Panik i fjernsynet

af Lars Thirslund og Marianne Herlufsdatter

Dissidenterne på internettet er blevet en plage for mediemonopolet. Hvordan lade, som om de ikke eksisterer, når så mange læser, hvad de skriver?

For TV-fakta er dette problem særligt besværligt, da man jo gerne skal bringe fakta. I september 1998 mente man at have fundet på, hvordan man kunne slippe nogle stykker frem på skærmen, uden at de tog sig for godt ud.

Kunststykket blev overdraget skærmtroldmanden Reimer Bo, hvis speciale er at domptere et større publikum.

Sådan gik det til, at vi 11. september-98 blev ringet op af researcheren ved TVfakta, Henrik Bergqvist, der spurgte, om vi ville deltage som repræsentanter for revisionismen i en udsendelse, der skulle diskutere om afvigende meninger skulle forbydes. Som repræsentant for andre sådanne afvigere nævnte han Mogens Camre. Man havde talt om at kalde udsendelsen:"De dårlige meningers selskab" eller "Hold kæft Camre!"

Vi syntes ikke, at Camres selskab var dårligt, og accepterede tilbudet, da vi fik løfte om at få lejlighed til at fremlægge vore synspunkter og siden replikker, blot vi rakte en hånd i vejret. En vis rollefordeling blev aftalt. Den belæste revisionist, Ole Kreiberg, havde givet tilsagn om også at medvirke. Vi blev enige om, at Lars kort skulle præsentere revisionismens principper og opdagelser og pege på, hvorfor visse kredse vil have, at den skal holde kæft. Syd for vore grænser knægter man som i middelalderen ytringsfriheden ved at smide folk i fængsel, hvis de afslører fakta om f..eks. holocaust. Danske medier udbreder sig ivrigt om forbrydelser mod ytringsfriheden i fjerne lande, men er tavse om, at berømte forskere og skribenter syd for vore grænser dømmes til fængsel eller eksil. En mægtig lobby i EU arbejder for at Skandinavien og Storbritannien skal gøre lige sådan. Det er en eklatant forbrydelse mod retten til ytringsfrihed, som forsikres alle europæere gennem flere internationale konventioner og også nationale grundlove.

Skønt media så vidt muligt er tavse om dette, siver det ud. 27 danskere har skrevet til formanden for EU-parlamentet og bedt ham om at rejse sagen i parlamentet. Vi bringer dette brev bagest i afsnittet "Fakta".

Smitten fra tysk, østrigsk og fransk totalitarisme har nu bredt sig til Schweiz, sådan at allerede en række personer er straffet for meningsforbrydelser. Særlig opmærksomhed vakte det, da den verdenskendte skribent, Jürgen Graf, blev dømt til 15 måneder i fængsel og hans forlægger til 12. Europæisk ytringsfrihed er i den yderste fare!

Endelig syntes der at have åbnet sig en mulighed for en åben debat om dette brændende spørgsmål. Dansk skik over for "dårlige meninger" har hidtil været, at nægte dem adgang til massemedia. Nu var spørgsmålet: Skal dette velindarbejdede system suppleres med en kriminalisering af gale meninger og uddeling af fængselsstraffe og bøder?

Når dette emne nu skulle drøftes, burde forholdene syd for vore grænser oplyses. Vi pegede på dette og sendte dokumentation, lige som vi oplyste, at vi netop havde udgivet en oversættelse af et af revisionismens banebrydende arbejder " DID SIX MILLION REALLY DIE" : " Døde virkeligt 6 mio.?". Bogen har en virkningsfuld forside, som kunne vises frem for seerne. Vi sendte et eksemplar.

Marianne, der har forfattet skriftet "Moses og danskerne" (se nu her på internettet), skulle især belyse de religiøse aspekter.

Alt syntes at være klart til en interessant information af seerne, da vi 16/9 fik besked om at tage flyveren til København. Vi diskuterede det aftalte oplæg indbyrdes og med researcheren indtil få minutter før vi blev kaldt ind i studiet.

Da afsløredes det gradvist, at Reimer Bo havde kastet alle aftaler over bord. Nu skulle kun Marianne have lov at tale til publikum. Derimod var et talstærkt jødisk publikum udspredt blandt tilhørerne, og særligt udvalgte personer var forsynet med mikrofon. En person blev præsenteret som "jøde", en anden som "professionel jøde" - Jacque Blum. Og én skulle være jødekritisk. Han hed Mogens Berendt og overraskede ved åbenhjertigt at erklære, at der i Danmark råder jødisk mediemonopol. Andre detailler i arrangementet vil fremgå af den brevveksling, som følger.

