som enhver kan gøre sig bekendt med i vore tidligere samisdat'er (se specielt menuen " De utrolige løgne")

Følgende brev forklarede baggrunden. Som sagt bragtes herefter Mariannes svar, men ikke artiklen "Besættelsesmagten". Den kunne redaktionen af DANSKEREN "ikke afse plads til at trykke".

DANSKERENS redaktion og DDF's styrelse.

29. april 1997

Hermed svar på Bent Jacobsens indlæg i nr. 2. med vildledende omtale af VESTLIG

SAMISDAT.

Svaret kræver mere plads end indlægget, der opererede med påstande (forkerte) og antydninger (uretfærdige).

Desuden er der tale om spørgsmål, som er centrale for Danmark - som kræver mere dybtgående behandling - og som optager mange i foreningen.

I vore SAMISDAT bringer vi henvisninger til den forskning, hvis resultater vi nævner.

Det skyldes udelukkende besættelsen af vore media, at kendskabet til selv de mest fremragende revisionister og deres modige arbejde er ukendt her i landet.

Brev og artikel blev først sendt 15. april, men ved en kontrolopringning til kontoret fik jeg at vide, at dette aldrig havde modtaget noget brev.

Jeg sender hermed et helt igennem revideret manuskript på 5 A4-sider. Det første var på 4. Det ny erstatter helt det gamle, som hermed annuleres.Jeg biføjer en udtalelse om Den Danske Forening med tanke på debatten om foreningens "fremtid og formål-" (se artiklen "Balladen i Den Danske Forening").

Lars Thirslund