Efter et indledende spilfægteri mellem Mogens Camre og muslimen Lublai Elahi skulle Lars have åbnet om revisionismen og europæisk ytringsfrihed. Men han fik altså aldrig lov til at anvende den uddelte mikrofon. I stedet sprang Reimer Bo pludselig op til Marianne og spurgte, hvad hun ville med den udgivne bog. Hun fattede sig og sagde, at hun ville have sandheden frem. Det var et forfærdeligt krav. Et hylekor satte ind. Noget lignende var vel aldrig hørt i dansk fjernsyn. Reimer spurgte, hvor beviset var for hendes påstand. Hun svarede: I Auschwitzmuseet. Reimer blev tydeligt overrasket. Han havde åbenbart ikke læst den bog, vi havde sendt ham. Han skyndte sig at vende ryggen til Marianne. Hun fik kun lov at sige ialt 14 sætninger (se referatet) Så forstod Reimer, at allerede dét var for meget, og han styrtede bort for at give ubegrænset snakketid til en lang række vrede jøder. Selv "jødekritikeren" Behrendt sluttede sig til den énstemmige fordømmelse. Hylekoret blev dagene efter fulgt op i de jødiske aviser, især Politiken og Ekstra Bladet og i TV-programmet Deadline.

Det er et interessant spørgsmål, hvor mange af de forargede, der havde lagt mærke til, hvad Marianne faktisk sagde. Det vil ses af referatet, at hver sætning kunne dokumenteres. Det er mest sandsynligt, at de blev rasende, blot fordi hun sagde noget, de ikke ville høre. Så er det uhyggelige, at det da syntes ligegyldigt, om det sagte var rigtigt eller forkert, ja det var måske allerværst, at det var rigtigt. Vi skal vise, at dette gælder ikke blot et stort publikum, men så godt som hele det mediesamfund, der betjener det. Derfor ville Reimer - trods givne løfter - ikke slippe mere frem fra vor kant. (se referatet)

Vi var skuffede over, at Reimer Bo narrede os, men især over at denne chance for at komme ud til offentligheden med nogle af vort demokratis mest påtrængende problemer, blev saboteret.

Vi protesterede med det samme over for fjernsyn og aviser, og da det ikke hjalp, til Pressenævnet. Det eneste der kom ud af dette, var en skarp afsløring af råddenskaben i vort mediesystem.

Vi skal her redegøre for, hvordan medierne samordner deres manøvrer for at kvæle enhver ubekvem ytringsfrihed.

Følgende breve blev straks afsendt til "TVfakta" uden at vi fik svar, og telefonisk var det ikke muligt at nå den ansvarlige redaktør før efter store anstrengelser.

Lars skrev:

Rubjerg 18 september 1998

TV-fakta
TV-byen
2860 Søborg

Chefen for TV-fakta Stefan Samsø Petersen, Redaktionschef Arne Ullum, Redaktør Reimer Bo Christensen

På grund af den voksende interesse for vore samisdatskrifter, som nu også kan læses over internet, havde man fået den i og for sig gode idé at invitere os til, sammen med Ole Kreiberg, at deltage i en udsendelse, hvor ytringsfrihed og revisionisme skulle debatteres. Vi fandt, at det passede godt, da vi netop nu for første gang kan tilbyde en oversættelse af et af revisionismens banebrydende arbejder, Richard Verralls: DID SIX MILLION REALLY DIE?

Sammen med researcheren Henrik Bergquist aftalte vi en emne- og rollefordeling mellem os og Ole Kreiberg. Samtalerne om dette fortsatte til få minutter inden programmet skulle starte. Vi var enige om, at bogen skulle vises frem i en præsentation af os og vor virksomhed.

Det skulle vise sig, at Reimer Bo havde smidt alle aftaler over bord og besluttet, at kun Marianne skulle have lov til at komme med en udtalelse, så kort som mulig.

Jeg blev mildt sagt forbløffet, da jeg - efter en lang rejse, omhyggelige forberedelser, og udstyret med mikrofon - pludselig var sat uden for. Lige så forbløffet blev Marianne, da Bo pludselig med en kryptisk indledning sprang op til hende og spurgte, hvad hun ville med teksterne på internettet og udgivelsen af en bog.

Hun fattede sig hurtigt og sagde, at hun ville have sandheden frem. Der lød et brøl fra auditoriet af, hvad man næsten må kalde dresserede aber, og sådan fortsatte det.

Læg mærke til, at alt : hvert eneste af de få ord, Marianne havde sagt og herefter fik mulighed for at fremføre, var dokumenterbar sandhed. Dokumentationen findes på s.34 i den bog, som Bo havde fået. Han kunne have vist det frem for seerne. Men han vendte sig fra Marianne og gav på stribe en lang række udvalgte personer lejlighed til at svine hende til. Hun fik ikke lov til at svare. Jeg fik ikke lov til at svare. Dog kunne ingen af de andre pege på, hvad der var galt med hendes udtalelser. Man bare påstod eller antydede, at de var nazistiske . Er sandheden nazistisk ?

Vi ved ikke, om det var beregnet; men følgende scene var arrangeret til divertissement for seerne: I rollebesætningen fremtrådte i og for sig forbavsende nyheder: Her optrådte en "jøde", "en professionel jøde", "en professionel antijøde" og en chefredaktør fra Politikens gennemgående stærkt projødiske hus. Som velvillig overvåger og bifaldsyder, en fremtrædende repræsentant for den berygtede internationale organisation, B'nai B´rith, fhv. overrabbiner Bent Melchior.

Ja, men her var jo ikke nogen nazist! Nej, den rolle havde Bo tiltænkt Marianne. Derfor fik hun bare lov til at åbne munden - så brølede de dresserede aber, ligesom de gjorde det, da Ole Kreiberg fik fremført sine korte, men fuldstændigt korrekte udtalelser. Han skal nok forsvare sig selv. Der var dog ingen, der påstod, at han var nazist. Anderledes med Marianne: Først den såkaldte jøde, så Bent Falbert, så "Theresienstadtofret", som intet har med "holocaust" at gøre. I kan læse, hvad Richard Verrall beretter om denne lejr på s.29. Selv den professionelle jøde og den professionelle antijøde, hvoraf den sidste jo havde været forlovet med en israelsk korporal, "dog kvindelig", faldt hinanden om halsen i fordømmelse af Mariannes udtalelser, uden at præcisere, hvad der var forkert.

Jeg protesterer mod, at programlederen havde arrangeret alt dette og lod alle de usaglige påstande og insinuationer passere for at stemple Marianne som nazist.

Lad os da få dette på det rene: Marianne ér ikke, og har aldrig været nazist. Hun kommer ikke fra et nazistisk miljø. Hendes fader, Herluf Hofman Hansen, dæknavn Hannibal, var en af de allerførste, der blev arresteret for modstand mod tyskerne og sat i fængsel. Hun kunne have spillet en komedie for galleriet lige så rørende eller endnu mere end Theresienstadtdamen; men hun ville diskutere sagen og holde sin egen person uden for.

Når dette ikke kan lade sig gøre, så vil vi have også disse fakta frem:

Det er ikke første gang, den jødiske meningsmafia overfalder Marianne. Det skete med fuld udblæsning, da hun 26.5.95 fik en artikel " Jødisk politik ifølge Mosebøgerne" i Berlingske Tidende. Redaktionen blev umiddelbart oversvømmet af en syndflod af hårrejsende breve og følte sig tvunget til 4.6.95 at fylde en hel side med hadske angreb på Marianne - lige så usaglige som aftenens. Overskriften : " Antisemitismens hæslige fjæs spøger". Man havde afbildet en djævel, der kravlede frem af avisen. Det skulle være Marianne. På grund af det massive pres fra lobbyen ville man også her helst ikke give hende lov at svare. Samuel Rachlin truede fra USA bladet, fordi det havde givet Mariannes "synspunkter en platform". Hvad hun havde skrevet, var, hvad der står i Mosebøgerne. Jøderne var rasende over, at nogen pegede på dette.

Bladet var rystet over lobbyens massive angreb, men vi fik forhandlet os frem til, at hun måtte skrive maksimum 1000 ord som svar på kanonaden. Jeg sagde OK, men hun vil selv bestemme, hvad der skal stå, og hun skal have lov at skrive, at de, der ville læse resten af hendes svar, kan rekvirere det hos os. Det blev aftalen, og den førte til, at vi, efter at hendes svar kom i bladet 18.6.95, kom i kontakt med en masse fine mennesker.

Men episoden fik et uventet efterspil. Efter en tid modtog vi et brev fra England. Det var skrevet af en af de legendariske modstandsfolk, Johan Krarup, som slap ud af Gestapos fængsel ved bombardementet af Gestapos kontor i Shellhuset. Johan Krarup var oprørt over den sjofle måde, på hvilken jøderne angreb datteren til "hans kære ven" med antydninger om, at hun var nazist. Brevet er interessant ved at afsløre Herluf Hofman Hansens rolle i modstandskampen, en indsats, som han - dybt beskeden - aldrig pralede af.

Krarup skrev sit brev for at give Marianne "moralsk støtte. De kan gøre med min epistel, hvad de vil; måske er der blandt Deres venner nogle stykker, der kan finde den værd at læse". Ja, måske også nogle af hendes - just nu - uvenner.

Når Marianne nu for anden gang angribes på infam måde for sin skribentvirksomhed, tager vi imod støtten fra denne uangribelige person. Vi biføjer kopi af Johan Krarups brev. Det skal så vise sig om Bent Falbert og Reimer Bo kan mande sig op til at give den uforbeholdne undskyldning, som de skylder Marianne.

Vist er de afsløringer, som vi bringer i " DØDE VIRKELIGT SEKS MIO.?", rystende; men de er sandhed, og det er ikke nazister, der fører den frem; men retryggede personligheder og forskere, der kræver retfærdighed også for deres modstandere.

Emnet kræver en omfattende redegørelse og en fair debat, ikke overfladiske arrangementer som det, vi har været offer for.

Det er hårrejsende, at arrangere konkurrencer i højtbrølen. Vi kunne godt - hvis vi havde lidt flere penge til telefon og frimærker - mobilisere et kraftigt kor af sympatisører. Men det er usmageligt at erstatte argumenter med hylekor. Stop denne tarvelige form!

Er man på faktaredaktionen klar over, at Reimer Bo inden den egentlige udsendelse starter, dresserer publikum til at følge hans små kommandoer. Det sker ved at få dem til at rejse sig og sætte sig og råbe tåbelige ting i kor, når han giver sine små tegn. Stop dette usmagelige dressurcirkus !

Lad os få saglige udsendelser, hvor de store revisionister kommer til orde. Vi foreslog, at man gav ordet til Jürgen Graf, schweizeren, som taler glimrende dansk. Han trues i dag af en fængselsstraf på 15 måneder, som er drevet frem af den middelalderlige inkvisition syd for vore grænser. Den styres inden for EU bl.a. af jøden Jean Kahn og desuden - og også i Schweiz - af den af Mogens Berendt omtalte mægtige lobby i USA. Dens hovedformål er at forhindre, at holocaustbedragerierne afsløres.

De hjernevaskede gymnasieunger i auditoriet sagde: Jøderne har lidt nok ?

Har tyskerne, russere palæstinensere o.s.v. ikke lidt nok? Skal de millioner, der har lidt på grund af vold, bedrag og falske tilståelser, fremkaldt ved umenneskelig tortur - skal de ikke have lidt nok? Skal sandheden skjules, hver gang den er mindre flatterende for jøderne?

Vi vil have sandhed og retfærdighed til alle sider.

Med venlig hilsen

Lars Thirslund

Marianne skrev:

I udsendelsen "Reimer Bo", 16. september, sagde Mogens Berendt, at hvis man udtaler en mening eller kendsgerning, som ikke er politisk korrekt, bliver man straks overfaldet med skældsord som nazist, racist, antisemit og deslige. Som eksempel nævnte han, at han havde kritiseret, at man havde ansat en inkompetent person som meteorolog i fjernsynet med argumentet, at hun var neger, altså for at demonstrere "frisind og antiracisme". Man må kalde det en hån mod seerne og alle vore dygtige meteorologer. Men herefter fik han alle skældsordene vendt imod sig.

Fraserne er tomme intetsigende ord, som ikke dækker over andet end et barnligt signal: "Æv, bæv, du er dum, dig må man ikke lege med."

Netop dette blev straks efter demonstreret af ingen mindre end chefredaktør Bent Falbert, der stemplede mine få ord som gale og nynazistiske, uden at præcisere, hvori, det gale og nazistiske bestod. Men alt, hvad jeg havde fremført, er uigendrivelige fakta, nemlig, at man efter Zündel-processerne slettede inskriptionerne på 19 mindesten i Auschwitz, hvor man på lige så mange sprog havde påstået, at her blev 4 mio. jøder myrdet. Senere blev nye inskriptioner mejslet ind. Jeg sagde, de blev ændret til 1 eller 1½ mio. Vi har fået oplyst, at man besluttede sig til 1½. mio. Man kunne lige så godt have valgt 1 mio. eller 470.000, som Jean-Claude Pressac efterhånden kom frem til, eller man kunne have ventet til de endnu nyere tal ned til 74.000, som er kommet frem, efter at jerntæppet revnede helt.

Uomstødeligt er, at myten om de 4 mio. er totalhavareret. Man må have lov at undre sig over, at så mange da bevarer tyrkertroen på de 6. Forklaringen er, at media, som en mægtig grammofon, bliver ved med at gentage påstanden, som vi også hørte det reflekteret under udsendelsen. Hvor effektivt hjernevasken fungerer, illustreres af et replikskifte efter udsendelsen, som hermed refereres:

Mine oplysninger om forliset af påstanden om de 4 mio. var åbenbart trængt igennem hos nogle, men det gjorde intet indtryk på de præparerede. børn. Hør her:

- "Er 1 mio. ikke nok ?" -

- "Jo, men hvorfor så sige 4 mio.? Forresten får de penge for alle 4 mio." -

- "Uh - jeg væmmes !" -

Ja, det gør vi også.

Bent Falbert gør sig det endnu enklere og påstår bare, at mine oplysninger er "gale" og demonstrerer , at han er lige så barnlig, som et barn i underskolen. Eller han er så kynisk, at han for at tilhøre de politisk korrekte og sikre sig plads i "det gode selskab" erstatter argumenter med intetsigende skældsord.

Han skylder mig en undskyldning, hvis han stadig vil fremstå som en seriøs redaktør.

Selv Mogens Berendt skyndte sig på kryptisk måde at slutte sig til hykleriet: "Det var skrækkeligt at høre og selvfølgelig fuldstændig urimeligt."

Han havde ellers sagt, at der er et jødisk meningsmonopol; men i næste øjeblik glemmer han, hvad det bruges til, nemlig at udlægge historien om de 6 mio. myrdede jøder og alt deres stjålne guld. Eller, hvis det var det, han tænkte på med "skrækkeligt og fuldstændig urimeligt", så havde han altså så langt ret.

Desværre tillod Reimer Bo og den mere eller mindre bevidst begrænsede tid ikke, at der blev skabt klarhed over noget som helst, og helhedsbilledet blev derfor en ondskabsfuld tilsvining af min person, og af den historiske reformbevægelse, hvis resultater, det er på høje tid danskerne får kendskab til.

En faktaredaktion kan ikke være dette bekendt.

Med venlig hilsen

Marianne Herlufsdatter

Bilag: kopi af brev 12.2.96 fra Johan Krarup.

Marianne skrev til Ekstra Bladets chefredaktør:

Rubjerg 18. september 1998

Ekstrabladet
Rådhuspladsen 37
1785 København V

Chefredaktør Bent Falbert

I udsendelsen Reimer Bo udtalte du, at de få ord, jeg fik lejlighed til at fremføre, var "gale" og "nynazistiske."

Påstår du, at 4 mio. jøder blev myrdet i Auschwitz-Birkenau, og at mindetavlerne stadig hævder dette?

Hvis ikke - hvad var så forkert i mine udtalelser? Er man nazist, hvis man siger sandheden?

Jeg biføjer kopi af et brev, som jeg i dag har sendt til TV-fakta.

Hvis du ikke kan dokumentere dine påstande, synes jeg, du skal indrømme, at du kom til at dømme uden at have hørt efter, hvad det var, jeg sagde.

I så fald skylder du mig en undskyldning, der når lige så langt ud til offentligheden, som de beskyldninger, du fremførte i fjernsynet.

Med venlig hilsen

Marianne Herlufsdatter

P.s.: Vi afsender samtidig et anmeldereksemplar af "Døde virkeligt 6 mio.?". Bemærk, at forfatteren er englænder. Ingen af de store navne er nazister: Douglas Reed, Frederick Veale, Paul Rassinier, Robert Faurisson, James Bacque, Israel Shahak etc.

Redaktør Falbert svarede:

Marianne Herlufsdatter
Lønstrupvej 122
9480 Løkken

Den 28. september 1998

I brev af 18. september med div. bilag anker du over, at jeg i en TV-udsendelse den 16. september betegnede dine synspunkter som "gale" og "nynazistiske".

Når jeg læser dit og Lars Thirslunds brev til chefen for TV Fakta, får jeg det indtryk, at vi har deltaget i to forskellige programmer. Du mødte angiveligt op for at drøfte, hvor mange mennesker der er slået ihjel i Auschwitz. Jeg kom for at debattere ytringsfrihedens grænser.

Hvor mange jøder, der præcist blev aflivet i Auschwitz-Birkenau, har jeg ikke noget tal på. Den debat overlader jeg gerne til andre.

Jeg gav derimod udtryk for det principielle synspunkt, at "gale" og "nynazistiske" meninger ikke udgør nogen stor trussel imod demokratiet - og at sådanne derfor ikke skal forfølges med straffesager, hvilket andre debatdeltagere ønskede.

Da jeg ikke kender dig, har jeg intet grundlag for at kalde dig nynazistisk. Denne glose var derfor ikke møntet på dig.

Du begår i øvrigt en fejltagelse ved at tro, at mit ansættelsesforhold indebærer, at jeg virker som advokat for det jødiske folk. Det er på ingen måde tilfældet. Jeg har tværtimod adskillige gange deltaget i dyster med jødiske opinionsledere, som efter min mening er usædvanligt tyndhudede, når man eksempelvis kritiserer den israelske behandling af arabere.

Hvad angår debatten om det faktiske antal omkomne jøder under 2. verdenskrig, ser jeg frem til at læse den bebudede bog, som endnu ikke er nået mit bord

Med venlig hilsen

Bent Falbert.

Marianne svarede tilbage 2.10.98

Ekstrabladet
Rådhuspladsen 37
1785 København V

Chefredaktøren

Kære Bent Falbert

Hjemkommen fra en lille rejse læser jeg dit brev af 28.9.98.

Nej, du har intet grundlag for at kalde mig nynazistisk, eller som du faktisk sagde: "sennazistisk". Du har heller intet grundlag for at kalde mine synspunkter "gale", da de få ord, jeg fik lejlighed til at udtale, hører hen i en debat, som du selv skriver, at du overlader til andre.

At dine skældsord ikke var beregnet på mig, havde seerne ingen chance for at gætte.

Det skyldes naturligvis Reimer Bo's redaktionelle arrangement, og at han hverken gav mig eller min mand mulighed for at svare på det skæve billede, han fremstillede.

Min mand og jeg kom, ligesom du, for at diskutere ytringsfrihedens grænser, men, som naturligt var, set fra revisionisters synsvinkel.

Reimer Bo ved godt, og du bør vide, at revisionisme ikke er det samme som nazisme, selv om en del nazister naturligvis er enige i en del revisionistiske synspunkter. Men det gør dem ikke forkerte.

Men dit blad giver gerne spalteplads til nazisterne - hvorfor ikke til revisionisterne. En vigtig forskel er den, at nazisterne, hvis de får magten, vil afskaffe demokratiet. Vi vil af al magt indføre demokratiet, og det forudsætter ægte ytringsfrihed. Revisionisterne laver ikke historiens kendsgerninger om. Tværtimod ! De afslører og dokumenterer dem. Derfor nævnte jeg, som svar på Reimer Bo's spørgsmål, at jeg søgte sandheden, og nævnte som eksempel, at holocaust er en myte.

Det er jøderne, ikke revisionisterne, der fremstiller de historiske kendsgerninger løgnagtigt. Det fremgår bl.a. af den bog, som var sendt til Reimer Bo-redaktionen, og som vi nu lidt forsinket sender til bladet.

I en debat om vor ytringsfrihed burde det naturligvis stærkt påpeges, at denne frihed ikke eksisterer syd for vore grænser. Dér bliver folk fængslet, blot de nævner revisionismens opdagelser. Fremragende forskere er puttet i fængsel eller drevet i eksil. Det er skammeligt, at danske medier tier stille om dette.

Især jødiske kredse presser på for, at Danmark skal indføre lignende middelalderlige tilstande. Det er debat om dette, som er det vigtigste af næsten alt. Den skal føres på en saglig måde, og ikke sådan, at kun jøder og deres eftersnakkere får lov at tale ud.

Det glæder os, at du mener, at dine nedsættende ord fik en forkert adresse. Det placerer ansvaret for det skæve billede, som udsendelsen gav, hos Reimer Bo. Vi vil forelægge dine synspunkter for TV-fakta.

Vi har endnu ikke fået svar på det brev, i hvilket vi kritiserede udsendelsen - både for dens form, og for den mangelfulde og også fordrejede faktaredegørelse, der blev dens resultat.

Hvis du mener, at udsendelsen kom til at give et falsk indtryk af din egen opfattelse af mig og det historiesyn, jeg repræsenterer, bør du give i hvert fald dine læsere en rigtigere, dvs. mere nuanceret fremstilling end den, der kom ud af udsendelsen d. 16, september.

Med venlig hilsen

Marianne Herlufsdatter.

Vi henvendte os nu igen til TVfakta

Rubjerg 2.10.98

TV-fakta
TV-byen
2860 Søborg

Chefen for TV-fakta Stefan Samsø Petersen, Redaktionschef Arne Ullum, Redaktør Reimer Bo Christensen.

I brev af 18.9.98 klagede vi over Reimer Bo-udsendelsen 16.9.98 og sendte kopi til chefredaktør Falbert. Han har nu svaret med brev, som vi biføjer i kopi. Desværre kan hans tolkning ved en rent formel vurdering af de ord, der blev sagt, måske forsvares. Men det indtryk, som blev formidlet til seerne, var et helt andet, og faktisk injurierende, for hvilket Reimer Bo da har ansvaret.

Hvis temaet var ytringsfriheden, havde udsendelsen uhyggelig slagside. Det europæiske perspektiv fik overhovedet ikke lov til at komme til orde. Det skulle Lars have bragt ind. Og fem på stribe bagtalte revisionismen uden at vi fik lov til at rette misforståelser eller påpege fakta.

Vi fortalte Henrik Bergquist, at den glimrende schweiziske forfatter og revisionist Jürgen Graf er dømt til 15 måneders fængsel. Hans forlægger til 12. Dette hænder altså nu i Schweiz. Middelalderen breder sig. At I dog ikke protesterer, I, der sidder på medierne! -

Graf er højt begavet. Taler mange sprog, deriblandt dansk. Hvorfor inviterer I ham ikke her op til debat? Eller sender folk ned at interviewe ham og hans anklagere?

Af andre forfulgte begavelser vil vi især pege på den unge Germar Rudolf, og den ældre Udo Walendy.

Hvorfor protesterer I bare mod overgreb mod ytringsfriheden i fjerne lande, men ikke mod det, der foregår i vor nærhed, og i EU?

I kan kompensere for det skæve billede, I lavede 16.9.98, ved at give os mulighed for at fortælle, hvad revisionismen står for, og f.eks om biføjede brev til formanden for EU, - et brev, vi endnu ikke har fået noget svar på. Ved at tie stille om uhyrlighederne i Tyskland, Østrig og Frankrig - og nu også i Schweiz, hjælper I til at gøre det lettere for parlamentet, at give et uforpligtende svar. Det vil være ulykkeligt for os alle sammen.

Venlig hilsen

Marianne Herlufsdatter

Lars Thirslund

Intet svar: - på´en igen!

Da vi ikke fik svar, og iøvrigt ikke kunne få adgang til at tale med den ansvarlige redaktion skrev vi igen:

Rubjerg 25 oktober 1998

TV-fakta
TV-byen
2860 Søborg

Chefen for TV-fakta Stefan Samsø Petersen,Redaktionschef Arne Ullum, Redaktør Reimer Bo Christensen

Vi har endnu ikke modtaget svar på de to breve vi skrev til TV-fakta 18./9 og 2/10 med kritik af Reimer-Bo-udsendelsen 16/9.

9/10 ringede en dame fra Arne Ullums kontor og oplyste, at hun var ved at skrive et brev, som jeg altså kunne vente en af de nærmeste dage. 13/10 oplyste Arne Ullum, at brevet var forsinket på grund af usikkerhed om adressen. Jeg kunne nu vente to breve (deraf eet fra Reimer Bo) Heller ikke disse breve er kommet frem. Vi vil gerne vide, hvad der er årsagen til dette.

Vi har erfaret, at udsendelsen i pressen er blevet stærkt kritiseret fra anden side - men ud fra ganske andre synspunkter end vore. Hvis det er grunden, bør forudsætningerne gøres klare.

Udsendelsens emne var et af vort samfunds aller vigtigste: ytringsfriheden i vort land, som er truet af tre forhold :

1. undertrykkelse af ytrings- og forskningsfriheden i vore store nabolande mod syd, og et pres på Skandinavien for at indføre samme undertrykkelse her.

2. Et jødisk meningsmonopol her hjemme, som påpeget af Mogens Berendt.

3. undertrykkelse af Den revisionistiske historieskrivning, hvilket naturligvis har sammenhæng med det foregående.

Vi har peget på, at udsendelsen 16/9 gav et helt falsk og nedvurderende billede af revisionismen og af Marianne, der uforberedt blev udset til at starte debatten, og som hverken fik lov til at tale færdig eller kommentere Bo Reimers udpegede talerør, der påstod, at hun og revisionisterne lyver, skønt det, hun havde sagt, på stedet kunne være dokumenteret af hende selv eller af Reimer Bo.

I stedet gentoges det, at revisionismens forskningsresultater ikke bør omtales, og at revisionisterne er løgnere og nazister, hvilket er en hån mod en række af vor tids største forskere.

TV-fakta har pligt til at give alsidige og korrekte oplysninger og berigtige åbenlyse fejl.

Nu angribes udsendelsen i pressen af tilhængerne af det meningsmonopol, som er påpeget under pkt.2, og som sjældent tillader modforestillinger.

Skyldes udsættelsen, at TV-fakta føler sig presset til at give efter for kravet fra monopolindehaverne. Hvis ikke: Hvorfor kan man da ikke finde udvej for at anordne den eller de udsendelser, der orienterer vort folk om de vigtigste undertrykte historiske fakta. Hvorfor kan man ikke yde retfærdighed til de modige forskere og skribenter, der selv her hjemme lønnes for deres indsatser med tavshed eller skældsord og urimelige påstande om nazisme.

Hvorfor oplyser man ikke om den barbariske undertrykkelse af ytringsfriheden syd for vore grænser: om fængslingen og forfølgelsen af mange af vor tids fornemste forskere?

Hvorfor svigter man forpligtelsen til alsidighed, objektivitet og kvalitet?

Med venlig hilsen

Lars Thirslund

Og nok en gang.......

8.10.98 vendte vi tilbage:

TV-fakta
TV-byen
2860 Søborg

Sekretær Birgit Kamp bekræftede i går, at kontoret havde modtaget mit brev af 25/10 -98 og sagde, at hun havde overgivet det til Reimer Bo til besvarelse: Du får et svar!

Vi har i dag modtaget et lakonisk brev undertegnet Reimer Bo Christensen. I øvrigt uden dato og uden afsender og telefonangivelse.

Det henviser til vort brev af 2/10-98, men ikke til det af 25/10.

Jeg ringede straks for at få klarhed over, om dette var TV-faktas endelige svar, eller om jeg kunne vente flere breve. Til sidst kom jeg til at tale med redaktionschef Arne Ullum. For ordens skyld vil jeg referere, hvordan jag måtte opfatte hans og TV-fakta's stilling til vore henvendelser om Reimer Bo-udsendelsen 16/9:

TV-fakta vil ikke bringe nogen udsendelse, som sagligt gør rede for, hvad Historisk Revisionisme står for, herunder at dets fremtrædende forskere ikke er og ikke har været nazister.

TV-fakta vil ikke bringe saglige oplysninger om den undertrykkelse af ytrings- og forskningsfriheden, som finder sted syd for vore grænser. Ej heller om det initiativ, som danskere har taget til at vække præsidenten for EU-parlamentet til at tage fat på problemet.

TV-fakta vil ikke give Marianne oprejsning i anledning af det fordrejede billede, Reimer Bo byggede op af hende som nazist, skønt hun kan bevise, at hun aldrig har været det.

Ullum: Når I siger, at nogen (jøder) lyver. (Hun sagde, at holocaust er en ubekræftet myte og nævnte mindestenene i Auschwitz, som er et faktum, der beviser dette) Så må I forstå, at jøderne siger, at I lyver. Sådan er betingelserne. Det må I finde Jer i. - Jeg: jamen vi kunne dokumentere vor påstand med et billede, som kunne vises frem for seerne; men det ville han ikke medvirke i eller give hende mulighed for.

Vedrørende Marianne - Ullum: Når hun siger noget, som nogle synes renvasker nazisterne, så må I finde Jer i at blive kaldt nazister. Jeg: Nej ikke, hvis vi kan bevise, at det ikke har noget med nazisme at gøre. Skal Rassinier mindes som nazist?

Ullum: Reimer Bo's svar er vort svar - I kan klage til pressenævnet. Jeg imødeser med sindsro resultatet.

Ja, men det vil vi alligevel gøre.

Jeg takker for oplysningen om, at Bent Melchiors senere optræden med kommentarer til Mariannes udtalelse, ikke blev bragt af TV-fakta men af Medie Magasinet.

Venlig hilsen

Lars Thirslund
Lønstrupvej 122
94 80 Løkken

Den lange vej mod retfærdighed skulle altså nu føre til Pressenævnet. Læs om vore trængsler her under menuen "Det kyniske pressenævn".

Marianne Herlufsdatter

Lars Thirslund